Den stigende gennemsnitsalder for befolkningen i den vestlige verden – og det øgede behov for ældrepleje – bliver en af fremtidens største udfordringer. Det vil føre til stigende renter og markant voksende underskud og statsgæld. Det vil også betyde, at de gyldne tider for centralbankerne slutter. De kan ikke længere styre renterne med udsagn som ”whatever it takes,” skriver Manoj Pradhan og Charles Goodhart i bogen The Unanchored Central Banker. Centralbankerne vil simpelthen miste ankeret, skriver journalist Hugo Gaarden i denne anmeldelse.
Makroøkonomerne Manoj Pradhan og Charles Goodhart, med en fortid hos London School of Economics og Morgan Stanley, formår at tale klart sprog om et kedeligt og komplekst emne som inflation og gæld.
Budskabet er, at ældregruppen bliver en voldsom finansiel byrde for vores samfund, og det vil være den vigtigste forklaring på, at vi går ind i en varig periode med høj gæld og høj inflation. De slutter deres bog sådan:
”Den demografiske udvikling vil over tid undergrave den finanspolitiske stabilitet og centralbankernes evne til at bekæmpe inflationen (med rentepolitikken). Centralbankernes gyldne dage vil snart ligge bag os. Vi står over for en tid med centralbanker uden anker.”
Værsgo! Så er det sagt. Den lave inflation de senere år og centralbankernes vilje og evne til at gøre ”whatever it takes”, som den tidligere ECB-chef, Mario Draghi, udtrykte det, er nu historie.
Sådan vil det efter forfatternes mening være i meget lang tid. De har tidligere beskæftiget sig meget med sammenhængen mellem demografi og makroøkonomi, og de kritiserer centralbankerne for ikke at have tilstrækkeligt blik for det.
De mener, at centralbankerne og makroøkonomer generelt tænker alt for ensidigt og matematisk. Det har ført til, at penge- og finanspolitikken har været for snæver. Der er brugt utilstrækkelige modeller til at fange de relevante sammenhænge.
Det er i høj grad ”et bedre liv” med øget sundhed, bedre mad og dermed længere levealder – og efterfølgende længere og dyrere pleje – som skaber en større finanspolitisk byrde, der uvægerligt slår over i mere statsgæld og højere inflation.
Udviklingen drives også af længere levealder uden for industrilandene. Når levealderen bliver højere, og når plejekravene vokser, bliver der behov for flere og bedre boliger. Det er der ikke taget højde for i prognoserne, hævder de.
De mener, at den kinesiske storproduktion med hård priskonkurrence har holdt igen på inflationen verden over. Det er usandsynligt, at Kina kan holde inflationen nede som hidtil. På kort sigt er det også et spørgsmål, om Kina kan og vil bekæmpe den inflationære udvikling.
Forfatterne peger på, at Kina i september 2024 tog skridt til en finanspolitisk stimulans for at skabe mere liv i økonomien. Hvis det fortsætter, vil det forøge prisudviklingen. Det ligger ikke i kortene, at der kommer en deflationær hjælp fra kineserne på mellemlangt og længere sigt, mener de.
De kommer ikke ind på, om Kina bevidst har ført en konkurrencepolitik, der giver eksportvirksomhederne meget lave priser, så de i lyntempo kan erobre markedsandele i Europa og USA og kapre en dominerende position, som de senere kan bruge til at sætte priserne i vejret.
Kolossale kræfter
Det ville være interessant, hvis de havde analyseret den udvikling og den politiske proces, der måske ligger bag, når de gør så meget ud af at analysere demografien og centralbankernes – og politikernes – manglende evne til at tage højde for det i finans- og pengepolitikken.
Det er kolossale kræfter, der er på spil. Nogle er naturlige og uundgåelige som alderdom og sundhed. Andre kan være politiske, som når præsident Donald Trump fører økonomisk krig med told mod omverdenen for at gavne USA.
Det gør deres bog interessant. De vurderer finans- og pengepolitik på en anden måde end traditionelt. Forfatterne har tidligere skrevet en bog om demografiens betydning, nemlig The Great Demographic Reversal.
Det åbnede deres øjne for, at demografien har større betydning, end de fleste indser, og så tog de fat på den nye bog. Det, der nok vil overraske mange, er, at de ikke bare betragter dårlig sundhed som et samfundsproblem, men også et sundt og langt liv.
Nogle af arbejdsomkostningerne kan klares med robotter og kunstig intelligens, men de har en pointe i, at ikke mindst i pleje-, sundheds- og byggesektoren er det faglært arbejdskraft, der er brug for, og det koster selvsagt.
The Unanchored Central Banker, Manoj Pradhan & Charles Goodhart, eget forlag, 288 sider, 15,22 euro.
Hugo Gaarden
