Scandinavian Tobacco Group (STG) opjusterede allerede i 1. kvartalsregnskabet helårsforventningerne, og nu gør man det igen.
Når man sammenligner regnskabstallene for 2. kvartal og 1. halvår ser det ud til, at STG’s indtjening bevæger sig stejt nedad. Resultatet før skat steg således ”kun” 57 procent i 2. kvartal, mens det er steget 169 procent for 1. halvår.
Det er imidlertid en forkert konklusion: For det første nåede 1. kvartal 2020 ikke at blive påvirket af Covid-19, mens det i høj grad var tilfældet for 1. kvartal i år.
For det andet indeholdt STG’s 1. kvartal 2020 betydelige ekstraordinære poster, som fik resultatet før skat efter 1. kvartal 2021 til at fremstå 138 mio. kr. bedre i sammenligning med den tilsvarende periode i fjor.
Undtagelsesvis giver det derfor et bedre billede af udviklingen at fokusere på det seneste kvartalsregnskab end på hele halvårsregnskabet.
I 2. kvartal fortsatte STG’s stærke organiske vækst i både omsætning og indtjening (EBITDA), og EBITDA-forventningerne løftes nu til 16-20 procent fra 12-18 procent. Samtidig hæves forventningerne til vækst i Earning Per Share til ”over 35 procent” fra ”over 25 procent”.
Opjusteringen bygger på en omsætningsvækst på 7,5 procent i 2. kvartal, og når regnskabet nedenfor kun viser en vækst på 2,8 procent, skyldes det en negativ valutakurseffekt på 5 procentpoint. Organisk vækst (ekskl. køb af virksomheder) på 7,5 procent i et vigende marked er en imponerende præstation. Eftersom man samtidig oplever et positivt markedsmix (stor efterspørgsel efter produkter med en høj fortjeneste) er resultatet et markant løft i indtjeningen.
Det pointeres dog, at 2. halvår ikke forventes at blive lige så godt, men stadig bedre end oprindeligt forventet. Eftersom en del af forsigtigheden omkring 2. halvår skyldes usikkerhed omkring Covid-19, ser vi heri en potentiel opjustering.
Trods den defensive udmelding omkring 2. halvår bekræfter halvårsregnskabet vores positive vurdering af STG, og vi hæver kursmålet en smule fra 141 i ØU Formue 29/2021 til 148. Vi bliver ikke overraskede over en tredje opjustering i 2. halvår.


Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her













