Det valg, der nu er afholdt, må være det mærkeligste i dansk demokratisk historie. Der har ikke været nogen debat. Partierne har med vekslende held forsøgt sig med humoristiske kampagner, uden nogen væsentlig substans.
De eneste optræk til at diskutere egentlige temaer har været svipsere: Tidligt i valgkampen foreslog Stine Bosse fra Moderaterne, at Danmark skulle modtage flere asylansøgere, men hurtigt derefter blev hun sat på plads oppefra. Samme skæbne overgik socialdemokraten Niels Fuglsang, da han torsdag sagde, at ejerboliger skulle bringes op til minimum energiklasse E inden 2035.
Ikke-debatten er et paradoks, for som Hans Engel forklarede i Tirsdagsanalysen på TV2, er det fortid, at EU-parlamentet ikke rigtigt havde indflydelse. I dag kan en EU-parlamentariker have langt større magt end et folketingsmedlem.
Mange folkevalgte er helt magtesløse uanset hvilken forsamling, de sidder i, men det er store ting, der bliver besluttet i EU-parlamentet, og de af dets medlemmer, der kommer til at sidde i en gunstig position, kan gøre en stor forskel.
Når ingen formåede at skabe interesse for EU-valget, er det et demokratisk problem. I praksis vil en hel masse af betydning for danskernes hverdag blive besluttet, uden at samme danskere har staget stilling til det.
Miseren omkring Niels Fuglsang er et godt eksempel på, hvad der sker. DR havde en fest ud af trampe rundt i, hvordan han, som var nummer to på Socialdemokratiets liste, hårdhændet blev sat på plads af samme listes nummer et, Christel Schaldemose. Der er angiveligt ejere af 400.000 ejerboliger med et energimærke under E, og dem ville partiet ikke lægge sig ud med tre dage før et valg.
Imidlertid var Niels Fuglsangs forslag ikke grebet ud af luften. Faktisk var det sidste år meget tæt på at blive præcis, som han nu foreslår. Først i allersidste øjeblik blev et forslag til et nyt bygningsdirektiv ændret, så ejerne af boliger (og alle andre ejendomme) ikke blev pålagt en hård pligt til bringe ejendommene op til en minimumstandard.
I stedet skal medlemsstaterne hver for sig finde ud af, hvordan de nedbringer udledningen af klimagasser fra bygninger med 20-22 pct. inden 2035. Det er en bunden opgave, og over halvdelen skal ifølge direktivet opnås ved renovering af de dårligste bygninger.
Medlemsstaterne kan for så vidt gøre det ved selv at vedtage de hårde krav, som EU-systemet i sidste øjeblik veg udenom. Men når vi nu har set, hvor bange Socialdemokratiet er for en direkte konfrontation med en stor vælgergruppe, kommer det nok ikke til at ske.
Så må man finde ud af noget andet. En mulighed er at give finansielle virksomheder pligt til lade klimahensyn indgå ved kreditvurderinger. Resultatet for boligejerne vil være det samme – de vil blive pålagt store udgifter til renoveringer. Men for den enkelte boligejer vil det nu være banken eller realkreditinstituttet, der fremstår som den onde magt. Denne illusion vil redde politikernes numser, men den vil være skadelig for den berømmede sammenhængskraft i samfundet.
Alt sammen fordi vi ikke har fundet formlen til at inkludere EU-systemet i demokratiet. Vi har sagt det før på denne plads, men man kunne starte med at tage initiativretten fra kommissionen. Det var f.eks. den, der prøvede at mase et bygningsdirektiv med hårde krav igennem. Hvis det var de folkevalgte parlamentarikere, der tog initiativerne, ville det være mere spændende, hvad de havde at sige, og deres initiativer ville have en sund forankring i folkets vilje.
En lidt ringere prognose
Nu er det naturligvis ikke sådan, at en reform af EU-systemet ville bringe os til et utopia. Politisk/administrative systemer er, hvordan man end vender og drejer det, træge og besværlige.
Et friskt eksempel på dette er en spritny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. Den indeholder en antagelse om, at hver kvinde fremover vil føde i gennemsnit 1,7 barn, ifølge Børsen. Tidligere var det 1,9, og DS har stædigt holdt fast i dette tal, mod al sund fornuft. Nu har man altså bøjet sig – men kun lidt. Den nuværende fertilitetskvotient er 1,5, og det er højt i en global sammenhæng, så der er ingen grund til tro, at den vil stige, medmindre man gør noget.
Men indtil videre gør man ikke noget, ud over den i statsministerens nytårstale lovede udvidelse af hjælpen til barnløse. Et enkelt nøgternt blik på tallene er nok til at se, at de europæiske samfund er tæt på at banke ind i en hård demografisk mur. Det er den nemmeste sag i verden til en start at nedsætte en kommission til at analysere emnet. Men rent politisk er der åbenbart et behov for at gå rundt om sig selv i nogen tid, inden man gør noget som helst konkret.
Sten Thorup Kristensen
