Både CEO Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen i Danske Bank benytter samme velkendte kommunikationsgreb som Nordea gjorde i Panama Papers skandalen. Den endte som bekendt med, at Nordea paradoksalt nok erkendte brud på etiske retningslinjer, men frikendte sig selv for uetisk adfærd. Er Danske Bank i gang med bevidst at tilrettelægge samme konklusion i den igangværende hvidvaskningssag?
Både Danske Banks CEO Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen vedkender sig, at bankens succes ikke alene skal måles på evnen til at levere finansielle resultater. ”Dette ansvar er også at bidrage til bekæmpelse af hvidvask og anden finansiel kriminalitet,” gjorde Ole Andersen i sin formandsberetning på generalforsamlingen den 15. marts opmærksom på.
Men han tilføjede også, at problemet i bankens og Danmarkshistoriens største hvidvaskningssag kun vedrø-rer bankens estiske filial, hvor hvidvaskning for milliarder er foretaget af kriminelle med tilsyneladende tætte bånd til den nu genvalgte russiske præsident Vladimir Putin. ”Det må vi desværre konstatere, at vi ikke var gode nok til i vores estiske forretning – og det er naturligvis stærkt utilfredsstillende,” tilføjede Ole Andersen til sætningen om det store ansvar.
Det er næppe en tilfældig eller ubevidst retorisk tilføjelse. Nok mere en veltilrettelagt kommunikationsstrategisk manøvre, der meget ligner tidligere kommunikative ledelsesgreb i andre banker. Nordea benyttede samme strategisk kommunikative taktik, da afsløringerne om Panama Papers mødte offentlighedens lys i 2016.
Taktikken lykkedes, og Nordeas egen interne undersø-gelse frikendte bankens top for ledelsesansvar, og det kunne forudsigeligt konkluderes, at ”bankens afdeling i Luxembourg ikke i tilstrækkeligt omfang har implementeret og praktiseret governance- og kontrolprocedurer. Men i øvrigt er der ikke anliggender, der kan belaste hverken bankens medarbejdere eller ledere i Nordea for uetisk adfærd.”
Sidste år, da Berlingske Business afslørede hvidvaskningssagen i Danske Bank, formulerede Thomas Borgen præcist det samme, som Ole Andersen altså gentog på generalforsamlingen i sidste uge. ”Det er en sag, som er kendt for banken. Vi har håndteret sagen i 2014 og 2015. Det ser ud til, at Danske Bank i Estland er blevet misbrugt af kriminelle, som har overført penge.”
Det er altså Danske Bank i Estland, der har et problem, og ikke et svigt i Danske Banks overordnede ledelsesetik og tonen i toppen. Djævlen afsløres som bekendt i detaljen, og det kommunikative greb handler altså om, at bristen på forhånd skal italesættes så den er isoleret og afskærmet langt væk fra hovedkontoret.
Men hvor mange gange kan man henvise til isolerede øeri de finansielle koncerner, som er på afveje? Man kan let få den tanke, at de gentagne sager netop afspejler en ulmende ledelseskrise i relation til både virksomhedskultur og etiske retningslinjer. De gentagne sager begynder uden tvivl at belaste toppen i koncernen.
Bristen i Danske Bank skal tilsyneladende også holdes i håndfast armslængde væk fra det problem, som Finanstilsynet ellers gjorde omverdenen opmærksom på få dage inden generalforsamlingen. I oktober 2017 var tilsynet nemlig på besøg i Danske Bank for at følge op på hvidvaskningssagen fra 2016, hvor det er lykkedes russiske kriminelle at hvidvaske syv milliarder kroner via konti i bl.a. Danske Bank.
Intet ord om tilsynets påtale
Tilsynet konkluderer i sin redegørelse, at ”banken har efterlevet samtlige påbud, på nær det aspekt af påbuddet vedrørende etablering af korrespondentbanker, som relaterede sig til sikring af, at de af banken indhentede oplysninger indgår tilstrækkeligt i beslutningsgrundlaget for bankens ledelse.”
Ole Andersen og den øvrige topledelse har kun udtalt sig i korte formelle formuleringer, og i formandsberetningen konkluderer Ole Andersen, at ”det vil være forkert at drage konklusioner eller kommentere sagens detaljer yderligere, før vi har det nødvendige faktuelle grundlag.”
Selvom han vedkender sig hvidvaskningen, nævner bestyrelsesformanden intet om tilsynets konklusion om, at der i hvert fald helt frem til oktober 2017 stadigvæk var brister i systemet.
Tvivl om Finanstilsynets uafhængighed
Nu går der et lille års tid, før vi kender til Danske Banks egne konklusioner på hvidvaskningssagen, der altså også efterforskes af Finanstilsynet. Men der peges allerede nu på, at de igangværende undersøgelser ikke er fuldt uafhængige, og dermed i stor fare for at blive manipuleret i retning af netop den sprække, der placerer ansvaret lokalt og langt væk fra både direktionsgang og bestyrelseslokale. Netop uafhængighedsspørgsmålet i forhold til Finanstilsynets undersøgelse er i Berlingske Business blevet kritisk adresseret af partner i advokatvirksomheden Kromann Reumert Jakob Bernhoft for ikke at være en god løsning. Problemstilling er, at Finanstilsynets formand, Henrik Ramlau-Hansen, sad i topledelsen i Danske Bank, mens banken var involveret hvidvaskning. Selvom Henrik Ramlau-Hansen har erklæret sig inhabil i sagen er Finanstilsynet, ifølge Jakob Bernhoft, ikke en tilstrækkelig løsning, hvis man vil have en uvildig undersøgelse.
”Hvilken embedsmand tør lave en kritisk rapport om sin chef, selvom han står lige udenfor døren? Det er en urimelig situation at sætte vedkommende i,” konstaterer Jakob Bernhoft, der på FinansWatch bakkes op af Ole Risager, professor ved CBS og tidligere seniorøkonom i Den Internationale Valutafond.
Danske Bank har selv iværksat undersøgelser, som Ole Andersen hævder varetages af dels en ”ekstern amerikansk konsulentvirksomhed” og dels af ”eksterne advokater”. Det sker ”for at sikre objektivitet og fuldstændighed”, hedder det. Men kan ”eksterne” konsulenter og advokater sikre objektivitet og fuldstændighed, når Danske Bank i bund og grund er kunden? De kan måske tilstræbe den, men uafhængige bliver de aldrig – og Ole Andersen benytter da heller ikke det begreb.
På politisk niveau raser debatten også. I et samråd om sagen spurgte Lisbeth Bech Poulsen (SF) erhvervsminister Brian Mikkelsen om ”ministeren vil justere sine tidligere udtalelser om, at sagen er et rent estisk anliggende set i lyset af, at Danske Banks direktion – og dermed hovedkvarteret i Danmark – blev advaret helt tilbage i 2013.”
Lisbeth Bech Poulsen gjorde dermed opmærksom på, at grundpræmissen om, at sagen er et rent estisk anliggende ikke er givet på forhånd, men at Danske Bank og andre må forholde sig til den mulighed, at problemet har dybere ledelses- og kulturetiske problemstillinger i sig.
Ole Andersen gav i sin formandsberetning garanti for, at både forhold i Estland og på koncernniveau vil blive undersøgt for ”om ledere eller medarbejdere i tilstrækkelig grad har levet op til deres ansvar. Skulle undersøgelserne afdække forhold, som bør få konsekvenser, vil det naturligvis ske.”
Det er naturligvis et udsagn som Ole Andersen skal holdes op på. Problemet er bare, at Ole Andersen og topledelse i Danske Bank har forbindelser til alle aktører, som undersøger sagen, og derfor måske allerede arbejder på at placere ansvaret internt i koncernen, men også langt fra den øverste top.
