Aktiekursen for Jyske Bank har den seneste måned givet de øvrige bankaktier baghjul med et meget lille kursfald på 1 pct. Sydbank er taberen med minus 8 pct. Kursudviklingen afspejler meget godt ændringer i analytikernes estimater for de enkelte banker, hvor også Jyske Bank og Danske Bank placerer sig bedst. Vi præsenterer her en kort midtårsstatus på, hvordan de store banker ligger positioneret til at håndtere et nok mere udfordrende andet halvår 2024.
Over de seneste seks måneder ligger Spar Nord stærkest med et afkast i aktien på 10 pct., mens taberen for en gangs skyld er Ringkjøbing Landbobank.
Med den meget høje værdiansættelse i den vestjyske bank er det forståeligt, at investorer reducerer deres eksponering i banken, da den næppe kan undgå at blive ramt af de vigende nettorenteindtægter, som følger i kølvandet på de næste sikre centralbank-rentenedsættelser.
For den seneste måned ligger Jyske Bank i front, efterfulgt af Danske Bank. Det giver en vis robusthed i de to banker, at nettorenterne kunstigt hjælpes op af obligationsbeholdninger, som er bogført som hold-til-udløb. Når disse obligationer udløber, kan pengene sættes i obligationer med en højere rente.
Analytikerne har da også taget bestik af denne situation. Lige netop Jyske Bank og Danske Bank har over de seneste uger og måneder oplevet bedre vurderinger fra analytikerne. Estimaterne for de to bankers overskud om et år, målt på Earnings Per Share, altså overskud per aktie, er løftet 6 pct. for Jyske Bank og 5 pct. for Danske Bank. Opjusteringerne er fortsat de seneste fire uger, så halvårsregnskaberne har ikke ændret på det positive billede.
Generelt styrer bankanalytikerne deres forventninger til de fremtidige overskud i bankerne nedad. Og det vil med stor sikkerhed fortsætte, især i kølvandet på de seneste svage økonomiske nøgletal for europæisk økonomi, der øger sandsynligheden for snarlige rentesænkninger.
På tre måneders sigt har analytikerne nedjusteret deres EPS-estimater mest i Nordea og Swedbank med 2-3 pct. af overskuddet om et år. En stor andel af nedjusteringerne er kommet inden for de seneste fire uger, hvor rentefaldet for alvor har taget fart.
Også forventningerne til overskudsudviklingen i Sydbank og Spar Nord er begyndt at accelerere nedad, mens billedet altså er anderledes positivt for Jyske Bank og Danske Bank.
Fremgangen for de to banker understøttes også af, at de to bankaktier fortsat handles til markant lavere værdiansættelser på kurs/indre værdi, nemlig 0,92 for Danske Bank og 0,74 for Jyske Bank.
De lavere værdiansættelser for de to banker ses normalt som en kompensation for, at de har realkreditforretninger med store kapitalvindinger, som ikke giver helt samme høje forrentning af egenkapitalen som bankforretningerne.
Morten W. Langer



2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her






