Beslutningen om at afvikle GN Store Nords audiodivisions premium consumer-forretning kommer som en følge af den nye centrale styring af koncernen og er egentlig en klassisk manøvre. Den skærer det svageste fra og forenkler koncernen, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
Den nye topledelse for GN Store Nord har gjort, hvad en ny bestyrelsesformand og en ny koncernchef forventes at gøre. De har taget en beslutning, som ville have været vanskelig for den tidligere ledelse at tage. Med den varslede afvikling af størstedelen af GN Audio-divisionens consumeraktiviteter skærer den nye CEO Peter Karlstromer ganske hårdt.
Beslutningen afspejler den underliggende ændring i GN Store Nords ledelsesstruktur og valget af en ny bestyrelsesformand i 2023. Med Peter Karlstromer har GN Store Nord én chef for en integreret virksomhed, hvor GN tidligere bestod af to adskilte underkoncerner, GN Hearing og GN Audio, med hver sin chef.
Samlingen af ledelsen skal give omkostningssynergieffekter på hele 600 mio. kr., hvoraf de 90 mio. kr. allerede er effektueret i første kvartal 2024.
Samtidig kan den forenede nye koncernledelse og en bestyrelse, hvor tre af de seks aktionærvalgte er nye (inklusive formanden), nu foretage en usentimental gennemgang af alle aktiviteter og skære det svageste væk.
Det er egentlig ikke overraskende, at Peter Karlstromer, der har en baggrund hos ledelseskonsulenterne McKinsey, har taget beslutningen ud fra en klassisk turnaround-metodik. Men beslutningen må alligevel medføre en vis undren.
Så sent som på kapitalmarkedsdagen i maj 2024 understregede GN Store Nord de store muligheder i den premium consumer-forretning, der nu skal afvikles. Det blev påpeget, at forretningen havde taget markedsandele over det seneste år. Og koncernen fastholder markedslanceringen af to nyheder indenfor premium consumer-forretningen: De to earbuds Elite 8 Active og Elite 10, der ifølge koncernen er ”highly acclaimed”.
Det er påfaldende, at GN vil afholde omkostninger til lancering af nye produkter inden for et forretningsområde, efter at GN-ledelsen har besluttet at afvikle området.
GN føler sig forpligtet over for detailnettet, kan man forstå, og man kan selvfølgelig ikke lukke en så stor aktivitet fra den ene dag til den anden. Men alligevel: GN har i de seneste år investeret betydeligt i produktudvikling i en forretning, som koncernen nu tilsyneladende ikke kan slippe af med på anden måde end ved at lukke den ned.
At der nu, efter at beslutningen om afvikling er taget, investeres yderligere i lanceringer, får det til at se ud som om premium consumer-forretningen foreløbig skal holdes kørende som en fuldt fungerende aktivitet.
Hvorfor egentlig, kan man spørge, og svaret byder sig til: Afviklingen vil medføre særlige omkostninger på mindst 200 mio. kr. Det måtte vel være mere fordelagtigt for GN simpelthen at forære premium consumer-forretningen væk som en going concern med en milliardomsætning.
Konklusion
Aktuel kurs 194,10
Kortsigtet (< 3 mdr.) Sælg
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 194
Morten A. Sørensen
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her






