Efter et års langvarig nedtur og hurtigt comeback er Carlsberg-aktien tilbage på kursen, inden man for første gang bekræftede rygterne om et muligt bud på Britvic. Købet er nu gennemført, og efter første kvartal følger integration, synergier m.v. planen. Verden ser til gengæld markant anderledes ud, og det stiller Carlsbergs diversificerede og stabile forretning i et andet lys end tidligere.
1. kvartal viste solid fremgang i omsætningen på 17 pct., men effekten kom udelukkende fra opkøbet af Britvic, da den organiske vækst var minus 1-2 pct. målt på både omsætning og volume inkl. en ikke helt ubetydelig effekt fra tabet af San Miguel-kontrakten i England per 1. januar 2025.
De store linjer er altså en flad til marginalt negativ udvikling organisk, men dog også med udsving i udvalgte geografier. I Kina noterede man eksempelvis vækst, selvom markedet stadig var i tilbagegang, omend mindre end i 2024.
I forhold til de store internationale konkurrenter som Heineken, AB InBev og til dels noget mindre Unibrew, er Carlsberg nu kun marginalt billigere målt på et nøgletal som Price/Earnings efter den flotte kursudvikling i år. Efter et nærmest uafbrudt kursfald gennem 2. halvår 2024 i kølvandet på meldingen om Britvic-opkøbet, nåede kursen ved nytår under 700, eller det laveste niveau i syv år.
Medio januar 2025 faldt opkøbet på plads, og siden har kursen næsten kun haft én retning. Aktuelt ligger Carlsberg B-aktien inkl. udbytte 39 pct. højere end ved nytår, og det er ganske pænt afkast for en aktie, der ret beset må anses som lavrisiko.
Carlsbergs peers har også gjort det pænt, men har ikke kunnet følge med i år. De tilsvarende tal er for Heineken 15,4 pct., AB InBev 30,6 pct., mens Unibrew er steget 12,3 pct. siden nytår.
Konsensus er, at Carlsberg leverer en Earnings Per Share (EPS) på 54,7 i år, hvilket giver en P/E på 17 ved dagens kurs. I de kommende år vil EPS stige yderligere hjulpet af bl.a. de realiserede synergier fra Britvic, så der ventes en EPS på 63,4 kr. næste år og 69,9 kr. i 2027.
Med andre ord ligger P/E-2027 omkring 13,3, og endda lidt lavere, hvis man ser på den justerede EPS, der korrigerer for ”special items” til integration m.v.
Integrationen af Britvic er en større proces, og først efter tre år vil marginpåvirkningen være positiv, mens alle synergier på ca. 100 mio. pund først er i mål om fem år. Opkøbet er en stor mundfuld, der mere eller mindre har fordoblet Carlsbergs nettorentebærende gæld fra 30 til 60 mia. kr.
Aktietilbagekøbsprogrammet er fortsat på hold frem til 2027, hvor gearingen ventes at nå indenfor målsætningen på 2,0-2,5.
Efter comebacket synes Carlsberg-aktien ikke længere at have et stort kurspotentiale. Til gengæld kan manglen på egentlig downside tiltrække investorer, og det kan gøre aktien til et interessant sted at vente i usikre tider.
Konklusion
Aktuel kurs 932,40
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 975,00
Steen Albrechtsen
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her









