Umiddelbart var det ikke en god forretning for statsejede Ørsted, dengang DONG, da man for ti år siden gav slip på de såkaldte guldfugle. De har efter deres exit fra statsvirksomheden skabt en milliardforretning på at udvikle grønne investeringsprojekter til danskernes pensionsopsparing. De fem stiftere har rekordhurtigt opbygget en privat formue på tilsammen 13,5 mia. kr. Forretningen Copenhagen Infrastructure Partners brager derudad, selvom afkastresultaterne fortsat er en ukendt black box for offentligheden.
Men alt tyder på, at de to selskaber nu er gode venner igen. For nylig meddelte Ørsted, at man har indgået et samarbejde med CIP om opførelse af vindmølleprojekter, og dermed kan man næsten sige, at Guldfuglene er kommet hjem igen, men de beholder bare halvdelen af gevinsten i deres eget selskab.
De fem stiftere bag Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) drøner i år ind på Økonomisk Ugebrevs statusoversigt over de 100 rigeste danskere. Alle fem. På ti år har de tilsammen skabt en forretning, hvor deres ejerandele modsvarer en værdi på 13,5 mia. kr. Hertil kommer særdeles høje årlige lønninger og bestyrelseshonorarer, som vi kommer tilbage til.
CIP-partner Torsten Lodberg Smed drøner ind på Top 100-listen som nummer 59 med en formue på 3,1 mia.kr. Herefter følger to andre CIP-partnere, Jacob Barüel Poulsen og Christian T. Skakkebæk med hver en privat formue på 2,9 mia. kr. Så følger Christina Grumstrup Sørensen med 2,5 mia. kr. og endelig Rune Bro Roin med. 2,1 mia. kr. Sidstnævnte er dog i dag ude af CIP. Værdierne i CIP er kommet frem i lyset, efter at vindmølleproducenten Vestas købte sig ind i selskabet.
Historien om deres rejse fra ansatte projektudviklere af havvindmølleprojekter hos Ørsted for mere end ti år siden til i dag er både tankevækkende og lidt deprimerende. For at gøre en lang historie kort, så startede det med, at tidligere DONG-direktør Anders Eldrup blev fyret for at betale nogle af guldfuglene eksorbitant høje lønninger.
Guldfuglene fik faktisk lønninger, som umiddelbart virkede overdrevent høje. Men problemet var vist i virkeligheden i al sin enkelhed, at Eldrup ikke havde fortalt bestyrelsesformand Fritz Schur om guldfuglenes særprægede aflønningsforhold. Da beløbene kom bestyrelsen for øre, mistede Anders Eldrup sin opbakning, og bestyrelsen gav ham ansvaret for de eksorbitante lønninger, der altså ikke havde fået bestyrelsens accept.
Efter sigende havde Jakob Barüel Poulsen ret til en fratrædelse på 20 mio. kr., selv hvis han selv sagde op. Han og Ørsted indgik i 2015 et forlig i sagen om de 20 mio. kr. Og det hemmelige forlig omfattede angiveligt et stort millionbeløb, som ikke er oplyst.
Historien viser to en halv ting: For det første har Guldfuglene uden tvivl kunnet noget, der virkelig kunne skabe merværdi for Ørsted, altså at udvikle grønne store energiprojekter, som efter alt at dømme giver gode stabile afkast. Nu sker det i deres eget selskab. Men det kunne lige så godt være sket i Ørsted. De kunne altså noget, der var mange penge værd for det statslige energiselskab.
For det andet viser historien, at et statsligt ejerskab med et puritansk syn på aflønning af ledelser og specialister, og som samtidig har et ønske om at være innovative, er en cocktail, der bør undgås. I en kommerciel verden med benhård konkurrence om de dygtigste kompetencer, dur det ikke med den slags smålighed.
Og så den halve: Guldfuglene har uden tvivl været gode til at værdsætte deres egen dygtighed i kroner og øre. Og der synes også at være krydset en grænse for almindelige normer for aflønning. Også for hvad der er praksis i det private erhvervsliv.
Men tilbage til guldfuglene og deres historie: Berlingske har de seneste uger i en artikelserie fortalt guldfuglenes historie med positiv medvirken fra CIP-partnerne. Det er der kommet en rigtig fin fortælling ud af. Og vi skal her derfor blot give nogle hovedpunkter, som vi finder er vigtige nedslagspunkter.
Tilsyneladende startede hele historien omkring dannelsen af CIP med, at der blev lagt et puslespil med to brikker: På den ene side havde Ørsted kæmpet med at skaffe den nødvendige milliardfinansiering til at udvikle og bygge de store havvindmølleprojekter.
På den anden side manglede topchefen for den store pensionskasse PensionDanmark, Torben Möger, grønne infrastrukturprojekter med stabile afkast, som han kunne investere sine medlemmers pensionsopsparing i.
De snakkede sammen. Og ud af det kom etableringen af CIP som udvikler af grønne projekter med fokus på havvind med PensionDanmark som første store investor. Siden er der kommet mere end hundrede andre professionelle investorer til. CIP har nu etableret fem fonde med knap 300 mia. kr. under forvaltning, og der er flere store gigafonde undervejs.
I en tid, hvor klima og grøn energi er på den øverste dagsorden, har CIP virkelig fået vind i sejlene. Og fremgangen er også drevet af en generel opfattelse af, at havvindmølleprojekter indebærer lav risiko og solide stabile afkast, som er stort set uafhængige af aktiemarkedets op- og nedture. Finanstilsynet har dog i andre sammenhænge sået tvivl om, hvorvidt pensionskassernes risikovurderinger af alternative investeringer er ædruelige.
På Økonomisk Ugebrev har fagredaktør Carsten Vitoft også omkring andre forhold interesseret sig for CIP det seneste års tid. Han har gravet i, om CIP virkelig skaffer investorerne, herunder danske pensionskasser og dermed danskerne, de solide og stabile afkast, som de danske pensionskasser antyder overfor offentligheden og deres medlemmer.
Manglende oplysninger fra pensionskasserne
Problemet er indtil videre, at de danske pensionskasser, herunder PensionDanmark, PFA Pension og ATP, ikke ønsker at oplyse, hvad deres afkast har været på deres grønne investeringer gennem CIP. Nogle af pensionskasserne oplyser, at de har forpligtet sig til ikke offentliggøre afkast på deres investeringer i CIP. Men spørger man andre, er det vist alligevel ikke sådan, det forholder sig i virkeligheden.
Men man må have en formodning om, at CIP i hvert fald på papiret kan levere gode stabile afkast på de deres energiprojekter. Ellers var det vel næppe muligt at tiltrække investorkapital fra hele kloden. Men hvorfor så ikke oplyse åbent om det? Er det fordi projekterne er meget langsigtede, og at de gode afkastresultater i virkeheden først viser sig på et senere tidspunkt?
Økonomisk Ugebrev har tidligere skrevet, at der også kan være andre forklaringer på hemmelighedskræmmeriet: Den lyder, at CIP angiveligt er bange for, at pensionskasserne opdager, at nogle pensionskasser har bedre aftaler end andre. I hvert fald har CIP opbygget en organisation, nu på 400 ansatte, som formår at udvikle og opføre de store grønne energiprojekter. Og ambitionerne er ikke små: CIP har sammen med partnere lagt billet ind på de kommende delvist statslige energiøer i de danske farvande til flere hundrede milliarder, hvor man er med i et konsortium, der skal kæmpe mod et andet konsortium bestående af Ørsted og ATP.
Indtil videre har ejerne af CIP, som særligt består af de fem guldfugle fra Ørsted, gjort en rigtig god forretning: De er blevet milliardærer, og der er næppe tvivl om, at de vil fortsætte en opstigning på Rigelisten de kommende år. Hertil kommer, at de også tildeler sig selv gode lønninger og bestyrelseshonorarer ved driften af den daglige forretning samt direkte udbytter fra de årlige overskud.
Økonomisk Ugebrev har tidligere beskrevet deres udbytter sådan: ”Forretningen CIP går så godt, at den sidste år kastede godt 225 mio. kr. af sig i udbytter til hver af de fem ledende partnere i selskabet. Tilsammen scorede de sidste år et fælles overskud på over 1 mia. kr. på at forvalte investeringer i vindmøller, viser Økonomisk Ugebrevs gennemgang af deres personlige selskaber.”
CIP’s øverste direktør, Jakob Barüel Poulsen, kunne sidste år bogføre et overskud på 245 mio. kr. i sit private selskab, hvor han har samlet sine interesser i CIP-imperiet. Torsten Lodberg Smed bogførte 330 mio. kr., Christian Troels Skakkebæk 230 mio. kr., Christina Grumstrup Sø- rensen 230 mio. kr. og sidst Rune Bro Roin 96 mio. kr.
Læs hele artiklen i magasinet ”Danmarks 100 Rigeste” på 112 sider, som kan downloades her .
Morten W. Langer
