Hele 41 danske børsnoterede selskaber forventes at vedtage udbytter på generalforsamlingerne i foråret 2022, altså om få måneder.
Analytikerne forventer stigende udbyttebetalinger i hele 39 selskaber om godt et år, bl.a. fordi der kommer ekstra selskaber på listen over udbyttebetalere, som ikke har udbetalt udbytter til aktionærerne de seneste år, bl.a. Vestjysk Bank, Nilfisk og H+H International.
De bedste udbytteaktier findes fortsat blandt bankerne, der ventes at betale 5-6 pct. i effektivt direkte udbytte, men der forventes kun moderat øgede udbytter til udbetaling ved generalforsamlingerne i 2023.
Økonomisk Ugebrev har tidligere beskrevet, hvordan potentialet i de fleste store banker er til markant højere udbytter end i år. Læs her artiklen om det skjulte udbyttepotentiale i de store banker.
Ekstraordinært udbytte fra to selskaber
BankNordik har allerede udmeldt en ekstraordinær udbyttebetaling i kølvandet på salget af den del af filialnettet, som ikke ligger på Grønland og Færøerne. Også Alm. Brand betaler normalt store udbytter, men der er usikkerhed om udbyttet i 2022, efter det forventede opkøb af Codans danske forretning.
Blandt de øvrige danske børsselskaber er der udsigt til store udbytter både i foråret 2022 og i foråret 2023 i A.P. Møller-Mærsk, Solar og DS Norden. Mærsk forventes at betale et effektivt udbytte på hele 12 pct. for i år og 10 pct. for næste år.
Analytikerne forventer en stor stigning i udbyttebetalingen i HusCompagniet, fra 5,7 pct. til 9,7 pct. i effektiv udbyttebetaling. Der ventes også pænt stigende udbytter i de næste selskaber på ranglisten over store udbyttebetalere, bl.a. TCM Group og Scandinavian Tobacco Group.
Der forventes også pæne stigninger i det effektive udbytte i Aarsleff, Tryg, NNIT og Pandora.
Og så ventes der flere nye selskaber på listen over udbyttebetalere, men altså først ved generalforsamlingerne i foråret 2023. Det drejer sig om en stribe selskaber, som ses at levere stigende overskud og en øget likviditetsgenerering, så der også kan blive noget til aktionærerne.
Særligt Vestjysk Bank ventes at drøne ind på udbytteoversigten med en effektiv udbetaling på 6,7 pct., efter en mangeårig genopretning, hvor banken efter finanskrisen var ved at kuldsejle. Også Torm, Nilfisk, RTX, B&O og H+H er med blandt de nye udbyttebetalere.
Morten W. Langer

2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her






