Del artiklen:

Her præsenterer vi hver uge kommentarer til alle C20-aktierne. Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse, og formålet med denne gennemgang er at give læserne et overblik over den aktuelle status hos de vigtige C20-aktier.

For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Alle kurser er korrigeret for udbyttebetalinger.

Købs- og salgsanbefalingerne på de enkelte aktier må kun betragtes som vejledende, og handel i aktierne sker på eget ansvar.

A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 11250,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.

A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 11570,00
APM svinger i intervallet 11150-12000, og det kan den kortsigtede spekulant spekulere i. Den forsigtige investor afventer et udbrud fra dette interval, før han går ind i APM.

Carlsberg B – Køb Aktuel kurs: 644,00
Carlsberg brød modstanden ved 630 under den højeste omsætning i to måneder, og et mindre kursfald kan benyttes som en købsmulighed.

Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 447,60
Chr. Hansen angriber nu toppen af intervallet 375-440, som det trods flere tidligere forsøg ikke er lykkedes at passere. Følg derfor Chr. Hansen fra sidelinjen indtil kurs 450 passeres, og kursen dermed har skabt en afstand på 2-3 procent til 440.

Coloplast – Hold Aktuel kurs: 544,50
Coloplast blev i første omgang afvist ved modstanden i 550. Det skete efter en hurtig og kraftig stigning, så et fald mod 520-530 vil være naturligt. Afvent et brud på modstanden ved 550, før aktien lægges i porteføljen.
Danske Bank – Køb Aktuel kurs: 237,50
Danske Bank holder sig indenfor rammerne af den stigende kurskanal med loft i 246 og bund i 226. Dermed bevarer aktien sin købsanbefaling.

DONG Energy – Køb Aktuel kurs: 268,90
DONG Energy har både brudt nedtrenden og passeret 60 dages glidende gennemsnit i 258. Dermed har aktien igen retning mod 280.

DSV – Køb Aktuel kurs: 361,00
DSV holder en pause efter endnu et skridt opad. Vi forventer, at kursen også denne gang fortsætter opad efter en kort sidelæns bevægelse.

Genmab – Hold Aktuel kurs: 1343,00
Genmab blev fredag straffet kursmæssigt for en negativ børsmeddelelse. Det sendte dog i første omgang ikke kursen ud af den stigende kurskanal med loft i 1522 og bund i 1307, så det vil være forhastet med et salg. Kursen skal under 1250 for at udløse et salgssignal.

GN Store Nord – Hold Aktuel kurs: 162,90
GN Store Nord er muligvis ved at afslutte en lang stigning, men indtil kursen falder under 60 dages glidende gennemsnit i 158, er det for tidligt at hjemtage gevinsten.

H. Lundbeck – Køb Aktuel kurs: 323,40
Lundbeck fortsætter den stigning, som blev indledt med udbruddet fra intervallet 285-305, og aktien kvalificerer dermed til en købsanbefaling.

ISS – Hold Aktuel kurs: 263,70
ISS er nu faldet tilbage til niveauet fra midt i 2016, men kursen ligger dog stadig over 60 dages glidende gennemsnit i 251. Aktien kan derfor holdes indtil videre.

Jyske Bank – Sælg Aktuel kurs: 352,80
Jyske Bank formåede ikke at fortsætte stigningen forbi sidste års kurstop ved 373, og dermed er der etableret en ny modstandslinje her. Kursen er samtidig faldet ned under 60 dages glidende gennemsnit i 355, så det ser ud til at være tiden at hjemtage gevinsten i Jyske Bank.

Nets – Sælg Aktuel kurs: 112,50
Efter at have sat en ny bundrekord skal Nets nu vise, om der er tilstrækkelig styrke til at passere modstanden ved 112. Indtil det sker, er Nets fortsat på salgslisten.

Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 239,50
Novo Nordisk faldt igen ned til støttelinjen ved 230, og med faldende kurstoppe er den grænse under pres. Et fald under 230 vil udløse en salgsanbefaling, men indtil videre nøjes vi med at sige Hold.

Novozymes B – Hold Aktuel kurs: 276,40
Novozymes bevæger sig sidelæns i intervallet 270-280, og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.

Pandora – Hold Aktuel kurs: 772,00
Pandora ser ud til at finde støtte ved 750, og dermed balancerer aktien på grænsen til en købsanbefaling. Men aktiens styrke målt på RSI14 ligger i øjeblikket kun på 41, og vi vil se styrken stige over den neutrale 50-linje, før vi hæver anbefalingen.

TDC – Hold Aktuel kurs: 35,96
Der kan tegnes en kileformation omkring TDC’s aktiekurs, og det vil normalt udtrykke en pause, inden kursen fortsætter i samme retning, som før kileformationen. Det vil for TDC’s vedkommende sige opad. Men kileformationen skaber usikkerhed, så hold afstand til TDC, indtil kursen har passeret 37.
Vestas Wind Systems – Køb Aktuel kurs: 567,00
Efter at have holdt en kort pause ved 530-niveauet fortsætter Vestas nu sin vej opad. Torsdagens stigning skete under den højeste omsætning i to må-neder, og det understøtter forventningen om, at Vestas er på vej forbi sidste års kurstop i 567, som blev tangeret fredag.

William Demant Holding – Køb Aktuel kurs: 145,70
WDH bevæger sig sidelæns lige over støttelinjen ved 140, men det skete under faldende omsætning, inden fredagens stigning. Det forløb indikerer, at aktien er ved at gøre klar til næste skridt, og vi forventer, at det bliver i opadgående retning.

læs hele udgivelsen her

Bruno Japp

 

 

Hvad er 60 dages glidende gennemsnit?                                                                   60 dages glidende gennemsnit er en akties gennemsnitlige lukkekurs de seneste 60 dage. 60 dage svarer til det omtrentlige antal børsdage de seneste tre måneder. Dette gennemsnit beregnes hver dag, og giver dermed en udglattet kursgraf, hvor de daglige udsving er fjernet. Det giver et klarere billede af aktiens retning, og om hvorvidt investorernes holdning til aktien er ved at ændre sig i positiv eller negativ retning.

Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.

Del artiklen: