Iran-krigen har afsløret Europas energifiasko

Kære læser

Krigen i Ukraine og den nye krig i Mellemøsten med Iran som epicenter har brutalt afsløret, at den europæiske energiplanlægning længe har været fejlkonstrueret i sit grunddesign. Ikke fordi den grønne omstilling er forkert som mål. Men fordi den er blevet gennemført som en politisk ønskedrøm uden den nødvendige respekt for forsyningssikkerhed, stabil baseload, netkapacitet og geopolitiske risici.

Et nyt analysepapir fra finanshuset ING er en nådesløs dom over Europas energipolitik. Analysen dokumenterer, at Europa fortsat importerer omkring 70 pct. af sit gasforbrug, og at afhængigheden af eksterne leverandører derfor stadig gør kontinentet sårbart over for chok, afpresning og prisspring.

Samtidig fastslår rapporten, at yderligere reduktioner i gasforbruget bliver langt vanskeligere end de første, og at industrien i vidt omfang har sænket forbruget gennem lukninger og afindustrialisering snarere end gennem effektivisering. Det er ikke grøn omstilling. Det er økonomisk svækkelse forklædt som klimapolitik.

Finanshuset peger også på noget endnu mere ubekvemt: Efter 2022 er Europas gasafhængighed ikke forsvundet, men blot flyttet rundt. Russisk gas er reduceret kraftigt, men Europa er stadig fanget i en importmodel, hvor Norge, USA, Qatar og andre leverandører skal holde liv i et system, der mangler egen robusthed.

Rapporten beskriver ligefrem, at en ny krise kan gøre norske rørledninger til sabotagemål, mens LNG-markedet er følsomt over for geopolitisk pres og globale spændinger. Den europæiske model er derfor ikke blevet sikker; den er blot blevet dyrere og mere kompleks.

Det mest afslørende i analysen er dog erkendelsen af, at sol og vind ikke kan levere den hurtige løsning, som politikerne i årevis har lovet. Ikke fordi teknologierne er værdiløse, men fordi de er ustabile og kræver et stærkt net, lagring og backup-kapacitet. ING konstaterer, at mangel på netkapacitet er den store flaskehals.

Med andre ord: Europa har investeret massivt i produktion, men langt mindre målrettet i den infrastruktur og den stabile kapacitet, der skulle gøre den grønne strøm til et reelt fundament for industri og samfund.

Det er umuligt at se bort fra den moralske og strategiske falliterklæring i forhold til Rusland. EU har ganske vist reduceret sin direkte afhængighed, men Center for Research on Energy and Clean Air vurderede i sin analyse af invasionens tredje år, at EU’s import af russiske fossile brændsler løber op i 21,9 mia. euro, og dermed overstiger den finansielle støtte, EU sendte til Ukraine i 2024.

Det er svært at forestille sig en mere rystende illustration af Europas dobbeltmoral: Vi fordømmer Putins krigsmaskine, mens vi fortsat er med til at finansiere den.

Krigen omkring Iran gør kun regnestykket endnu mere alvorligt. Ifølge IEA har forstyrrelser i Hormuz strædet store konsekvenser for både olie- og gasmarkedet, og agenturet advarer om, at afbrydelser i energiflowet gennem regionen kan få betydelige følger for energisikkerhed, priser og verdensøkonomi.

Når Europas energisystem stadig er så importafhængigt, bliver kontinentet gidsel for konflikter langt uden for egne grænser. Konklusionen er derfor ikke, at Europa skal opgive den grønne omstilling. Konklusionen er, at den hidtidige model er slået fejl. Europa har prioriteret ustabil energi uden først at sikre stabil produktion, net, lagring, kernekraft, biogas og egne ressourcer i Nordsøen.

Man har lukket velfungerende kapacitet og gjort sig afhængig af fjendtlige eller ustabile leverandører og forvekslet klimamål med energirealisme.

Det, Europa behøver nu, er ikke flere slogans om “mere grøn energi”, men en ny energidoktrin: forsyningssikkerhed først, geostrategi som fast parameter og grøn omstilling bygget på stabilitet frem for ønsketænkning.

Ellers vil regningen fortsat blive betalt af europæiske borgere, europæisk industri – og i værste fald af dem, der står på frontlinjen mod de regimer, vi indirekte er med til at finansiere.

God læselyst

Morten W. Langer

Chefredaktør