Artikelserie om den danske dagbladsbranche. Mens der er fuld fart på den skandinaviske konsolidering, står de regionale danske dagblade i fastlåste positioner. Senest har norske Schibsted købt svenske TV4 og finske MTV i en handel til godt fire milliarder danske kroner. I december købte ligeledes norske Amedia Berlingske koncernen for 750 mio. kr. I den danske branche tales om konsolidering, men hverken JP/Politikens Hus, der har pengene til at agere, eller de mindre regionale spillere formår at rykke på den dagsorden. Men måske er der håb forude, skriver medieeksperten Steffen Damborg i denne analyse. Han rådgiver medievirksomheder om digital strategi.
Som det fremgår af ØU’s artikelserie om medieverdenen, står den danske dagbladsbranche overfor betydelige udfordringer, som gør konsolidering og fusioner helt nødvendige. Et faldende annoncemarked, strukturel nedgang i printsalget, lave prispunkter på digitale abonnementer og stigende omkostninger til tryk og distribution.
Jo, dagbladene er ramt af en giftig cocktail, som har påvirket indtægterne negativt gennem to årtier. Spareplaner og fyringsrunder er efterhånden blevet et årligt ritual, og det har været det centrale geværgreb i denne tilpasning.
Men spørgsmålet er, hvor længe denne fremgangsmåde er holdbar. Og problemerne består trods de tilbagevendende besparelser og effektiviseringer.
Særligt de små og mellemstore mediehuse har hverken sund drift eller substantiel egenkapital. Det gør dem sårbare, og det gør det stadigt mere påtrængende, at medieledelserne nytænker i konsolidering og altså sammenlægninger i større og stærkere enheder.
Der er flere muligheder for konsolidering og fusioner blandt de mindre aktører. JFM med 15 dagblade har allerede etableret sig som landets største regionale mediekoncern gennem fusioner, og ledelsen har signaleret, at den er åben for yderligere konsolidering.
Ifølge bestyrelsesformand Gert Eg er man i dialog med flere medieaktører om tættere samarbejde og potentielle fusioner. Men når man stikker en finger i jorden i den øvrige del af dagbladsbranchen, så tyder det ikke på, at større fusioner er under opsejling.
Selskaberne bag udgivelser som Herning Folkeblad, Bornholms Tidende, Skive Avis og Lollands Tidende får det svært. Men også de noget større spillere som Nordjyske, Sjællandske og Jysk Fynske Medier er udfordret. Der er ikke pt. en oplagt forretningsmodel for hverken de lokale eller de regionale nyhedsmedier i Danmark.
Når stort set alle landets mindre mediekongeriger fattes penge, og fremtidens bæredygtige forretningsmodel end ikke skimtes i horisonten, så vil enhver ansvarlig ledelse ikke udelukke egen deltagelse i en nødvendig konsolidering. I hvert fald i teorien.
Men der kan være langt fra, hvad der i teorien er rigtigt, og hvad der sker i praksis. Indtil videre ser det ud til, at det største dyr på den regionale savanne måske nok er interesseret i fusioner. Men det ser ikke ud til, at ejerne og bestyrelsen vil sluge de kameler, der følger med.
Hvorfor udebliver konsolideringen?
Det korte svar er magt, indflydelse, lokale traditioner, bengnaveri og prestige, som alle er elementer, der blokerer for en nødvendig konsolidering og modernisering af den danske dagbladsbranche.
Der er mange følelser forbundet med en virksomheds forankring i et lokalområde. De lokale dagblade har næsten altid stolte traditioner som dagsordenssættende lokale fyrtårne med stærke lokale ledere og erhvervsfolk, og det betyder, at der tænkes mere med maven end med hovedet. Følelserne er stærkere end pengepungen.
Vigtigt er det også, at ledelserne for disse virksomheder har høj status, betydelig magt og ofte også en god løncheck og dyre firmabiler. Altså – det er nemt at tale om fusioner på generelt plan, men når det kommer til realitetsforhandlinger, er det straks sværere.
Forestiller vi os for eksempel at Nordjyske, Sjællandske Medier og JFM skulle fusionere, så bliver der ret mange folk, der skal se sig om efter andre gøremål:
Ti direktionsmedlemmer skulle reduceres til to-tre stykker. 32 bestyrelsesmedlemmer kunne med fordel beskæres til under ti. 25 personer med indflydelse på eventuelle fusionsplaner vil altså skulle bakke op om en fusion, som de ikke selv kommer i spidsen for, endsige får en rolle i at realisere.
Heraf må to ud af de tre administrerende direktører og to ud af tre bestyrelsesformænd vinke farvel til nuværende titel og status.
Det er efterhånden også bredt anerkendt, at diversitet i en virksomhedsledelse er befordrende for virksomhedens økonomiske performance og omstillingsevne. Diversiteten er dog lige knap nået til den regionale dagbladsbranche.
Værst står det til hos JFM, hvor alle medlemmer af direktionen og 13 ud af 15 medlemmer af koncernbestyrelsen er midaldrende mænd. Sjællandske Medier udmærker sig ved en 50/50 fordeling i direktionen. Men derudover er andelen af kvinder i bestyrelse og direktion generelt lavere end i andre industrier.
Alpha-hanner blokerer fusioner
Internt i branchen omtales flere af de potentielt centrale aktører i en eventuel storfusionsforhandling som alpha-hanner. Derfor ser det svært ud med den videre proces.
JFM er trods alt det gode eksempel på, at det rent faktisk har kunnet lade sig gøre – bl.a. ved at udvide antallet af bestyrelsesposter ud over det hensigtsmæssige og lade de øverste direktører fortsætte i den fortsættende direktion. Timing i forhold til pensionsmodne direktører og bestyrelsesformænd vil typisk lette øvelsen.
I sin tid indførte JFM to næstformænd og aftalte, at formandsposten skulle gå på skift hvert andet år mellem de tre fusionerede medieselskabers repræsentanter. Det er sådanne nødvendige greb, der skal til, selvom det ikke just emmer af god governance, for at alle kan leve med aftalen.
Måske kan der komme et opgør med den aktuelle magtdeling mellem de tre gamle medieejere i JFM, da der nu er kommet en mere neutral, professionel norsk mediemand ind som næstformand. Og det er meldt ud, at Esben Egil Hansen, med en glorværdig karriere i den store norske mediekoncern Schibsted, efter planen overtager formandsposten indenfor to år. Så måske er der håb forude.
Støttereglerne fremmer ikke fusioner
Konsolideringen modarbejdes også af de lukrative danske statsstøtteregler; momsfritagelse på abonnementer, produktionsstøtte til journalisternes arbejde og en ugeavis-pulje til at understøtte de gratis ugeaviser, som også typisk er ejet af de regionale dagbladsudgivere.
Med de seneste ændringer i støtteordningerne i 2023/24 får de regionale dagblade nu flere penge end tidligere. Med indførelsen af et højere loft for produktionsstøtte hos de regionale medier og introduktionen af ugeavispuljen får de mest pressede aktører på det danske marked altså nu yderligere kunstigt åndedræt.
Det har den uheldige konsekvens, at den nødvendige omstilling endnu en gang bliver udskudt i nogle år, alt imens konkurrenterne til annoncekroner og digitale abonnementer blot øger afstanden til de små mediehuse.
Steffen Damborg
