Familien Tøpholms formue stammer fra mange års drift af høreapparatvirksomheden Widex, som Jan Tøpholm har drevet sammen med brødrene Anders og Steen Westermann. For nogle år siden slog de virksomheden sammen med konkurrenten Sivantos og skabte koncernen WS Audiology.
I første omgang havde Familierne Tøpholm og brødrene Westermann under 50 procent af aktierne i den nye koncern, men efter et mindre tilbagekøb kom ejerandelen op på de nuværende 51 procent. En række gode år før sammenlægningen betød, at familierne samtidig har kunnet opbygge en større formue i selskabet GSA Invest, der omfatter en række andre investeringsaktiviteter.
Det omfatter en meget betydelig portefølje af ejendomme. Ejerskabet af selve WS Audiology ligger i T&W Medical. Ved siden af er der investeringsaktiviteter i T&W Holding samt i GSA Invest. GSA Invest er alene ejet af Jan Tøpholm og brødrene Søren og Anders Westermann.
Familiens formue er det seneste år faldet 1,2 mia. kr. til 14,1 mia. kr. Det væsentligste aktiv, nemlig WS Audiology, præsterede en mindre fremgang i driftsoverskuddet, målt som EBITDA, fra 502 mio. EUR til 514 mio. EUR.
Omvendt trækker det også positivt, at gælden er en smule lavere. Samlet er værdien af WS Audiology opgjort til 36 mia. kr. efter fradrag af gæld. Heraf er den beregnede andel for familien Tøpholm på 9,2 mia. kr. Resten af familiens formue kommer fra den opsamlede investeringsformue.
Jan Tøpholm ejer personligt en ejendom i Hørsholm på Kettingevej. Der er tale om en beboelse på 482 kvm. på en 24.500 kvm. stor grund, købt i 2015 for 5,6 mio. kr. Han ejer også en ejerlejlighed på Østerbro på 234 kvm., købt i 2013 for 2,7 mio. kr.
GSA Ejendomme ejer en række selskaber, der alle hedder Walls, bl.a. Walls Nordhavn, Walls Bryggen og Walls Kastellet, som igen ejer en række P/S’er med ejendomsværdier for langt over en mia. kr. Det omfatter f.eks. P/S Ejendomsselskabet Stubkaj med en balance på 703 mio. kr. Jan Tøpholm er medejer af ikke mindre end 1344 ejendomme.
Ejendomsselskaberne ejes ligeligt af Jan Tøpholm og hans to sønner Richard og Julian på den ene side og på den anden side familien Westermann bestående af brødrene Søren og Anders og herudover Christian Emil og Jacob Steen Westermann.
Formue 2024: DKK 14,4 mia.
Formue 2023: DKK 15,3 mia.
Placering 2023: #12
Rykkede pladser: 3 (ned)