Europa har i årevis gjort krisen til sin foretrukne arbejdsform. Først når markedet ryster, regeringer vakler, og statslederne har forhandlet gennem endnu en søvnløs nat, opstår den nødvendige handlekraft.
Det virkede under eurokrisen. Det virkede under pandemien. Og det har indtil videre holdt sammen på Europa efter Ruslands invasion af Ukraine.
Men denne gang kan det være anderledes, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.
Finanshuset ING rammer i en analyse præcist med billedet af Europa, der har sparket dåsen så længe foran sig, at vejen nu er ved at slippe op. Kontinentets problemer er ikke længere enkelte kriser, som kan løses med en hjælpepakke, en fælles fond eller et dramatisk topmøde. De er strukturelle, gensidigt forstærkende og politisk langt vanskeligere at håndtere.
Europa har lav vækst, svækket konkurrenceevne, dyr energi, utilstrækkelige investeringer og en demografisk modvind, som kun bliver stærkere. Samtidig er det økonomiske fundament under de to største medlemslande blevet mere usikkert. Tyskland kæmper med en industrimodel, der var bygget på billig russisk energi, stærk kinesisk efterspørgsel og amerikanske sikkerhedsgarantier. Frankrig kæmper med politisk fragmentering og offentlige finanser, som gør store reformløfter stadig mindre troværdige.
Ingen af delene er midlertidige konjunkturproblemer.
Oven i det kommer et USA, der i stigende grad fører en åbenlyst national industripolitik. Lavere energiomkostninger, skattelettelser, deregulering og handelsbarrierer kan trække både kapital, produktion og arbejdspladser over Atlanten. Kina er samtidig gået fra at være Europas vækstmotor til at være både konkurrent, systemrival og stadig vanskeligere eksportmarked.
Europa er dermed klemt mellem to stormagter, der begge tænker strategisk, mens EU fortsat tænker i kompromiser, procedurer og nationale særinteresser.
Mario Draghis diagnose er kendt: Europa skal investere massivt i energi, infrastruktur, digitalisering, forsvar og uddannelse. Det indre marked skal uddybes, bureaukratiet reduceres, og kapitalen skal kunne bevæge sig langt mere effektivt på tværs af grænserne.
Problemet er ikke længere mangel på analyser. Problemet er mangel på politisk gennemslagskraft.
Alle erklærer sig enige i, at Europa skal være mere konkurrencedygtigt. Men når regningen skal betales, reformerne skal gennemføres, og nationale privilegier skal opgives, forsvinder enigheden. EU vil gerne have amerikansk innovation, kinesisk skala, nordisk velfærd og fransk strategisk autonomi – uden at acceptere de investeringer, risici og politiske konflikter, der følger med.
Det er den farlige europæiske illusion: forestillingen om, at kontinentet kan bevare sin velstand, sin sociale model og sin geopolitiske betydning uden fundamentalt at ændre kurs.
Det kan det ikke.
Afgrunden kommer næppe som et spektakulært sammenbrud. Den vil snarere vise sig som en langsom relativ nedtur: færre investeringer, lavere produktivitetsvækst, mere udflytning af industri, voksende teknologisk afhængighed og stadig mindre politisk handlefrihed.
Netop derfor er truslen så let at undervurdere. Europa kan fortsætte med at fungere, samtidig med at det gradvist mister evnen til at forme sin egen fremtid.
ING kaldte 2025 et skæbneår. Men den afgørende pointe rækker langt videre: Europa har endnu ikke bevist, at det er i stand til at omsætte krisebevidsthed til varige reformer.
Så længe det ikke sker, er Europa ikke reddet.
Det er blot endnu ikke kørt ud over kanten.
