Det er påfaldende, at selskabet med den største stigning i shortpositioner også er selskabet med den største stigning i analytikerestimater for selskabets kommende indtjening. Selskabet er Zealand Pharma.
I går kunne vi se, at analytikerne har hævet estimatet for Zealand Pharmas Earnings Per Share (EPS) med 2,2 procentpoint, så estimatet nu er hævet 5,6 pct. de seneste fire uger.
Men hvis vi spørger shorthandlerne, er de ikke enige i, at det ser lyst ud for Zealand Pharma. I det mindste ikke for selskabets aktiekurs. De har nemlig placeret Zealand Pharma øverst på ugens liste over største ændringer i shortpositioner. Stigningen er på 0,57 procentpoint, og det gør Zealand Pharma til børsens 6. mest shortede aktie.
En forklaring på denne tilsyneladende modsætning kan være, at Zealand Pharmas indtjening bliver større end hidtil forventet (analytikerne får dermed ret), men at der er indregnet endnu større forventninger i kursen, som derfor må ned (shorthandlerne får dermed også ret).
Den mest shortede aktie er GN Store Nord, hvor en stigning på 0,27 procentpoint øgede shortandelen til 7,62 pct. På 2. pladsen reducerede ISS sin shortandel med 0,16 procentpoint til 7,18 pct.
Bruno Japp
Sådan læses tabellen: De professionelle investorer skal indmelde deres shortpositioner over 0,2 % af selskabets aktiekapital til Finanstilsynet. Jo større shortposition, jo større er troen for aktiekursfald blandt typisk udenlandske shortfonde. ”Ændring (procentpoint)” viser den seneste uges ændring i fondenes shortpositioner. Fald i shortposition indikerer, at fondene under ét tilbagekøber aktier for at afdække deres positioner. Deres tro på kursfald er altså vigende. Øgning af shortpositioner viser, at fondene sælger lånte aktier for at øge deres position, og dermed øger deres spekulation i kursfald. Store shortpositioner kan udløse et såkaldt short squeeze med markante kursstigninger, hvis der kommer positive nyheder fra selskabet.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her