Mens investeringskunderne i to fonde hos BLS Invest har fået svage afkast de senere år, har ejerne bag forvalteren, Anders Lund og Peter Bundgaard, selv privat tjent en milliard kroner og hævet en halv milliard kroner i udbytter. Investorerne er begyndt at trække deres penge ud, og det kan accelerere, hvis også pensionsselskaberne dropper fondene fra BLS, skriver fagredaktør Carsten Vitoft
En af landets mest højprofilerede fonde, styret af de bedste aktiestjerner, er i dyb krise. Der er tale om afdelingerne BLS Globale og BLS Danske Aktier, som også er nogle af de dyreste herhjemme.
Over de sidste tre år har den globale fond leveret et gennemsnitligt nulafkast mod markedets godt 14 pct. årligt. Den danske fond har et årligt minus på 0,7 pct. mod markedets årlige plus på 2,6 pct. Investorerne har altså tabt penge i stærkt stigende aktiemarkeder, så det er ikke kunderne, der er blevet rigere.
Til gengæld har ejerne bag BLS Invest haft kronede dage. Ejerne bag fondsmæglerselskabet har tjent styrtende via de omkostninger på godt 1,8 pct. årligt, som investorerne betaler, uanset om det går godt eller dårligt med afkastet.
De seneste tre år kan overskuddet i BLS Invest opgøres til 600 mio. kr., fremgår det af årsrapporterne hos erhvervs- og selskabsstyrelsen.
Næsten hele overskuddet har Anders Lund og Peter Bundgaard hævet til sig selv. Udbetalt udbytte over de seneste tre år beløber sig til 600 mio. kr. og en hel milliard over de sidste fem år.
Resultatet har indtil videre været en sand investorflugt. Ifølge statistikkerne fra brancheorganisationen Finans Danmark har kunderne i BLS-fondene samlet set trukket syv milliarder kr. ud af fondene – netto over de sidste fem år. Alene i 2024 mistede BLS Invest netto fem mia. kr. Og udviklingen er også fortsat her ind i 2026.
Danske pensionsselskaber har også investeret millioner af deres kunders penge i fondene fra BLS, men de kan nu være på vej til at trække stikket.
”Hvis en fond over tid ikke lever op til vores forventninger, bliver den taget op til vurdering. Det kan i sidste ende betyde, at fonden ikke længere bliver udbudt på vores platform ”Du Investerer”. BLS bliver løbende vurderet på samme måde som andre fonde,” oplyser Rasmus Bessing, direktør for ansvarlige investeringer i PFA, der tilbyder sine kunder investering i BLS Danske Aktier.
Hos Sampension har man investeret kundepenge i den anden BLS-fond for Globale Aktier. Her er det gået endnu værre: Efterslæbet er tæt på 15 procentpoint de seneste år.
”Hvis der gennem længere tid ikke er kundeinteresse for en bestemt fond, vil vi vælge at tage den af platformen,” siger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension.
Begge pensionsselskaber oplyser, at der ved exit-overvejelser både skal tages hensyn til potentielle kunder i fondene og et særligt hensyn til de kunder, som allerede ligger investeret i fonden. Når pensionsselskaberne fjerner en fond fra platformen, betyder det de facto, at disse kunder tvinges til at sælge deres andele i fonden.
Stoicisme, modstandsdygtighed og stille styrke
Hos PFA koster BLS-fonden 2,6 pct. i årlige omkostninger ifølge fakta-arket med PFA’s eget logo. Så der skal præsteres markant bedre afkast i fonden end markedet, for at sikre et markedsafkast til kunderne.
Indtil videre tror folkene bag BLS, at de nok skal komme igen. I seneste investorbrev til kunderne fra januar, som Ugebrevet er kommet i besiddelse af, står der, at man skal slå koldt vand i blodet. Det skal nok gå, lyder det fra Anders Lund og Peter Bundgaard: De skriver: ” “Keep Calm and Carry On”, lyder et britisk ordsprog fra 30’erne, som på mange måder indfanger idealet om stoicisme, modstandsdygtighed og stille styrke i mødet med modgang.”
Brevet fortsætter: ”Det er unægtelig ikke første gang, vores selskaber befinder sig i tider præget af usikkerhed. Og de har tidligere bevist deres forretningsmodellers styrke og modstandsdygtighed. I gennemsnit har de eksisteret i et århundrede og dermed bestået tidens prøve og kommet stærkt igennem store finansielle kriser, naturkatastrofer, pandemier samt verdenskrige. Det perspektiverer selvsagt også, hvorfor man ikke kan konkludere noget præcist baseret på blot 6 måneders udvikling.”
Men det snerper efterhånden derhen, at problemerne hverken er kortsigtede eller forbipasserende. På fem års sigt har BLS Danske Aktier givet et årligt afkast på 0,7 pct. Markedet har leveret et gennemsnit på tre pct. I BLS Globale Aktier har det gennemsnitlige årlige afkast været 3,9 pct. mod markedets ti pct.
Carsten Vitoft
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt på.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her







