Siden Trump blev valgt i november 2024, har de seks største amerikanske banker, herunder JP Morgan Chase og Goldman Sachs, forladt sektorens mest prestigefyldte klimaalliance: Net-Zero Banking Alliance (NZBA). Udmeldelserne har skabt jubel i anti-ESG kredse og har fået Texas’ justitsminister, Ken Paxton, til at droppe en kritisk undersøgelse af Wallstreet-bankernes klimapolitik. Kun tre mindre US-banker er tilbage i NZBA, herunder fagforeningsbanken Amalgamated Bank. Økonomisk Ugebrev har spurgt Danske Bank, Nordea og Nykredit om, hvilken konkret rolle NZBA spiller i deres arbejde med klima samt hvilke grønne resultater, alliancen har skabt – svarerne er uldne.
Den 6. december 2024 meddelte den amerikanske storbank Goldman Sachs, at banken forlader Net-Zero Banking Alliance (NZBA). Siden da har Wells Fargo, Citigroup, Bank of America, Morgan Stanley og JP Morgan Chase også forladt NZBA – derved har de seks største US-banker forladt det FN-baserede klimainitiativ, der blev lanceret i 2021.
Ingen af de seks storbanker har efter udmeldelsen peget på konkrete grunde til at forlade NZBA. Men analytikere, som den britiske avis The Guardian har været i kontakt med, vurderer, at udmeldelserne er et forsøg på at imødekomme anti-woke angreb fra republikanske politikere – hvilket forventes forstærket under Trump.
Den amerikanske højrefløj har da også fejret udmeldelserne. Eksempelvis jubler tidligere investeringsrådgiver og nuværende redaktør på det højreradikale nyhedssite ZeroHedge, Daniel Ivandjiiski, over Wallstreet bankernes exit. Under sit vanlige pseudonym Tyler Durden – Brad Pitts karakter i Fight Club – konkluderer Ivandjiiski:
“The US could be in the very early stages of recovery after a decade of toxic ESG and Net Zero initiatives, widely criticized as one of the biggest financial and ideological blunders in a generation. Wall Street firms increasingly recognize that the “woke capitalism” era in corporate America will come to an abrupt end under Trump 2.0.”
Steven Milloy – tidligere Fox News-kommentator, advokat under Trumps første administration og redaktør på den klimaskeptiske blog junkscience.com – er også begejstret. I et opslag på X får Morgan Stanleys NZBA-exit følgende ord med på vejen: ”Another ESG rat jumps ship.”
Udover ros fra anti-ESG-kommentatorer er US-bankernes udmeldelse også blevet mødt med åbne arme fra justitsministeren i Texas, Ken Paxton. I 2023 indledte Paxton en undersøgelse af NZBA-medlemmer med henblik på at boykotte banker, der vurderes at have en urimelig klimapolitik – til skade for Texas’ fossile industri. Men nu er undersøgelserne af Wallstreet-bankerne droppet.
I en pressemeddelelse udsendt 7. Januar 2024 udtaler Ken Paxton: “More and more financial institutions are taking a major step in the right direction by leaving the radical and anti-energy Net-Zero Banking Alliance. The NZBA seeks to undermine our vital oil and gas industries, and membership could potentially prevent banks from being able to enter into contracts with Texas governmental entities.”
Og måske vil NZBA-kritikerne få endnu mere at glæde sig over i den kommende tid. Ifølge Bloomberg News overvejer to af Canadas største banker, Royal Bank of Canada og Bank of Montreal, nemlig at følge US-kollegaerne og melde sig ud af NZBA.
Med de seks Wallstreet-bankers exit har NZBA kun tre mindre US-banker tilbage: Fagforeningsbanken Amalgamated Bank samt Areti Bank og Climate First Bank, begge med ekstra fokus på bæredygtighed.
NZBA har dog stadig tilslutning fra 141 banker, fordelt på 44 lande. Bankerne forvalter tilsammen 61 billioner dollar og tæller storbanker som Barclays, Deutsche Bank og HSBC. Men selvom det er en global alliance, er der en klar europæisk slagside: 80 af medlemmerne fra Europa, hvorimod blot fem medlemmer er fra Afrika og Mellemøsten.
NZBA-medlemmer forpligter sig til, at deres finansierede CO2-udledninger, der omfatter både udlåns- og investeringsporteføljer, skal være klimaneutrale i 2050, eller inden. Desuden skal bankerne sætte 2030-mål for reduktion af finansierede CO2-udledninger for højtudledende sektorer som cementindustrien samt på årlig basis rapportere om deres klimaresultater.
Den fulde artikel kan læses her.
Claus Strue Frederiksen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.