Med en stigning på 5% viste investorerne, at man kunne lide Royal Unibrews årsregnskab i onsdags , som bl.a indeholdt en opjustering af EBIT-margin målsætningen og en markant udlodning til aktionærerne på 1 mia. kr. Aktien steg 5% og skuffelsen fra seneste kvartalsregnskab, hvor aktien faldt 10% er dermed historie.
Årsregnskabet viste en fremgang i omsætningen på 5% til 6.340 mio. kr. og en endnu højere stigning i EBITDA og EBIT på 7% henholdsvis 9% til 1.306 mio. kr. og 1.001 mio. kr. Omsætningen landede dermed i den øvre del af det oprindelige forventningsinterval på 6.150-6.400 mio. kr, mens både EBITDA og EBIT endte over det oprindelige interval. Det betød også, at EBIT-marginen hoppede til 15,8% – et niveau helt i toppen af sektoren. Carlsberg ligger eksempelvis omkring 13%, mens Harboes Bryggeri ligger markant lavere omkring 4-5%.
EBIT-Margin opjusteres
Royal Unibrew benyttede årsregnskabet til at hæve målsætningen for EBIT-marginen fra ”omkring 15%” til ”omkring 16%”. Det var næppe den helt store overraskelse, da Royal Unibrew allerede efter regnskabet for 3. kvartal 2016 lå omkring 15,5% målt på løbende 12 måneder. Vi behandlede dette i vor seneste omtale i AktieUgebrevet 41/2016, og varslede da også, at der kunne ligge en mulig opjustering i forbindelse med det netop aflagte årsregnskab for 2016.
Vi var naturligvis ikke ene om at forudse dette, for ser vi på konsensusestimaterne forud for regnskabsaflæggelsen, så indikerede de en EBIT-margin på 15,3% for 2016, 15,7% for 2017 og 16,0% for 2018. Det må siges at være ganske godt i tråd med en EBIT-margin ”omkring 16%”, omend vi nu forventer en række opjusteringer af estimaterne, således at 16% nåes allerede i 2017.
Royal Unibrews egne forventninger til 2017 lyder på en omsætning i niveauet 6.250-6.450 mio. kr. med et EBIT-resultat på 980-1.080 mio. kr. Midtpunktet i begge intervaller modsvarer en EBIT-margin på 16,22%, og hvis tingene falder godt ud i løbet af 2017, vil markedet sandsynligvis begynde at tale om et nyt løft i målsætningen til næste år. Også på andre nøgletal ligger Royal Unibrew i top og undlader bestemt heller ikke at gøre opmærksom på det i præsentationen af regnskabet , hvor side 8 indeholder en sammenligning med 4 unavngivne peer-selskaber.
What’s next?
Ser vi på de flotte resultater og den høje værdiansættelse (P/E tæt på 20) er næste spørgsmål naturligt, hvad der skal drive forretningen (og aktiekursen) videre til et nyt niveau?
Omsætningsudviklingen er forsat meget flad, så det er på opkøbssiden, at mulighederne ligger. Det store Hartwall-opkøb er nu helt integreret og gælden er igen nede på et konservativt niveau under 1 x EBITDA, hvilket åbner mulighed for at kigge efter nye opkøbsmuligheder.
Det nylige indtog på snackmarkedet kan tænkes at være et område, der skal kigges nærmere på, da der ikke er mange muligheder tilbage på bryggerisiden i Royal Unibrews nuværende markedsområder.
Ny ledelse i Royal Unibrew
CEO Henrik Brandt fratræder 1. april efter en række meget succesfulde år, der har mangedoblet aktiekursen siden kriseårene i 2008-2009. Han efterfølges af Jesper B. Jørgensen, og der vil næppe komme de store revolutioner lige med det samme i en så stor og velsmurt virksomhed.
På kort sigt forventer vi derfor, at fokus vil være udlodningen, hvor aktionærerne forkæles med et hævet udbytte (8,15 kr/aktie) og et nyt tilbagekøbsprogram på 560 mio. kr, således at der i alt returneres 1 mia. kr. til aktionærerne i år.
Aktien kan igen handles med en præmie
Vi vurderer, at markedet igen er parat til at handle veldrevne Unibrew med en pæn præmie til sektoren, og hæver derfor vort kursmål omkring 10% fra 270-300 til 300-330, som afspejler en tilbagevenden til topniveauerne fra efteråret 2016, hvor aktien blev handlet til en høj P/E omkring 20.
Vi vil dog samtidig pointere, at den høje værdiansættelse også betyder, at risikoen i aktien er lidt højere, hvad reaktionen ovenpå kvartalsregnskabet i november også viste. Særligt ser vi afgiftssituationen i Baltikum og Finland som en risikofaktor.
læs hele udgivelsen her
Steen Albrechtsen
Børskurs på analysetidspunktet: 287,50 AktieUgebrevets kursmål (6 måneder): 300-330
Læs tidligere analyser af Royal Unibrew her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her