Elleve store danske institutionelle investorer støtter officielt globale anbefalinger i et globalt klimainitiativ, som skal håndtere risici i forhold til den finansielle stabilitet.
Men hvis The Task Force on Climate-Related Financial Disclosures (TCFD) skal virke efter hensigten om større gennemsigtighed i finansielle klimarisici skal erhvervsvirksomhederne også implementere anbefalingerne. Og her halter det: Kun fire danske selskaber arbejder med anbefalingerne.
På tærsklen til forårets regnskaber for 2019 kan danske investorer håbe på, at flere danske og globale børsnoterede selskaber forbedrer deres rapportering om de klimarisici, de er eksponeret for i deres forretning.
Men opbakningen blandt danske børsnoterede selskaber til anbefalingerne i TCFD – The Task Force on Climate-Related Financial Disclosures – tyder ikke meget på det.
En del danske institutionelle investorer har taget godt imod anbefalingerne, men de store danske virksomheder tøver med at bringe dem i anvendelse. Kun fire store danske erhvervsvirksomheder – Mærsk, Ørsted, Novozymes og Rockwool – har sat sin signatur på støtten til TCFD. Økonomisk Ugebrev Ledelse erfarer, at ISS og Novo Nordisk i næste årsrapport vil inddrage anbefalingerne, og at Coloplast, samt formentlig en lille håndfuld mere, overvejer det.
TCFD-anbefalingerne kan guide virksomheder i retning af mere bæredygtige og klimasikrede aktiviteter
“TCFD-anbefalingerne kan guide virksomheder i retning af mere bæredygtige og klimasikrede aktiviteter, og den deraf følgende rapportering kan hjælpe investorer med at tage klimarelaterede risici i betragtning og undgå strandede aktiver”, siger Jeppe Hoff Nielsen, Vice President for Reporting & Accounting Excellence i Ørsted.
Anbefalingerne fra TCFD fokuserer på fremadskuende scenarier i stedet for den tilbageskuende rapportering. Udfordringerne går på, at anbefalingerne kan virke besværlige og ikke værdiskabende for virksomhederne.
Jeg tror, at mange virksomheder har svært ved at se en business case i TCFD
”Der er fortsat ingen juridiske krav om rapportering efter TCFD . Jeg tror også, at mange virksomheder har svært ved at se en business case i at implementere anbefalingerne”, siger Glenn Frommer, selvstændig rådgiver i konsulentvirksomheden ESG Matter.
Opbakningen var på papiret stor, da den internationale institution The Financial Stability Board (FSB) lancerede initiativet i 2015. Både en række regeringer – bl.a. Sverige og Frankrig, men ikke Danmark – organisationer, institutioner, virksomheder og institutionelle investorer bakkede op. Og de forventede, at se anbefalingerne i nationale reguleringer over det meste af verden og danne forbillede for regnskabsrapportering.
100 største klimasyndere bakker op
Mens større danske børsnoterede virksomheder tøver en smule, ser CEO i Engagement International, Erik Alhøj, omvendt, at de største klimasyndere i verden er begyndt at rapportere efter anbefalingerne.
”Når det drejer sig om de 100 internationale selskaber, der betyder mest for klimaændringerne – Climate Top 100 kalder vi dem – som vi engagerer med i disse dage, kan jeg sige, at TCFD anbefalingerne er blevet ”Emma Gad” for klimarapportering. Hovedparten af disse selskaber er enten godt i gang med at rapportere efter de nye guidelines eller overvejer stærkt, hvordan de skal gøre det”, siger Erik Alhøj.
Hos MP Pension vurderer Head of Responsible Investments, Troels Børrild, at flere danske selskaber er i gang med at kigge på TCFD blandt andet som følge af pres fra investorerne.
”MP skubber på for, at danske selskaber styrker deres håndtering af klimarelaterede finansielle risici i tråd med anbefalingerne fra TCFD. Det var en del af vores årsbrev for 2019 til alle danske selskaber i vores portefølje, i vores taler på selskabers generalforsamlinger og på møder med selskaberne. Vi noterer os, at flere danske selskaber arbejder på sagen, end man lige kan se af TCFD’s hjemmeside. I 2020-årsbrevet forventer vi at skærpe tonen, så der ikke er nogen tvivl om, at vi forventer hurtig fremdrift i forhold til TCFD”, siger Troels Børrild.
Ifølge partner i netværks- og rådgivningsvirksomheden CSR-LINK, Jens Prebensen, er der klare fordele for investorerne i at få flere virksomheder til at inddrage TCFD.
”TCFD går tæt på virksomhedernes klimaberedskab og kræver oplysninger, der er fundamentale for investorernes vurdering af, om de løber en risiko for fx stranded assets eller udhuling af deres investeringsobjekters konkurrenceevne, og peger dem samtidigt i retning af mere omstillingsparate virksomheder med gode fremtidsmuligheder. Men nok så vigtigt rummer TCFD også et format, der giver investorerne mulighed for at rapportere om, hvordan de tager klimaforandringerne ind i deres investeringer”, siger han.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.