Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Schouw
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 663,00
Schouw offentliggjorde i denne uge salgsprisen på BioMar, som endte i toppen af det udbudte kursinterval 100-108. Dermed er den delvise udskillelse af BioMar en kendsgerning, men Schouws aktiekurs faldt alligevel. Investorerne er tilsyneladende ikke imponerede over den kapital, som børsnoteringen af BioMar bragte frem i lyset.
A.P. Møller-Mærsk
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 15.810,00
A.P. Møller-Mærsk gik imod strømmen i en rød uge, hvor det var svært at få øje på lyspunkterne. Efter en kort korrektion nedad fra kurs 15.800 satte APM igen retningen opad, og det ligner en kommende udfordring af kurstoppen i 18.090 fra midten af marts.
Per Aarsleff
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 733,00
Per Aarsleff stod for en af ugens meget få regnskabsmeddelelser, da selskabet i onsdags aflagde halvårsregnskab. Af en eller anden grund havde man 17 minutter forinden udsendt en børsmeddelelse med en beskeden justering af helårsforventningerne. Hvorfor den nyhed ikke kunne præsenteres i halvårsregnskabet et kvarters tid senere må guderne vide. Læs mere i analysen i dette nummer.
Rockwool
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 202,40
Rockwool er en anden af de få aktier, som ikke lader et negativt marked styre kursen. Rockwool faldt ganske vist en smule i slutningen af ugen, men det skete i forlængelse af en stigning fra kurs 188. Vi tror Rockwool er på vej mod kurs 220.
Torm
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 176,70
Torm har længe profiteret på høje fragtrater skabt af lukningen af Hormuz strædet. De seneste to ugers massive kursfald i Torm-aktien viser, at investorerne tror den ekstraordinære gevinstmulighed nu er forbi. Hvis det viser sig at være forkert, kan der igen være mulighed for en hurtig gevinst i Torm, men på kort sigt er festen slut.
GN Store Nord
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 98,26
GN Store Nord har længe været den store joker på aktiemarkedet, men desværre med en negativ undertone, når man ser kursbevægelsen over en længere periode. P.t. ligner GN’s kursmønster et omvendt U, og fra en teknisk betragtning er det et negativt signal. Det mener shorthandlerne tilsyneladende også, da de fastholder en meget høj shortandel i selskabet.
Zealand Pharma
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 324,90
Zealand Pharma har også leveret store kursudsving, men det er overordnet set gået opad. Det mønster er måske ved at ændre sig. Kurstoppene stiger stadig, men det gør kursbundene ikke længere, og det er et svaghedstegn.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.















