Forsker: Twitter og Facebooks forretningsmodel undergraver demokratiet

Elon Musk vil styrke den demokratiske samtale ved at slippe ytringsfriheden løs på Twitter. Men hvis han virkelig ønsker at assistere demokratiet, bør han i stedet gøre op med platformens forretningsmodel. Platforme som Twitter, Facebook og Google truer nemlig demokratiet, fordi deres forretningsmodeller ikke skelner mellem desinformation og faktabaseret information. Hvorvidt et udsagn er sandt eller falsk, er sådan set ligegyldigt, bare det skaber opmærksomhed og engagement, konkluderer ph.d.-afhandling, der beskylder de store tech-platforme for at forplumre den faktabaserede politiske debat. Afhandlingens ophavsmand, Mads Vestergaard, mener, at annoncører og investorer bør overveje at trække sig fra Google og Facebook. 

Verdens rigeste mand, Elon Musk, har tilbudt at købe Twitter for 243 milliarder kroner. Tesla-milliardæren har siden forklaret, at han ikke ønsker at overtage den populære platform for at tjene penge, men at han ønsker at styrke demokratiet ved at slippe ytringsfrihedens løs på Twitter.

Man kan naturligvis diskutere, hvorvidt udvidede muligheder for at ytre sine tanker og mavefornemmelser på de store tech-platforme er vejen frem – men Elon Musk synes dog at have ret i, at demokratiet har brug for en hjælpende hånd.

Ifølge den amerikanske ngo Freedom House, der løbende foretager vurderinger af staters demokratiske status, bliver verden stadig mindre demokratisk. I rapporten Freedom in the World 2021 – Democracy under Siege vurderer Freedom House, at blot 20 procent af verdens befolkning lever i lande, der, set i forhold til udbredelsen af civile og demokratiske rettigheder, kan betegnes som frie – i 2006 var tallet 46 procent.

Heldigvis er der en del værktøjer til rådighed for dem, der ønsker at vende udviklingen og øge udbredelsen af demokrati og frihedsrettigheder i verden. I 2021-rapporten konkluderer Freedom House blandt andet, at et af de bedste værn mod tiltagende autoritære tendenser er at styrke borgernes adgang til faktabaseret information om væsentlige aktuelle begivenheder.

Mads Vestergaard, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling Digital Threats to Democracy ved Københavns Universitet, bemærker i den forbindelse, at udbredelse af mere faktabaseret information synes at forudsætte et opgør med de store tech-platformes forretningsmodeller – hvor det handler om at kapitalisere på brugernes opmærksomhed, ikke om at oplyse dem.

”Det er ikke noget nyt, at virksomheder tjener penge på at videresælge folks opmærksomhed til annoncører. Et klassisk eksempel er avisen The Sun, der udkom første gang i New York 1833. Avisen blev solgt for en cent, hvilket var langt under, hvad det kostede at trykke og distribuere den. Men det var nu heller ikke læserne, der var kunderne. Tværtimod, læserne var produktet. Det var annoncørerne, der var kunderne – de betalte for at få adgang til læsernes opmærksomhed,” siger Mads Vestergaard.

På samme måde som The Sun tjente penge på at give annoncører adgang til folks opmærksomhed, tjener platforme som Google og Facebook penge på at vise folk reklamer. Problemet er imidlertid, at hvis ens økonomiske incitament alene er at tiltrække folks opmærksomhed, så er sandheden irrelevant – hvilket The Sun’s læsere også fik at føle.

”Under overskriften Store astronomiske opdagelser bragte The Sun i 1835 en føljeton, der senere er blevet kendt som Det store månesvindelnummer. Kort fortalt bildte avisen sine læsere ind, at astronomer ved hjælp af et specialbygget teleskop havde iagttaget et rigt og eksotisk dyreliv på månen, der blandt andet indbefattede menneskelignende skabninger med store flagermusvinger. Historien, der blev ledsaget af yderst fantasifulde illustrationer, blev en kæmpe kommerciel succes på trods af, at den jo var pure opspind”, fortæller Mads Vestergaard.

Selvom The Sun og datidens andre såkaldte penny press aviser var populære, nåede de dog aldrig samme højder som nutidens tech-platforme, der jo efterhånden har indfanget det meste af verden. Udover deres globale rækkevidde adskiller de store tech-platforme sig også fra det 19. århundredes ”gratisaviser” ved, at dataindsamling er en del af tech-platformenes dna.

”De laver profiler af os, som afdækker vores interesser, vaner, færden og præferencer, herunder vores politiske præferencer. De ved, hvad der kan gøre os rasende. Og raseri skaber engagement – og det uanset om der er tale om berettiget harme eller ej,” siger Mads Vestergaard.

Og meget tyder på, at misinformation har gunstige vilkår på de store sociale platforme. En undersøgelse publiceret i det anerkendte tidsskrift Science konkluderer, at misinformation spredt på den sociale platform Twitter rejste hurtigere og nåede bredere ud end faktabaseret information.

Desuden anklagede en global koalition af faktatjekker for nylig YouTube, der er ejet af Google, for at være en af verdens største spredere af falske nyheder, herunder desinformation som er karakteriseret ved at være bevidst misinformation. Faktatjekkerne henviste i den forbindelse blandt andet til spredning af videoer, der støttede fortællingen om snyd i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg.

”Det er værd at bemærke, at uvidenhed er en ting, men at være misinformeret er noget ganske andet. Den udvidende ved i det mindste, at hun mangler viden om bestemte forhold, hvorimod den misinformerede tror, at han er velinformeret. Derfor er sidstnævnte langt mere skadelig for den demokratiske debat end den første – det er jo meget lettere at have en seriøs debat med en, der ikke ved, hvad klimaforandringerne skyldes end med en, der er overbevist om, at de er fup og svindel,” siger Mads Vestergaard.

Han tilføjer: ”Jeg er ikke maskinstormer, langt fra. Det er ikke teknologien men derimod forretningsmodellen, der er problemet. Ved at gøre brugerne til produktet udviskes det økonomiske incitament til at udbrede faktabaseret information frem for mis- og desinformation. Så længe, du er i stand til at fastholde folks opmærksomhed og få dem til at engagere sig, tjener du penge. Og når det gælder om at fange folks opmærksomhed, er mis- og desinformation desværre særdeles velegnet.”

Ifølge Mads Vestergaard har problemet efterhånden nået et omfang, hvor annoncører og investorer seriøst bør overveje at trække sig fra tech-platforme som Facebook, Twitter og Google.

”Inden Trump og Brexit var det en udbredt opfattelse, at Facebook, Twitter og YouTube var en gave til demokratiet – platformene gav helt almindelige mennesker mulighed for at debattere og søge indsigt uden indblanding fra bedrevidende eksperter og mavesure redaktører. Forestillingen var, at jo mere debat og engagement, des sundere et demokrati. Den forestilling er efterhånden, i hvert fald i forskerkredse, tæt på at være stendød,” siger Mads Vestergaard og tilføjer:

”Det er på tide, at virksomheder, der pumper penge i platformene til gengæld for annonceplads, begynder at overveje, hvad de bidrager til. Det samme gælder investorer, der – hvis de bekymrer sig om demokrati og faktabaseret debat – kraftigt bør overveje at afhænde deres aktiver i disse superspredere af mis- og desinformation.”