Kære læser
For analytikere og andre brancheiagttagere er det et mysterium, hvorfor ATP, PFA og PKA sælger deres aktieposter i TDC lige nu. Som det fremgår af analysen i denne udgave, har pensionsejerne helt sikkert tabt et større milliardbeløb på investeringen, som de har haft siden 2017.
Men hvorfor er det relevant for dem at trække sig ud lige nu, hvorefter Macquarie bliver 100 pct. ejer? Eller med andre ord: Hvad er det, den australske aggressive kapitalfond ser, som de danske pensionsejere ikke ser – eller ikke tør være med til?
Det har vi fire bud på: For det første er det velkendt, at ATP og også PFA vil neddrosle deres alternative unoterede investeringer – især i store unoterede selskaber. Der har været alt for mange store cases med pensionsejede unoterede selskaber, som er nødlidende, eller som er gået konkurs.
Skal vi blot nævne de seneste som Better Energy, Green Hydrogen og Northvolt. Efter den grønne energikrise, stigende renter og højere inflation er alternativ infrastruktur langt fra så hot som for 6-8 år siden, hvor der var nulrenter.
Der er altså en ny erkendelse af, at unoterede infrastrukturselskaber er betydeligt højere risiko, end man tidligere troede. Og så er især ATP, men sikkert også andre pensionsselskaber, blevet fanget af de såkaldte indlåsningseffekter, hvor en høj andel af de fastlåste unoterede aktiver har begrænset selskabernes investeringer i børsnoterede papirer, ofte med høje afkast.
Så alt tyder på, at pensionsselskaberne har travlt med at afvikle unoterede alternativer. Ja, Nykredit kan blive den næste.
Det andet bud er, at TDC-investorerne spiller det kort, der hedder ”kritisk infrastruktur”. TDC’s overordnede infrastruktur er af national vigtighed på linje med Københavns Lufthavne. Går denne infrastruktur med ”hovedvejene” ned, vil det lukke den finansielle sektor, herunder hæveautomater, banker, betalingsformidling og sygehuses livsnødvendige kommunikation.
Så vil staten have en australsk kapitalfond med et blakket skatte-ry til at sidde massivt på vores hovedveje for datatrafik. Næppe? Så må staten jo overveje at købe den del af TDC – sikkert til overpris ligesom Københavns Lufthavne?
Den tredje byggeklods er, at ATP, PFA og PKA ikke vil lægge navn og ry og rygte til at splitte TDC op i en Gordon Gekko-lignende manøvre for at høste oplagte salgssynergier. TDC (altså KTAS) er vores første teleselskab, som næsten nyder samme nationale veneration som Irma. Og se hvad det udløste af ramaskrig, da kæden lukkede.
Den lidt vage afskedssalut fra de tre danske pensionsejere lyder sådan: ” Siden vi først investerede i TDC i 2018, har det digitale landskab ændret sig markant — fra tilgængelige digitale løsninger til mobiltelefoni og endda tv- og streamingmarkedet. Dette har krævet en transformation af TDC som virksomhed. Sammen med vores medaktionær Macquarie har vi foretaget en række investeringer for at understøtte denne udvikling af forretningen. TDC er nu gået ind i et nyt kapitel, idet vi overdrager tøjlerne til Macquarie for at lede rejsen videre i de kommende år.” Hvorfor og hvad bliver der ikke svaret på.
For kan det meget vel være, at de store pensionsejere ikke længere kan se en farbar vej frem. At de forsøger at begrænse deres tab, som kan blive meget større end det skøn, vi giver i analysen i denne udgave – på ca. 3-4 mia. kr. for hver pensionsejer. Det kan gå meget værre, fordi pensionsejerne har lånt mange milliarder kroner til TDC, som de stadig har ude at svømme.
At ATP, PFA og PKA har været totalt lukkede om transaktionen skyldes nok ikke, at de har gjort en fantastisk handel. Det ligner en nødredning og damage control – mere end en ønskelig og økonomisk positiv exit.
Presset på dem for at fortælle ”sandheden” vil stige, og det vil også være rimeligt, at pensionsejerne fortæller deres medlemmer, hvor mange pensionspenge, de har tabt.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
