Følgerne af den såkaldte østrigske skole af økonomer tilbyder en anden kriseforklaring end den gængse. Grundlæggende skyldes de problemer, vi står i nu, at markedsmekanismerne ikke har fået lov til at helbrede økonomien. Vi er bedre tjent med hårde, men hurtige recessioner, siger de.
Af Carsten Steno
Wien: I øjeblikket står vi på kanten til en ny recession, der kan blive endnu dybere og mere langvarig end finanskrisen.
Pandemien og krigen i Ukraine får skylden. Men er det rigtigt? I de sidste tyve år har politikerne og centralbankerne ”løst” kriserne ved at gribe ind med hårde restriktioner, og dyre hjælpepakker. De er finansieret ved at lade seddelpressen rulle. Men hvad, hvis de problemer vi oplever nu i form af høj inflation ikke skyldes pandemien eller krigen, men i realiteten er et resultat af er politikernes og centralbankers indgreb over de sidste 20 år. Kunne de så være undgået?
Nej, ikke helt, men hvis de havde holdt fingrene væk, kunne vi være kommet hurtigere igennem kriserne og dermed have været i en meget bedre situation, end vi er i dag.
Det mener de økonomer, der følger den såkaldte østrigske skole, hvor nobelpristageren Friedrich Hayek og hans kollega Theodore Mises var blandt de mest markante økonomer. Deres grundlæggende påstand var og er, at markedet løser problemerne bedre end politikerne. Jo mere der gribes ind, jo mere forstyrres markedsmekanismens helbredende effekt. Først og fremmest gælder det om at styre pengemængden, for jo flere penge der skabes, jo mere inflation får vi.
Disse ”østrigske økonomer” og deres aktuelle følgere tilbyder en alternativ forklaring på den situation vi står i nu.
En alternativ forklaring
Økonomisk Ugebrev har talt med Martin Gundinger, cheføkonom ved Hayek instituttet i Wien. Instituttet analyserer økonomien med basis i den konjunkturteori, som er udarbejdet af økonomerne i den østrigske skole
Ifølge Gundinger skal vi kigge på de sidste tyve års økonomiske historie for at forklare den situation vi er havnet i. I alle disse år har både den amerikanske og den europæiske centralbank øget pengemængden. Pengemængden i Euro-området (M2) er således øget fra 5 til 15 billioner Euro indenfor de sidste 20 år, primært ved ECB´s og andre centralbankers opkøb af statsobligationer i lande med statsunderskud. Yderligere har bankerne pengemængden ved rigelige og lempelige udlån til især boligformål.
Euroen begyndte godt, men så slap man tøjlerne.
Ved det nye årtusinds begyndelse fik vi Euroen, den fælles europæiske valuta. Den fungerede godt i begyndelsen, præget som den var af tænkningen i den tyske Bundesbank, hvor man var bevidst om, hvad der skulle til for at sikre prisstabilitet. Men allerede i 2005 begyndte man at svække på kravene om, at staterne kun måtte oparbejde et underskud på 3 pct. på statsbudgetterne. De restriktioner, der ved Euroens etablering var sat ind for at straffe lande, der overskred grænsen for statsunderskud, blev ikke sat i værk. Politikerne tøvede, og den europæiske centralbank gav køb på sin uafhængighed.
Samtidig satte man i flere lande initiativer i gang, der skulle gøre det lettere for folk at få egen bolig. Det skete i USA og i Europa – navnlig i Spanien. Og i Danmark via f.eks. afdragsfrie lån og flexlån.
Pengemængden blev derved øget yderligere med det resultat, at der opstod en spekulations-boble i boligsektoren, som udløste finanskrisen.
Finanskrisen blev imødegået med flere låne- finansierede tiltag og forøget statsgæld. Siden opstod gældskrisen omkring Grækenland, der var ved at falde ud af Euroen. Den blev imødegået med EU-krav om en stram økonomisk politik, som dog ifølge Gundinger ikke tog hårdt nok fat på den store ineffektive offentlige sektor, der var en af hovedårsagerne til det forgældede Grækenland. De tilsvarende problemer i Italien og Spanien blev slet ikke adresseret.
Draghi gjorde det hele værre
I stedet tog ECB’s italienske præsident Mario Draghi i 2012 et nyt skridt mod at udvide pengemængden ved at erklære, at han ville gøre, hvad der var nødvendigt for at redde Euroen. Siden 2014 har den europæiske centralbank haft negative renter, men helt tilbage til finanskrisen har renten været lav. I Danmark har vi fulgt trop. I januar 2010 var nationalbankens udlånsrente 1 pct. I januar 2015 var den 0,05 pct. I januar 2021 var den negativ med 0,35 pct.
Den efterfølgende lette adgang til penge ville normalt føre til høje prisstigninger og inflation, men det skete ikke – primært fordi globaliseringen og den internationale arbejdsdeling for alvor slog igennem i årene efter finanskrisen i form af lavere priser på importerede varer fra Fjernøsten.. Havde man ikke i samme periode øget pengemængden, vil priserne reelt været faldet med omkring 4 pct. i Europa, vurderer Martin Gundinger.
Med Trumps tiltræden i 2017 gik globaliseringen i stå. Siden kom pandemien og Ukraine-krigen. Man allerede forinden var inflationen i svøb, og den steg for alvor under pandemien, der bød på hårde lockdowns. I praksis betalte staterne folk for ingenting at bestille. Vareproduktionen faldt, forsyningskæderne sandede til. Siden medførte Ukraine-krigen en eksplosion i energipriserne, som bidrog til inflationen.
Vi er bedre tjent med hårde, men korte recessioner
En stor del af disse problemer kunne ifølge Martin Gundinger været minimeret væsentligt, hvis politikerne havde undladt at gribe ind med deres regulering, og centralbankerne havde holdt pengemængden stabil.
For hvis mængden af penge er uændret, vil eksempelvis stigende energipriser føre til faldende priser på andre varer, hvis folk i egen interesse prioriterer køb af energi højere.
Vi ville så få recession – en hård en endda – men den ville blive kortvarig. I takt med, at recessionens korrigerede økonomien, ville vi igen få vækst.
De sidste års fejltagelser kan ifølge Gundinger tilskrives fire forhold:
- Politikerne har ikke grundlæggende informationer til rådighed, der dokumenter, om økonomien kan forbedres ved indgreb. Såkaldt kontracyklisk adfærd giver derfor ikke mening. Og når disse informationer ikke er tilstede, er der heller ikke informationer til rådighed, der siger, hvornår indgrebene skal ophøre. Derfor bliver de ofte fastholdt, selv om de ikke har nået deres mål og reelt er skadelige.
- Regulering af økonomien ødelægger markedsmekanismens helbredende virkning, fordi prissignalerne i markedet bliver skævvredet med det resultat, at økonomien er længere om at korrigere sig selv. Tværtimod fører de skævvredne prissignaler til investeringsmæssige fejlbeslutninger. Når eksempelvis pengemængden er øget så meget, at renterne bliver nul, investeres der i virksomheder og forretnings-modeller, som først er rentable på meget lang sigt. Simpelthen fordi alternativet – minus renter her og nu – er værre. Resultatet bliver usunde investeringer.
- Indgrebene forklares med markedsfejl, men reelt er der i følge Gundinger ingen markedsfejl. De eneste fejl, der opstår, sker ved, at politikerne begrænser effekten af markedet.
- For det fjerde er en følge af de politiske indgreb i økonomien, at politiske interesser erstatter private interesser med det resultat, at statsgælden vokser overalt i Europa til finansiering af politiske initiativer, som ikke virker, og voksende offentlige sektorer, som ikke er effektive.
Lockdowns var unødvendigt hårde
Gundinger påpeger aktuelt på de hårde lockdowns. De var i vidt omfang overdrevne. Det har da også vist sig for nylig, hvor Sverige, hvis lockdown var mest skånsom, har præsteret den laveste overdødelighed i Europa under pandemien.
I stedet skulle man ifølge Gundinger blot have informeret befolkningen om de risici, pandemien indebar, og ladet folks reagere på disse informationer i egen interesse. Han peger på begrebet opportunity cost – på dansk offer-omkostninger, som betyder meget.
”For en person, der kan arbejde hjemme via internet og PC, er offeromkostningen ved at arbejde hjemme i stedet for på kontoret ikke særlig stor. Men det er den for andre, der ikke kan arbejde hjemme og derved afskæres fra indtjening, når der gennemføres en lockdown. De sidste skulle have haft lov til at agere frit i egen interesse”.
En anden konsekvens af politikernes indgriben under pandemien er de mange hjælpepakker til virksomhederne. Pakkerne har holdt liv i virksomheder, som alligevel lukker nu, hvor recessionen kommer.
Let af foreslå, svært at gennemføre
Gundingers anbefaling til politikerne om at holde sig i ro og lade markedet korrigere økonomien er let at beskrive, men vanskelig for politikerne at gennemføre.
”Når man i årtier har fortalt befolkningerne, at politikerne kan regulere økonomien og forhindre eller lindre kriser, så er det selvfølgelig svært for folk at forstå, at en regerings bedste valg er intet at gøre. Det kan politikerne ikke blive valgt på”.
Som økonom har han ingen opskrift på, hvordan det politiske system kan blive bedre og så stærkt, at det afholder sig fra indgreb i økonomien.
Han peger dog på, at man i lande i Central- og Østeuropa som Tjekkiet og til dels Polen har lært af den østrigske skole og med en vis succes.
”Men især i Vesteuropa er der ingen vilje til at lade markedsøkonomien råde”, slutter han.
