Familiens ejendomskoncern City Apartment A/S blev etableret af faderen Svend Petersen i 1992. Han har nu overdraget ejerskabet til næste generation, og han fratrådte også som bestyrelsesformand i april i år. Det er nu sønnen Rolf Stuhr Petersen, der ejer hovedparten af koncernen, og ligeledes ham, der leder virksomheden.
Broderen Anders Petersen, som bor i Portugal, ejer en mindre del af koncernen, men optræder ikke i bestyrelsen. Langt hovedparten af selskabets ejendomme ligger i København, men der er i det forløbne regnskabsår også købt ejendomme og grunde i bl.a. Odense og Frederikssund. Derudover har koncernen aktiviteter i Letland i form af landbrug, hvor der dyrkes korn og raps. En del af disse aktiviteter – men ikke alle – blev frasolgt i 2022.
Ejendomskoncernen kom ud af 2023 med et underskud på 31 mio. kr. efter skat.
Finanserne er blevet negativt ramt af to forhold: For det første var der negative værdireguleringer på ejendomme for andet år i træk på grund af stigende afkastkrav.
For det andet er selskabets gæld ramt af stigende lånerenter, da kun en tredjedel af realkreditfinansieringen er fastforrentede lån. De finansielle omkostninger steg fra 49 mio.kr. i 2022 til 132 mio. kr. i 2023.
I regnskabet oplyses, at det ordinære resultat efter skat udgør -31,3 mio. kr. mod 14,1 mio. kr. forrige år. Ændringen kan forklares ved negativ dagsværdiregulering på investeringsejendomme, forøgede omkostninger på investeringsejendomme vedrørende vedligeholdelsesprojekter og forøgede renteomkostninger på 23,5 mio. kr. Og et positivt resultat af landbrug i Letland på tre mio. kr.
Rolf Stuhr Petersen er ikke registreret med personligt ejede ejendomme i Danmark.
Derimod er der registreret ikke mindre end 469 ejendomme/matrikler i koncernen. Det omfatter i alt 179.500 kvm. boligareal og 37.600 kvm. erhvervsareal.
Det seneste ejendomskøb i år er erhvervelsen af en blandet ejendom på Valby Langgade i København med samlet areal på 629 kvm. Købsprisen var 11,5 mio. kr.
Næst nyeste køb er en villa på Strandvejen på 209 kvm. som City Apartment købte i sommeren 2023 for 25 mio. kr. Hvorvidt den benyttes som Rolf Stuhr Petersens bolig er ikke oplyst. I 2023 købte City Apartment ligeledes et område i Helsinge med hele 64 matrikler. Det er hensigten at bygge på disse, så de allerede bliver klar i år, og de anslåede omkostninger er 131 mio.kr. svarende til omkring to mio. kr. pr. bolig.
Formue 2024: DKK 3,1 mia.
Formue 2023: DKK 3,2 mia.
Placering 2023: #60
Rykkede pladser: 4 (ned)