Roblon kastede en bombe på børsen med en uventet annoncering dagen før offentliggørelsen af 3. kvartalsregnskabet tirsdag. Mandag eftermiddag annoncerede man, at der trods en årelang millioninvestering i en amerikansk ekspansion nu bliver igangsat en salgsproces for det amerikanske datterselskab.
Mandagens meddelelse tog opmærksomheden væk fra 3. kvartalsregnskabet, som ellers indfriede investorernes forventninger med fremgang i både ordreindgang og indtjening.
Af børsmeddelelsen fremgår det, at Roblon i et stykke tid har haft vanskeligheder i FOC Industrien (Fiber Optics), og at det specielt har været tilfældet på det amerikanske marked. Her har Roblons amerikanske datterselskab mødt stigende konkurrence fra specielt Indien og Kina.
Trods betydelige investering i udvidelse af produktionskapacitet og produktudvikling i USA vurderer ledelsen nu, at der ikke er grundlag for at fortsætte aktiviteterne på det amerikanske marked. Man starter derfor en salgsproces for det amerikanske datterselskab.
Hvis man ventede en uddybning af den kortfattede meddelelse i 3. kvartalsregnskabet dagen efter, blev man skuffet. Her er informationsniveauet endnu ringere, da der på syv linjer blot henvises til børsmeddelelsen fra dagen før.
Et lavt informationsniveau omkring så væsentlig en beslutning skaber uro hos investorerne, og blandingen af en pludselig introduceret uklarhed og et ganske tilfredsstillende 3. kvartalsregnskab resulterede i en svingende aktiekurs tirsdag.
Det største problem er imidlertid, at beslutningen kom uden forudgående varsel. Selvom Roblon tidligere har rapporteret om udfordringer, var forventningen i årsregnskabet 2022/23 fra december 2023, at USA-markedet var på vej tilbage til en normalsituation i 2024. Derefter kunne forventes årlige vækstrater i niveauet 10-11 pct. frem til 2028.
Det oplyses endvidere i gennemgangen af Roblons Strategi 2026, at man har gennemført et større investeringsprogram i det amerikanske datterselskab med forøget produktionskapacitet og lønsomhed til følge, samt at ”Roblons omsætnings- og indtjeningsvækst forventes i de kommende år realiseret ved at øge andelen på det amerikanske marked.”
Og vi skal ikke længere tilbage end til halvårsregnskabet i juni for at finde dette citat: ”…since January 2024 markets have recovered, especially in the USA”.
Alligevel annoncerer Roblon tre måneder senere, at man opgiver det amerikanske datterselskab. Tilmed uden at kende de økonomiske konsekvenser af beslutningen: ”As yet, Management is not able to determine how a divestment would affect the financial statements.”
Måske viser salget sig at blive en god forretning for investorerne. Måske ikke.
Men utrygheden ved en så dramatisk beslutning uden en naturlig sammenhæng med selskabets egne udmeldinger op til offentliggørelsen, forsvinder ikke. Det kommer investorerne til at kræve betaling for i form af en lavere aktiekurs.
Konklusion
Aktuel kurs 93,50
Kortsigtet (< 3 mdr.) Sælg
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 79,50
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her