Rating af Danmarks bedste Aktieanalytikere 2021: Rebounden efter coronakrisen vil på godt og ondt bringe en helt ny dynamik ind i aktiemarkedet, mener Asbjørn Mørk, der analyserer bank- og forsikringsaktier i Danske Bank. Ikke mindst udsigten til øget inflation giver udfordringer for investorerne. Asbjørn Mørk skal som global chef for aktieanalyse også stå i spidsen for Danske Banks ambitiøse strategi på de andre nordiske markeder.
Anbefalinger om køb, hold eller salg på en aktie er for amatører. Er man professionel investor, er det argumenter og indsigt, man vil have fra aktieanalytikerne. Så skal man nok selv nå til en konklusion. Sådan er holdningen hos mange porteføljemanagere, som derfor også prøver at se bort fra, om en analytiker har ramt rigtigt i sine forudsigelser af aktiekurser.
Alligevel ser man ofte, at en analytiker får højere ratings, når hans anbefalinger viser sig at være gode. Og Asbjørn Mørk fra Danske Bank bemærker, at hans førsteplads kommer ovenpå et år, hvor han været foran i dækningen af bankerne, for hvilke 2020 har været mere turbulent end sædvanligt.
Mere positiv på bankaktier
”Vi var skeptiske omkring bankerne i starten af året, da det begyndte at eskalere med corona. Men så lavede vi en del dybdegående arbejde på kreditgivning i bankerne, og vi kunne efter rapporterne for første kvartal, hvor aktierne var dykket kraftigt, konstatere, at det måske nok ikke var en storm i et glas vand, men vi var i hvert fald i en situation, hvor bankerne havde taget langt de fleste af de nedskrivninger, de skulle. Derfra blev vi mere neutrale på bankerne, og da vi nåede slutningen året, blev vi også meget positive og anbefalede kunderne at købe stort ind i bankaktierne. Så i al beskedenhed synes jeg, vi har ramt rigtigt på bankerne i 2020 – og af de rigtige grunde,” siger Asbjørn Mørk.
Du blev i februar udnævnt til global aktieanalysechef i forbindelse med en ændring i organisationen. Kan du fortælle, hvad der ligger i det?
”Vi har gjort det sådan, at vi sidestiller landene ved, at hvert af dem (foruden Danmark er det Sverige, Norge og Finland, red.) får en lokal analysechef, som refererer til mig. Tidligere var vores setup, at Thomas Steen Hansen var både global analysechef og lokal analysechef i Danmark. Det er selvfølgelig en måde at få noget operationelt ind i organisationen på, så alle chefer også er producerende analytikere – det giver en anden dynamik. For mit eget vedkommende har jeg de samme selskaber under dækning som tidligere, men jeg har fået mere assistance til rugbrødsarbejdet. Det samme gælder Martin Parkhøi, der nu er analysechef for Danmark. Vi har delt Thomas Steen Hansens opgaver mellem os, og vi mener, det går fint.”
Drejer sidestillingen af de nationale markeder sig også om, at I vil gå mere i offensiven og søge at tage markedsandele på aktiemægling og -analyse i de øvrige nordiske lande?
“Vi har allerede et meget stærkt setup i hele Norden. Det er noget af det, jeg har arvet fra Thomas Steen Hansen. Men samtidig oplever vi meget stor efterspørgsel på vores produkter uden for Danmark, og den del vil vi gerne drive videre frem. Nok er vi en del af en dansk bank, men vi er en nordisk børsmægler. Så vores nye setup understreger helt klart, at vi fortsat har meget store ambitioner udenfor Danmark – ja i virkeligheden endnu større ambitioner.”
Mifid 2 presser indtjening
Som global analysechef kan du også se, hvordan det der står til med at rekruttere og oplære nye analytikere i de andre lande. Står de med samme problem, som branchen har i Danmark?
”Ja, det er et problem i alle lande. Jeg tror også, der er sket det, at regulering, bl.a. MiFID 2, har sat indtjeningen under pres, og så er der mindre plads til at fejle. Så det med at hyre nogle analytikere, og så først efter fem-seks år senere finde ud af, at vedkommende aldrig slår igennem, er rigtigt dyrt. Så er det nemmere at tage en analytiker, som man ved er plug and play, fra en konkurrent.”
Forhåbentligt er vi snart ude af coronakrisen. Hvilke trends tror du vil komme højt på aktieanalytikernes dagsorden efterfølgende?
”Hele skiftet hen mod vedvarende energikilder er et af de store temaer, og hydrogen er seneste skud på stammen. Også EU Taxonomy og ESG er stort og ekstremt vigtigt. Men vi begynder også at tale meget om stigende inflation. Vi har haft en lang periode med faldende renter, hvor det har været nemmere at være investor. Nu får vi en helt anden dynamik ind. Vi får et rebound på baggrund af et 2020, som har været meget specielt. Derfor tror jeg også, at det er et ekstremt spændende aktieår, vi går ind i.”
Sten Thorup Kristensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her