Få fri adgang til alle lukkede artikler på ugebrev.dk hele sommerferien:
Tilmeld dig tre udgaver gratis af aktieanalysepublikationen ØU Formue, der udkommer igen til august
Lego-familien lever af gode rådgivere
De store familieejede virksomheder ledes sjældent længere af familiemedlemmer end til og med 3. generation, der somme tider er så uheldig at sætte formuen over styr.
Sådan er det ikke gået i Lego, selvom det var tæt på.
Her blev Kjeld Kirk Kristiansen, søn af Godtfred Kirk Christiansen og barnebarn af LEGOs grundlægger Ole Kirk Christiansen, den sidste i familien, som var adm. direktør frem til 2004. På det tidspunkt var Lego i krise. Det blev den ansatte efterfølger McKinsey-drengen Jørgen Vig Knudstorps opgave at vende udviklingen. Det gjorde han med stor succes.
Og den er fortsat under efterfølgeren Niels B. Christiansen, tidl. Danfoss. Deres indsats viser, hvor vigtigt det er for virksomhedsejende familiedynastier at tilknytte de rigtige rådgivere. For de skal ikke kun være dygtige ledere, men også forstå familiernes historik, traditioner og håndtere de ”dynamikker”, som indimellem kan true med splitte ejerkredsen.
Niels B. Christiansen har for et par måneder siden præsenteret et halvårsregnskab for Lego, der endnu engang giver rivalerne baghjul. Lego kom ud af 1. halvår 2024 med en vækst på 13 pct. i et marked, der ellers lå fladt. Driftsresultatet nåede op på rekordhøje 8,1 mia. kr. Også i holdingselskabet Kirkbi var der fremgang. Kirkbi leverede et finansielt resultat for 2023 på DKK 11,3 mia., lidt højere end DKK 10,7 mia. i 2022.
Mens ”rådgiverne ” styrer Lego og holdingselskabet Kirkbi med sikker hånd, kan familiens medlemmer i 4. generation koncentrere sig om deres private gøremål.
Det gælder Thomas Kirk Kristiansen, der er bestyrelsesformand i de forskellige overordnede dele af koncernen, Lego, Kirkbi, Kirkbi Invest og Lego-fonden, mens søsteren Agnete er næstformand i Kirkbi. Desuden har søsteren Sofie i fjor solgt Kirkbi-aktier for 6 milliarder kr. Penge, som er anbragt i et investeringsselskab, hvor der gradvist skal investeres i naturbevaring, bl.a. gennem opkøb at skov. I år har hun desuden købt fire gårde i Sydjylland i nærheden af Klelund Dyrehave, som hun også ejer.
Selv må Thomas Kristiansen nu på 10. år se sit store golfressort Great Northern i Kerteminde, give underskud.
Annonce: Følg Økonomisk Ugebrevs porteføljer på ØU Trader med handelsbeskeder live på SMS
Thomas Kirk Kristiansen ejer personligt sammen med ægtefællen en række ejendomme. Det gælder boligen i Ullerslev på Fyn – Skovsbo Gods – som de købte i 2020 for 79,9 mio. kr. Handlen omfatter et jordareal på 124 ha. og et stuehus på 1098 kvm. Ejendommen omfatter samlede beboelser på 1441 kvm. og driftsbygninger på 5923 kvm.
De ejer også et hus i Kerteminde, som blev købt i 2014 for 6,9 mio. kr. Det er på 163 kvm. For et år siden købte de et areal på 77 ha. for 13,5 mio. kr. Det ligger tæt på Skovsbo Gods i Ullerslev. De ejer også tre sammenhængende sommerhusgrunde på Nordfyn på Fynshovedvej. Der ligger et lille sommerhus på 49 kvm. på den midterste grund. De tre grunde med det lille hus gav de 4,5 mio. kr. for i 2021.
Endelig købte de i sensommeren 2023 et hus på Omø. Der er tale om en bolig på samlet 199 kvm. på en 3000 kvm. stor grund, der ligger lige ned til vandet. Handelsprisen var 4,35 mio.kr.
Værdien af Lego er i årets opgørelse beregnet til knap 364 mia. kr. mod 294 mia. kr. for et år siden. Baggrunden for stigningen er to ting. Dels fremgang i indtjeningen målt som EBITDA på samlet 14 procent for den periode, der omfatter andet halvår 2023 og 1. halvår 2024.
Navnlig 1. halvår 2024 er markant bedre end samme periode i 2023, nemlig med en fremgang på 26 procent svarende til 1,7 mia. mere i EBITDA for dette halvår. Samlet blev EBITDA i 2023/24 på 21,7 mia. kr. mod 19 mia.kr. i tilsvarende periode året før. Udover indtjeningsfremgangen er den anvendte multipel lidt højere end for et år siden, nemlig 16,4 mod 14,8.
En fjerdedel af Lego er fondsejet, mens resten er ejet af familien gennem Kirkbi. Kirkbi omfatter også Kirkbi Invest. Det bringer den samlede værdi af Kirkbi op på 366 mia. Sammen med de penge Sofie har trukket ud af Kirkbi, bringes familiens formue op på 368,8 mia. kr.
Formue 2024: DKK 368,8 mia.
Formue 2023: DKK 318,2 mia.
Placering 2023: #1
Rykkede pladser: 0