Katja Have Dall er en omvendt synder. Hun har tidligere købt meget tøj, men det er hun holdt op med nu, af klima- og miljømæssige årsager. Hun var forrige uge case i et tema fra DR om et nyt EU-direktiv, der skal sikre større genanvendelse af beklædningsgenstande. Dette direktiv er hun tilhænger af, ligesom tilsyneladende DR, der uden nærmere forklaring beskriver hendes tidligere indkøbsvaner som ”overforbrug”.
Man kan filosofere lidt over, hvad overforbrug egentlig er for en fisk. I en vis forstand har vi i et moderne, rigt samfund alle et overforbrug. Men at dømme efter billederne til artiklen er Katja Have Dall ikke rig, og hvis hun ikke bruger sine penge på tøj, bruger hun dem på noget andet, som også vil have en klima- og miljøbelastning.
DR forsvarer sin sag med, at tøj skulle være særligt klimaskadeligt. Men det er åbenlyst nonsens, at de 15 kg. beklædningsgenstande, en gennemsnitlig EU-borger køber om året, skulle stå for op til 8 pct. af udledningen af klimagasser.
DR er imidlertid ikke alene om at have ondt af borgernes tøjforbrug. Det gælder også pensionsselskaberne. De vil ifølge Børsen ikke investere i den kinesiske modegigant Shein, der er på vej mod en børsnotering.
Pensionskasserne har vel set nogle investorpræsentationer, og de kan have gode, samfundsansvarlige grunde til at stå over. Men det falder i øjnene, at bl.a. Danicas aktiechef hæfter sig ved, at Shein sælger sine produkter billigt. Hvornår er det blevet syndigt at sælge varer billigt? Det plejer at være positivt og tegn på god konkurrence, der især kommer de mindst velstillede forbrugere til gode.
Man kan ikke undslippe den tanke, at det er den klassiske, protestantiske puritanisme og foragt for det søde liv, der gemmer sit grimme fjæs bag en moderne maske af samfundsansvar.
Det er en mistanke, der bliver bestyrket, når man ser, hvilke andre ESG-emner, der bliver vendt og drejet i medierne. Oksekød, f.eks., får uforholdsmæssigt meget opmærksomhed, hvorimod der hverken er kritik af mælk, ost eller smør.
Det er ellers to sider af samme sag, fordi det meste oksekød i Danmark er et biprodukt af mælkeproduktion. Men den blodige oksebøf er et af symbolerne på frås, mens mælkeprodukter har et godt image. Smør må, i modsætning til tøjet, gerne være billigt, lærte vi under inflationen forrige år, hvor netop smørret var et af mediernes standardeksempler til at illustrere de pressede husholdningsbudgetter.
Pointen er, at medierne skal tænke sig om. Det er fint nok, at de orienterer deres læsere, lyttere og seere om, hvordan de kan leve mere bæredygtigt. Men det er ikke fair blot at holde mikrofon for nogle moralister, som strør omkring sig med skyld og skam, alt imens de omsætter deres egne høje lønninger til miljøbelastende forbrug.
Du skal skamme dig endnu mere
Det er et klassisk kommunikationstrick at offentliggøre dårlige nyheder, mens offentligheden er optaget noget andet. Måske var det således heller ikke helt tilfældigt, at Dansk Magisterforenings forperson, Camilla Gregersen, netop valgte den forgangne uge til at gå på orlov som følge af ikke nærmere definerede ”udfordringer i samarbejdet mellem medarbejderne og den politiske ledelse”.
Berlingske omtalte sagen, men stort set kun ud fra pressemeddelelsen. Det var tilstandene i musikbranchen, der var ugens store emne. Igen handler det om skyld og skam, og igen må man sætte spørgsmålstegn ved mediernes rolle.
Vi er nu i syvende år efter me too, og talrige folkevalgte kvinder er blevet slået af pinden på grund af angivelig dårlig og krænkende ledelse, mens talrige mænd har lidt samme skæbne på grund af angivelig upassende, seksualiseret adfærd. Disse processer kører uden for enhver form for retssikkerhed, fordi det ikke er formelle domfældelser, det handler om. Den straf, de pågældende oplever, kan imidlertid være meget hårdere end nogen straf, der i en dansk retssal bliver udmålt i sager af det indhold.
Det er en ny tid med nye normer. Sådan er det. Men til de nye normer hører også, at man ikke længere behøver finde sig i det, hvis man mener sig dårligt behandlet på den ene eller den anden måde. Man kan klage, og enhver bare lidt professionel ledelse vil vide, at den er nødt til at tage det alvorligt. Så må man også insistere på, at disse nye klagemuligheder bliver brugt.
Det giver gode seertal at rode op i mudder og sladder i en organisation, og i den første tid efter me too kunne det måske ikke være anderledes. Men det er i længden usagligt og uholdbart.
Sten Thorup Kristensen