Selvom bankerne ser ud til at stå over for et pres på indtjeningen de kommende år, forventer analytikerne, at der fortsat vil komme solide udbytter fra de fleste banker.
Danske Bank topper med en forventet samlet effektiv udbytteprocent på elleve, hvilket løftes ekstraordinært af et særligt engangsudbytte efter salget af den norske privatforretning. Den 11. december 2024 blev det ekstraordinære udbytte på 6,50 kr. udbetalt til bankens aktionærer.
Økonomisk Ugebrevs årlige oversigt over de bedste danske udbytteaktier viser også i år, at rederiet Torm er storleverandør af udbyttebetalinger på hele 23 pct. Efter de kvartalsvise udbyttebetalinger i tre kvartaler er udbetalt 4,50 USD per aktie, og i den samlede forventede udbytteprocent indgår altså en ekstra betaling senere på året.
Analytikerne er dog skeptiske overfor overskudsudviklingen, hvilket også påvirker udbytteforventningerne til de kommende år, med faldende effektive udbytter til 17 og 16 pct. de næste år. Men rederiet ligger fortsat i toppen af udbytteranglisten.
Andre finansielle aktier, hvor der forventes stabile udbytter, er Nordea, Sydbank, Tryg, Jyske Bank, Sparekassen Sjælland Fyn og Alm. Brand, mens Spar Nord ”udgår” efter Nykredits overtagelse.
Analytikerne forventer stigende effektive udbytteprocenter fra Alm. Brand, der også de kommende år ventes at høste store synergier fra overtagelsen af Codans danske forretning.
Stabile udbyttebetalere
Stabile udbyttebetalere ventes også at være Scandinavian Tobacco Group og North Media, som begge har en tradition for solide udbytter. North Media ventes at øge udbyttet fra fire til fem kr. pr. aktie, hvilket med den aktuelle aktiekurs vil betyde et effektivt afkast på 10 pct. Det kan dog blive en dealbreaker, hvis koncernen ikke formår at holde omsætningen, eksempelvis på grund af svagere miljø for tryksagsdistribution.
På den anden side er selskabets overskudslikviditet på næsten én mia. kr., så der er masser af rum til udbyttebetalinger, også ved vigende indtjening i basisforretningen.
Mærsks udbyttebetalinger forventes at falde dramatisk i forhold til de seneste år med historisk høje flaskehalsrater og frasalg af forretningsområder. For 2024 forventer analytikerne et effektivt udbytte på 8 pct., svarende til ca. 1000 kr. per aktie.
Men allerede fra næste år ventes de effektive udbytter at dykke til 1-2 pct. efter et forventet styrtdyk i overskuddene. Estimaterne for dette års overskud i Mærsk er fortsat præget af høje containerrater på grund af krigshandlingerne i Det Røde Hav.
En normalisering her kan give raterne et stort hug nedad, og det er delvist det analytikerne allerede har indregnet i estimaterne for Mærsks overskud i 2025 og 2026.
Morten W. Langer

2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her






