Der er lagt op til et nyt drama om ansvarlige investeringer på MP Pensions generalforsamling den 25. april. I de senere år har kritiske medlemmer og NGO’ere med stor tilslutning bl.a. forsøgt at presse pensionskassen for magistre og psykologer til at trække sig ud af kul, olie og gasselskaber. I år er der i stedet stillet forslag om, at pensionskassen skal udøve aktivt ejerskab i fossil-selskaber, med henblik på at sikre, at deres forretningsmodeller inden udgangen af 2018 er forenelige med Paris-klimaaftalen, skriver direktør Erik Alhøj fra Engagement International i en gennemgang af sagen
På generalforsamlingen er der stillet forslag om, at bestyrelsen skal udvikle en helt ny metode til det aktive ejerskab. Samtidig er der stillet forslag om, at pensionskassen stræber efter at efterleve FN’s retningslinjer for virksomheders menneskeretsansvar (UNGP) og OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber.
Bestyrelsen har forud for generalforsamlingen afvist forslagene på klimaområdet. Til gengæld har den tilsluttet sig forslaget om at følge OECD’s retningslinjer, hvilket kan vise sig at blive meget vidtgående. Mens flere danske pensionskasser er i gang med at implementere UNGP, er pensionskassesamarbejdet mellem JØP og DIP de eneste danske kapitalejere, der hidtil har forpligtet sig til at følge OECD’s retningslinjer. De rummer ikke kun de klassiske hensyn til miljø, klima, menneskerettigheder og korruption, men også andre vidtgående områder som skat, konkurrence, forbrugerinteresser og teknologi m.v. Præcis hvordan pensionskasserne kan og skal inddrage hensynet til disse forhold i deres investeringer kan de få inspiration til i en ny rapport ”Responsible Business Conduct for Institutional Investors”. Det er resultatet af en diskussion siden 2015 mellem 50 repræsentanter fra den finansielle sektor, NGO’ere, eksperter og internationale organisationer om, hvordan ”OECD Guidelines for Multinational Enterprises,” som er tiltrådt af 47 lande, kan anvendes af ansvarlige institutionelle investorer.
Fokus på det vigtigste
I de senere år har virksomheder og institutionelle investorer vænnet sig til at fokusere på de miljø-mæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) risici og forretningsmuligheder, som er ”most material”, dvs. vigtigst for forretningen eller højst på interessenternes opmærksomhedsliste. Her opfordrer de nye anbefalinger til at tage udgangspunkt et andet sted, nemlig i hvor en virksomhed eller en institutionel investor skaber en negativ påvirkning af samfundet eller miljøet på de mange områder i OECD’s guideline. Hvilke påvirkninger det konkret drejer sig om, skal virksomheden eller den institutionelle investor kortlægge gennem en såkaldt ”due diligence” som har en anden betydning end sædvanligt. Her handler det ikke kun om løbende overvågning af aktuelle eller potentielle negative påvirkninger på de nævnte områder, direkte eller indirekte gennem den daglige drift, produkter og services, samt leverandørkæden. Lige så afgørende er det, at virksomheden eller den institutionelle investor forebygger og afbøder de negative konsekvenser af de identificerede negative påvirkninger. Endelig skal alt sammen måles, registreres og rapporteres til omverdenen og interessenterne.
Overvældende proces
Hele denne procedure kan virke noget overvældende for en pensionskasse, som typisk investerer i flere tusinde globale aktier og virksomhedsobligationer plus andre former for værdipapirer og finansielle aktiver. Vel at mærke med en beskeden relativ andel hvert sted. Men det tager de nye anbefalinger højde for ved tilskynde til formuleringen af en investeringspolitik og en due diligence proces, som har fokus på de største risici i investeringsporteføljen. Det kan være, udvalgte brancher, områder eller temaer som klimaændringer. Det understreges også, at den institutionelle investor ikke er den primært ansvarlige for de negative miljø- eller samfundsmæssige påvirkninger, som kan forbindes med de virksomheder, de investerer i. Det er først og fremmest virksomhedernes eget ansvar. Men den institutionelle investor har ansvaret for at påvirke virksomhederne til at agere ansvarligt på de pågældende områder. Det kan ifølge anbefalingerne især ske gennem aktivt ejerskab og engagement dialog med virksomhederne. Men det kan også ske via divestment, stemmeafgivelse, særlige investeringsindeks eller andre former for inddragelse af ESG i de finansielle beslutninger. Der lægges vægt på, at institutionelle investorer inddrager deres interessenter, herunder ikke mindst medlemmer og kunder, i formulering af investeringspolitikken og den efterfølgende due diligence proces. Det kræver stor åbenhed og gennemsigtighed.
Artiklen er skrevet af Erik Alhøj, direktør for Engagement International, som rådgiver institutionelle investorer om engagement og ansvarlige investeringer.
