Der er en verden til forskel på disse to overskrifter. ”Mærsk-regnskab smadrer danmarksrekord” og ”Mærsk-aktien ud i historisk fald”. Men faktisk er der kun et år mellem dem.
Den første overskrift stammer fra starten af året 2023 og dækker over et historisk stort overskud for 2022. Den næste overskrift kom i år, og dækker over et kursfald på næsten 15 pct. for Mærsk-aktien på en enkelt dag oven på et skuffende regnskab for 2023 fulgt op af dystre udsigter for 2024. Bare tre måneder forinden havde aktiekursen oplevet et tilsvarende dramatisk fald. Det var ved offentliggørelsen af kvartalsregnskabet for 3. kvartal 2023, der blev fulgt op af meddelelsen om at skære 10.000 stillinger væk.
”Det er ikke sjovt” sagde topchefen Vincent Clerc, da han medvirkede i programserien Topdirektørerne på DR.
Sjovt var det heller ikke, da regnskabet i år blev fulgt op af en annullering af den femte fase af aktietilbagekøbsprogrammet. Det huede absolut ikke aktiemarkedet.
Og familien Mærsk må medgive, at det lige nu ikke er så sjovt. Familiens formue er primært bundet op på børskursen på Mærsk-aktier. Det er ældre tal for aktiebesiddelserne, der anvendes i formueberegningen. Der er ikke kommet nogen officielle meldinger på, hvor mange aktier familien har. Ved opgørelsen for et år siden var kursen på aktierne omkring 12.735 kr. mens den ved dette års opgørelse er 10.485 kr.
Og det er da også derfor, at de tre døtre efter afdøde skibsreder Mærsk McKinney Møller, Ane, Leise og Kirsten samt ikke mindst barnebarnet Robert Mærsk Uggla må se deres formue skrumpe med 2,2 mia. kr., hvilket sender dem en plads ned af ranglisten og dermed tæt på at ryge ud af Top10.
Men måske går det ikke så slemt. For i løbet af 2024 har Mærsk opjusteret deres egne forventninger op til flere gange, hver gang til stor positiv overraskelse for aktiemarkedet. Begrundelsen har hver gang været den samme ”stærk efterspørgsel på containermarkedet og den vedvarende situation i Det Røde Hav” som Mærsk skriver.
Samtidig har Mærsk signaleret, at man nu overvejer at genindføre aktietilbagekøb sprogrammet. Hvor alle troede det var stoppet, kom Mærsk ud og erklærede, at det jo kun var suspenderet.
Robert Mærsk Uggla, bestyrelsesformand for det børsnoterede rederi, og adm. direktør for familiens investeringsselskab, A.P. Møller Holding, træder stadig mere i karakter som familiens nye overhoved.
Derudover har han også sit eget investeringsselskab Agata, der i år kom ud med et overskud efter skat på 109, 5 mio. kr., hvilket er næsten en tidobling i forhold til året før. Selskabet investerer blandt andet stort i tidligere Mærsk-selskaber.
Men alligevel er det ikke meget, offentligheden får at vide om ham eller kendskab til ham. Ligesom bedstefaderen Mærsk McKinney Møller i sine yngre år skyede offentlig omtale, så er det også tilfældet for Robert Uggla. Rederiet Mærsk har til gengæld langsomt åbnet sig mere og mere. I DR-programmet ”Topdirektørerne” får offentligheden et unikt indblik i det daglige liv på direktionsgangene på Esplanaden.
De tre døtre, Ane Leise og Kirsten, har i det forgange år også bevidst, at de ikke er bange for at tage fat om rødderne på firmaets stolte historie og rive dem op, hvis de finder det nødvendigt. Således har de i år solgt det næsten 110 år gamle skibsmæglerfirma Maersk Brokers, der blev startet af A. P. Møller bare ti år efter, han havde stiftet Dampskibsselskabet Svendborg, der blev forløberen for det rederi, der eksisterer i dag.
Maersk Brokers var organiseret som et K/S og solgt til selskabets ledende medarbejdere, men salgsprisen kendes ikke. Sidste år havde selskabet et overskud efter skat på 69,6 mio. kr., hvilket var næsten en halvering i forhold til året før. Salgsprisen er ikke oplyst, men det er ikke noget, der har rykket ved deres formue.
Også selskabet Maersk Supply Service er blevet solgt. Sælger var holdingselskabet, og salget til den norske DOF Group indbragte 1,1 mia. dollar, der blandt andet blev betalt med aktier, så holdingselskabet i dag ejer 25 pct. af det norske selskab. Og efter mere end 40 år under Mærsks vinger blev bugserings- og marineaktiviteterne i Svitzer også skilt ud og børsnoteret som et selvstændigt selskab.
Formue 2024: DKK 16,4 mia.
Formue 2023: DKK 18,6 mia.
Placering 2023: #8
Rykkede pladser: 2 (ned)