MorGen Energy og det ultimative moderselskab Trafigura, der ses som centrale partnere i regeringens milliardstore prestigefyldte brintrør-projekt, er involveret i kriminelle handlinger over hele kloden. Men nu afviser klimaminister Lars Aagaard, at selskabet er en tæt ”samarbejdspartner.” Også selvom staten har solgt byggegrunde i Esbjerg til den store brintfabrik til netop Morgen Energy. Nu kræver flere medlemmer af Folketingets Energiudvalg, at ministeren forklarer, hvad der sker – og hvad ministeren agter at foretage sig, skriver fagredaktør Carsten Vitoft
Flere af Folketingets energiordførere spørger nu sig selv, om klimaminister Lars Aagaard har haft så travlt med at skaffe kunder til sit nye brintrør, at han har glemt at tjekke deres baggrund. Det sker efter,. Økonomisk Ugebrev i den seneste udgave kunne afsløre, at ministerens største potentielle kunde og projektpartner har en broget fortid med kriminelle forhold bag sig.
Forholdene drejer sig om alt lige fra manipulation med oliepriser og salg af flybrændstof til Myanmar, som endte med at blive brugt til at bombe landets egen befolkning. To af topcheferne i Trafigura er på vej i fængsel for bestikkelse af embedsmænd i både Indien og Angola.
Alt dette kommer som en overraskelse for flere af ordførerne. Mads Fuglede, Danmarksdemokraterne, kender udmærket til MorGen og Trafigura fra sin valgkreds i Vestjylland.
”Jeg har hørt om de her selskaber før. Men den blakkede forhistorie er helt ny for mig. Jeg synes, det giver anledning til at rejse spørgsmålet, om ministeren ikke burde have været mere vågen og tjekket deres baggrund, eller om hans hold burde have gjort det. Man skal ikke entrere med samarbejdspartnere, som man ikke kan stå på mål for,” siger han til Økonomisk Ugebrev.
Dina Raabjerg (KF) fortæller, at hun også er overrasket, og at ministeren intet har fortalt i energiudvalget om de kriminelle sager i Trafigura.
”Nej, det har vi ikke hørt om. Vi blander os jo ikke i, om det er den ene eller den anden leverandør, som leverer. Det ville også være problematisk. Men det er klart, at vi ikke kan acceptere leverandører, der ikke har orden i penalhuset,” siger Dina Raabjerg, som nu vil have en forklaring fra klimaministeren.
Claus Jørgensen (SF) siger også, at oplysningerne er nye for ham, og at han nu vil stille spørgsmål til ministeren om sagen. Han siger, han vil se ministerens svar, før han tager stilling til, hvad der så skal ske.
Trafiguras danske datterselskab MorGen Energy var udset til at bygge en kæmpe brintfabrik i Esbjerg, og der er investeret hundreder af millioner i projektet. Men for få uger siden erfarede Ugebrevet, at schweizerne er tæt på at trække sig fra hele projektet. Årsagen er, den tyske regering ikke længere vil støtte brint så massivt som tidligere. MorGen og Trafigura stod også til at blive brintrørets største kunde.
Lars Aagaard har ikke ønsket at stille op til interview, og i denne uge har vi så skriftligt spurgt, hvad ministeren mener om Trafiguras blakkede fortid. Vi spurgte også, om ministeren nu vil tage initiativ til at få undersøgt disse forhold, og om sådan en partner er den rigtige for den danske stat i et kæmpe milliardprojekt.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har blot fremsendt en meget generel kommentar, hvor man ikke vil erkende ”partnerskabet” med Trafigura.
”Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kan afvise, at der er et partnerskab med specifikke virksomheder i forbindelse med etablering af brintrøret. Ministeriet indgår heller ikke i partnerskab med specifikke private virksomheder i denne forbindelse. Det bemærkes samtidig, at enhver privat aktør, som vil etablere et elektrolyseanlæg til brintproduktion eller andre produktionsformål på dansk jord, naturligvis er underlagt gældende lovgivning for bl.a. miljøkrav og sikkerhed,” lyder svaret.
Ydermere oplyser ministeriet, at investeringer i kritisk teknologi og infrastruktur samt andre følsomme sektorer skal screenes af Erhvervsstyrelsen ifølge Investeringsscreeningsloven, der trådte i kraft den 1. juli 2021. Og her skyder ministeriet så bolden videre til Erhvervsstyrelsen.
Lars Aagaards afvisning af partnerskab eller nære forbindelser til MorGen og Trafigura svarer dog ikke til det billede, som selskabet selv tegner. MorGen flasher på sin hjemmeside det ”tætte partnerskab” med regeringen, som da også har solgt byggegrunde til MorGen og Trafigura til den kommende brintfabrik.
Andre offentlige myndigheder som Danmarks Erhvervsfremmestyrelse har også rost MorGen og Trafigura som ”modige” med deres investeringer i Esbjerg.
Carsten Vitoft