Sidste år hævede Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) 280 mio. kr. i administrationshonorar på den nyere grønne hydrogenfond CI ETF. Men det er slet ikke sikkert, at de milliardstore hydrogenprojekter bliver gennemført. Største danske investor i fonden, PensionDanmark, er tydeligvis forbeholden over for om og hvornår, der skal træffes endelige investeringsbeslutninger, skriver chefredaktør Morten W. Langer i artikelserien om CIP.
I seneste udgave af ØU Finans beskrev vi, hvordan en af CIP’s største prestigefonde kan være ved at køre ind i en mur, fordi den satser målrettet på milliardstore udviklingsprojekter i grøn hydrogen og power-to-x, som en stribe investorer det seneste år har smidt fra sig, eller som er gået konkurs.
Dansk pensionskasser har op mod seks mia. kr. committet til at investere i fonden, og PensionDanmark er største danske investor. Ifølge det seneste regnskab for CI ETF har en stribe danske pensionskasser tegnet sig for en investeringsramme på 6,2 mia. kr. og syv andre tilhørende fonde for andre godt 17 mia. kr. I alt 23 mia. kr.
I hovedfonden ejer PensionDanmark 25 pct., svarende til en investering på 1,5 mia. kr. Andre store aktionærer er PFA Pension, Industriens Pension, investeringskontorerne under Lars Larsen og Kirkbi, samt partnerne i CIP med under fem pct. I underfonde er også flere private danskere gået ind i investeringen med private penge, bl.a. førstemand i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, med et tilsagn på i omegnen af én mio. kr. og Kim Bøttkjær, tidligere chef for FIH Partners.
Indtil videre har fonden med de danske pensionskasse-ejere kun investeret ca. 0,8 mia. kr. af det samlede commitment på over seks mia. kr. Alligevel betaler de danske pensionskasser hvert år ca. 70 mio. kr. i management fee, altså hvad der svarer til ni pct. af den aktuelle investering.
Økonomisk Ugebrev har spurgt PensionDanmark, om det forsat virker hensigtsmæssigt at investere medlemmernes penge, halvanden milliard, i højrisikable grønne hydrogenprojekter, som andre steder bliver lukket eller går konkurs.
Rune Gade Holm, chef for private markets, siger til Økonomisk Ugebrev: ”Power-to-X-markedet er udfordret, og det er naturligvis noget, vi i PensionDanmark følger tæt og fører dialog med CIP om i lyset af vores investeringstilsagn på 200 mio. euro til CI ETF. Investeringsrammen er der på nuværende tidspunkt – netop på grund af de seneste års udvikling i markederne for P-t-X – kun er trukket på i begrænset omfang.”
Økonomisk Ugebrev beskrev i den seneste artikel om fonden med de milliardstore grønne hydrogenprojekter i Danmark, Fjord og Høst, hvor der er investeret 400 mio. kr. endnu før, projekterne er endeligt besluttet.
”Vi oplever, at CIP er særdeles bevidste om udviklingen på de forskellige energimarkeder og tager bestik af dette i design og forberedelse af de konkrete projekter. CI ETF-fonden har således været meget tilbageholdende med at bruge udviklingskroner på de enkelte projekter og træffe endelige investeringsbeslutninger.”
Milliardstore projekter
Videre siger Rune Gade Holm fra PensionDanmark: ”Vi har derfor en velbegrundet forventning om, der kun foretages endelige investeringsbeslutninger, hvis og når der er projekter, der vurderes attraktive i forholdet mellem afkast og risiko. Et forhold, der altid er det afgørende parameter for PensionDanmarks investeringer – uanset aktivklasse, sektor og forvalter.”
Meget tyder dermed på, at der er stor risiko for, at de milliardstore udviklingsprojekter i grøn hydrogen ikke bliver til noget. På grund af fondens løbetid op til ti år endnu kan CIP uanset omfanget af investeringer hæve 280 mio. kr. årligt i management fee for den samlede fondsgruppe.
Økonomisk Ugebrev har også spurgt PensionDanmark om, at pensionskassen har mulighed for at trække investeringstilsagnet, og om den aktuelle honorarstruktur giver CIP incitament til at kaste sig ud i alt for risikovillige investeringsprojekter.
Hertil svarer PensionDanmark: ”Vi anser CIP’s honorarstruktur for at være markedskonform med stærkt incitament til at skabe de bedst mulige risikojusterede afkast til investorerne.”
Pensionskassen har ikke svaret på, om den har mulighed for at trække et investeringstilsagn, fordi de underliggende forudsætninger har ændret sig. Under alle omstændigheder synes der at være lagt op til en lang rejse, hvor CIP f.eks. må vente på en modning af den grønne hydrogenteknologi og bedre markedsforhold for afsætning til markant højere salgspriser end i dag.
Morten W. Langer