Kære Læser
I et halvt år har vi på Økonomisk Ugebrev sat spot på det forhold, at pensionssektorens investeringer i alternativer kunne være på vej mod svære tider.
Vi påpegede allerede i oktober sidste år, at der nødvendigvis måtte komme store nedskrivninger på vindmølleprojekter og anden energi-infrastruktur, især projekter i etableringsfasen.
Forklaringen er meget enkel: Stigende diskonteringsrenter ved beregning af projekternes nutidsværdi og markant lavere elpriser end for to år siden. Netop meget lave renter gennem ti år, og en energikrise med tårnhøje elpriser for to år siden, gav pensionskasser store positive værdireguleringer tilbage i 2022.
Nu går det den anden vej.
Men vi skulle et halvt år ind i 2024, før den danske pensionssektor må erkende, at der er bogført store milliardtab på energi-infrastruktur sidste år. Den store udbyder af vindprojekter, CIP – Copenhagen infrastructure Partners – har for længst afvist, at der ville komme værditab på de projekter, som CIP har solgt til de danske pensionskasser.
Men det viser sig nu ikke at være rigtigt.
Danske pensionsopsparere har placeret knap 1000 mia. kr. af deres opsparing i unoterede alternativer, og en stor andel i vind og anden alternativ energi. Og det går ikke godt.
Fagredaktør Carsten Vitoft har gravet sig ned i noterne i PensionsDanmarks regnskab for 2023, og det afslører nedskrivninger (tab) på 2 mia. kr. på blot tre udvalgte projekter. I forhold til den bogførte egenkapital i de CIP-fonde, der nævnes i regnskabet, nedskrives der ca. 20 pct. af egenkapitalen.
Selvom flere hundrede tusind danskere gennem deres pensionskasser har investeret i CIP’s grønne fonde, bliver der altså ikke oplyst åbent om, hvordan det går med afkastene. CIP’s egne regnskaber fortæller ikke om det. De enkelte pensionskassernes regnskaber oplyser heller ikke om det. Kun fordi PensionsDanmark har rigtig mange milliarder investeret i CIP’s fonde, kommer det frem i en godt gemt noteoplysning.
Afsløringen af de milliardstore værditab i pensionsformuerne rejser flere spørgsmål:
- Er det ret og rimeligt, at pensionskasserne ikke er åbne og transparente over for deres medlemmer med, hvordan det går med disse relativt risikofulde investeringer, som jo er unoterede og derfor ikke bare kan sælges på en børs?
- Har CIP og deres pensionskasse-investorer nu taget alle de nødvendige nedskrivninger, som er fulgt i kølvandet på højere diskonteringsrenter og udsigt til markant fald i de europæiske elpriser de kommende ti år, som alle professionelle prognosemagere forudser?
- Bør pensionskasserne fremover oplyse om, hvilke forudsætninger de anvender i værdiansættelserne af deres alternative infrastrukturfonde, så medlemmerne kan få en fornemmelse af, om værdiansættelserne er pumpet kunstigt eller det modsatte?
- Bør Finanstilsynet stille skrappere oplysningskrav til de milliardstore investeringer, og bør der sættes grænser over, hvor stor en andel af danskernes pensioner, der investeres i de illikvide investeringer? Det er spørgsmål, vi på Økonomisk Ugebrev vil arbejde videre med, når vi igen starter efter sommerferien. God læselæst – og rigtig god sommerferie.
Med venlig hilsen
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.