Den store automobilkoncern Semler leverede i 2023 pæn fremgang i både omsætning og indtjening. Omsætningen steg markant med 27 procent til lige under 24 mia. kr., mens driftsoverskuddet (målt som EBITDA) voksede mere behersket 13 procent fra 1241 mio. kr. til 1399 mio. kr.
Udviklingen i finansposterne trak ned sidste år: I 2022 var de på minus 38 mio. kr., og i 2023 endte de på minus 127 mio. kr. Rentebærende bank- og realkreditlån blev sidste år øget til ca. to mia. kr. mod 1,5 mia. kr. året før. Varebeholdninger (typisk usolgte biler og varevogne) blev øget med 600 mio. kr. til 2,4 mia. kr. Der blev som sædvanligt udbetalt udbytte på 300 mio. kr. til ejerfamilierne.
Koncernen skriver, at den øgede markedsandelen for personbiler fra 26,0 til 26,7 procent. Det er først og fremmest Audi, der er gået frem, men også Cupra har øget markedsandelen, mens VW er gået tilbage fra 11,3 til 9,9 procent. Det er utvivlsomt konkurrencen fra Tesla, der har presset markedsandelen for VW ned.
”Det danske bilmarked er meget konkurrencepræget, og prisfølsomheden er høj. Vi må konstatere, at betalingsvilligheden har fået endnu et nyk nedad på grund af den verserende priskrig, renter og inflation. Segmentet til fleksible abonnementsordninger er derfor blevet for snævert i Danmark, hvorfor vi lukker konceptet,” udtalte CEO Ulrik Drejsig.
Bestyrelsen består fortrinsvis af personer fra ejerfamilierne, blandt andet Christian S. Mourier (næstformand), Martin Mourier, Jan H. Christiansen, Henriette Kruppa Nielsen, Christian Dulong Hoff, Mikkel Christiansen og Søren Skifter. Mangeårig bestyrelsesformand er tidligere Mærsk-chef, Michael Pram Rasmussen.
Martin Mourier, største direkte personejer bag Semler Holding, har i 2024 købt en ejendom i Fredensborg. Et landbrug med 10 ha og erhvervsbygninger på i alt godt 2700 kvm. Hovedejendommen har et boligareal på 395 kvm. Handelsprisen var 19 mio. kr. kontant.
Sammen med ægtefællen har han også en bolig i København på Østerbro, der er købt i 2019 for 8,45 mio. kr. Endelig indgår der sommerhus i Hornbæk i det personlige ejerskab.
Formue 2024: DKK 10,1 mia.
Formue 2023: DKK 9,2 mia.
Placering 2023: #23
Rykkede pladser: 2 (op)