Fra søndagens udgave af ØU Finans
Kære læser
Partnerne i CIP – Copenhagen Infrastructure Partners – fremstår officielt stadig som de guldfugle, som de blev kaldt dengang de var hos Ørsted. De er uden tvivl dygtige, og de skabte også milliardværdier hos Ørsted, ved at udvikle offshore havvindprojekter i den nye grønne strategi for energikoncernen.
Som det fremgår af vores regnskabsanalyse af CIP’s resultater i denne udgave af Økonomisk Ugebrev Finans, har de også formået af skabe store merværdier til investorerne, hvoraf danske pensionskasser og især PensionDanmark tegner sig for op mod 100 mia. kr.
Indtil nu har storytellingen omkring CIP været rigtig god. Og derfor er det også underligt, at CIP tilsyneladende har haft travlt den seneste måned med at fortælle erhvervsmedierne, hvor godt det går. Blandt andet har en af de ledende partnere for nylig givet et sjældent interview til et erhvervsmedie om den positive udvikling.
På Økonomisk Ugebrev har vi undret os over historien om, at det går supergodt for CIP med grønne investeringsprojekter for op mod 300 mia. kr. De seneste år har den grønne energikrise nemlig buldret derud af – og det gør den stadig, hvis man ser på udviklingen i det globale aktieindeks for Clean Energy, aflyste havvindprojekter og krakkede grønne energiselskaber.
Så vi har gravet i regnskaberne for de ti største CIP-fonde, for at finde ud af, hvad der foregår.
Vi er kommet frem til fire overordnede konklusioner: For det første har guldfuglene skabt næsten alle af gevinsterne i de enkelte fonde under nulrente regimet fra 2019 til 2022. Derefter er det for alvor gået ned ad bakke. De gennemsnitlige IRR-afkast er stadig pæne, men klart nedadgående.
For det andet er risikoen i de nyere fonde markant højere end de første fire fonde. Flere af de nye fonde har investeret milliarder i store batterilagrings anlæg og i grøn hydrogen-produktion.
Begge dele er ekstremt høj risiko, fordi det er umodne teknologier med en usikker lønsomhed og en tvivlsom økonomisk rentabilitet. Men det er relativt nye projekter, så på papiret er en endelig konklusion for tidlig.
For det tredje er det bekymrende, at CIP har lagt flere af de nye fonde med en registrering i Luxembourg, hvor der ikke er åbenhed om regnskaber. Det betyder, at de nyere fonde bliver en total black box for offentligheden – og for alle de danske pensionsopsparere, som har milliarder i klemme hos CIP.
Vi kan bestemt ikke udelukke, at også de nye fonde vil blive succesfulde. Men de foreløbige resultater tegner ikke til det. Og risikoen på de nye grønne teknologier er tårnhøjere end på velafprøvede teknologier som sol og vind.
For det fjerde anvender CIPs en værdiansættelsesmodel, hvor diskonteringsrenterne sidste år gav nogle mærkelige resultater. I de fleste CIP-fonde var der værdiopskrivninger, med henvisning til faldende renter. Men de fleste steder steg statsrenterne faktisk. Det har vi undret os lidt over. Og det har fagredaktør Carsten Vitoft kigget nærmere på.
På Økonomisk Ugebrev har vi besluttet at følge CIP’s gøren og laden meget tæt, og vi håber fortsat på en åben dialog med ledelsen – fordi det tjener alle parter bedst. Indtil videre har det været lidt svært med kommunikationen med selskabet, måske fordi Økonomisk Ugebrev gravet dybere end de fleste andre.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
