Rabobank vurderer, at Europas vindmål er teknisk mulige, men at gennemførelsen kræver en langt højere udbygningstakt end i de seneste år. Vind dækkede omkring en femtedel af elforbruget i EU og Storbritannien i 2025, og den samlede installerede kapacitet var cirka 273 GW. Heraf var omkring 235 GW landvind i EU og Storbritannien, mens havvind lå omkring 37 GW. Frem mod 2030 peger banken på et niveau omkring 330 GW landvind og cirka 70 GW havvind. Det er ikke blot et spørgsmål om flere turbiner, men om et helt energisystem, der skal vokse samtidig.
Seks lande – Tyskland, Spanien, Frankrig, Sverige, Italien og Polen – står for omkring 80 pct. af EU’s landvindkapacitet. Offshore er koncentrationen endnu større. Tyskland står for omkring 45 pct. af EU’s havvind, mens Nederlandene, Danmark, Belgien og Frankrig tilsammen står for det meste af resten. Storbritannien er det største enkeltmarked offshore med omkring 17 GW. Det betyder, at få nationale auktioner, netprojekter og tilladelsesprocesser kan få stor betydning for hele Europas årlige udbygningstal.
Rabobank fremhæver, at projektøkonomien er blevet vanskeligere, fordi renter, råvarepriser, lønninger og leverandøromkostninger er højere end da mange projekter blev planlagt. Hvis en statslig auktion fastlåser en for lav elpris, kan vindudvikleren vinde kapacitet på papiret, men senere udskyde eller opgive projektet. Derfor er auktionsdesign og mulighed for indeksregulering lige så vigtige som de politiske kapacitetsmål. Højere kapitalomkostninger rammer især havvind, hvor investeringen pr. projekt er stor, byggeperioden lang og risikoen for forsinkelser betydelig.
En vindpark skaber først fuld værdi, når strømmen kan transporteres til forbrugeren. Europa mangler flere steder netkapacitet, transformere, kabler og hurtige tilslutninger. Offshore kræver desuden havne, installationsfartøjer og servicekapacitet. Hvis nettilslutningen kommer senere end selve turbinerne, bindes kapital uden fuld indtjening. Rabobanks analyse peger derfor indirekte på, at net og energiinfrastruktur kan blive den egentlige hastighedsbegrænsning – og for investorer måske den mere stabile del af værdikæden.
For investorer er konklusionen bredere end et køb af vindudviklere. Væksten i vindkapacitet skaber samtidig efterspørgsel efter højspændingskabler, transformere, netsoftware, lagring, service, interconnectorer og fleksibelt forbrug. Disse aktiviteter er ofte mindre følsomme over for én konkret auktionspris. Det afgørende kontrolpunkt frem mod 2030 bliver derfor ikke kun antal annoncerede GW, men hvor mange projekter der har finansiering, tilladelser, nettilslutning og leverandører på plads. Det er forskellen mellem politisk ambition og realiseret kapacitet.
Det centrale problem er tempo. Europas eksisterende kapacitet er bygget over årtier, mens en stor del af den næste udbygning skal realiseres på få år. Det kræver, at projekter bevæger sig hurtigere fra auktion til finansiering, tilladelse, nettilslutning og idriftsættelse. Et år med svage auktioner eller forsinkede netprojekter kan ikke uden videre indhentes senere, fordi leverandører, installationsskibe og havne har begrænset kapacitet. Rabobanks pointe er derfor, at 2030-målet bør vurderes som en kæde af årlige leverancer – ikke som et slutpunkt på et politisk diagram.
Mere vind giver kun fuld økonomisk værdi, hvis elforbruget, nettet og fleksibiliteten følger med. Ellers øges antallet af timer med meget lave priser og risikoen for, at vindparker kannibaliserer deres egen indtjening. Elektrificering af transport, varme, industri og datacentre kan absorbere en del af den nye produktion, men timing er afgørende. Hvis efterspørgslen kommer senere end kapaciteten, bliver capture prices presset. Dermed bliver udbygningen af vind tæt koblet til investeringer i net, batterier, varmepumper, elektrolyse og andre fleksible forbrugere.
Originalanalyse: Rabobank | The great electrification: Can the EU deliver its wind power ambitions? | Åbn originalanalysen.
