Det meste af formuen stammer fra værdien af aktierne i 3Shape, som Nikolaj Hoffmann Deichmann etablerede sammen med forretningspartneren Tais Clausen i sommeren år 2000. 3Shape laver 3D-scannere især rettet mod tandlægesektoren.
Virksomheden, der henter langt hovedparten af sin omsætning fra eksport, har mere end 2000 ansatte fordelt på 28 forskellige lande. De to partnere fik idéen til virksomheden allerede i forbindelse med afslutningsopgaver på deres studier på CBS og DTU.
Formuen er det seneste år skrumpet lidt, nemlig fra 15,4 mia. kr. til 14,1 mia. kr. Det til trods for, at indtjeningen i 3Shape er gået frem med 18 procent til EBITDA-drifts- overskud på 1343 mio. kr. Forklaringen på formuefaldet er alene, at prissætningen på sammenlignelige selskaber er faldet noget.
Det betyder, at 3Shape værdisættes til 31,0 mia. kr. mod 34,7 mia. kr. for et år siden trods en bedre indtjening. 3Shape havde i 2023 det hidtil bedste år med et overskud før skat på 1282 mio. kr.
Aktieposten har hidtil alene været ejet gennem holdingselskabet Deichmann Me- dia, men i løbet af 2023 solgte selskabet en andel på 2,29 procent af 3Shape-aktierne til Nikolaj Hoffmann Deichmann personligt.
DM Family Office er nystiftet i december 2023. Det ser ud til at skulle stå for familiens investeringer, også i andre aktiviteter end at holde aktieposten i 3Shape. Ifølge regnskabet ser ledelsen sådan på 2024 (frit oversat): ”Selskabet forventer et positivt resultat før skat, men på et lavere niveau sammenlignet med 2023. Selskabet har betydelige investeringer i børsnoterede og unoterede værdipapirer.”
I family office er der bogført andre anlægsinvesteringer for 485 mio. kr. og yderligere 788 mio. kr. i investeringer under omsætningsaktiver, antageligt børsnoterede papirer, samt likvider for 1,52 mia. kr.
Også andre steder på rigelisten har der tidligere været overdragelser af aktier fra holdingselskabet direkte til personligt eje, nemlig hos Coloplast-milliardæren Niels-Peter Louis Hansen.
Nikolaj Hoffmann Deichmann er bosiddende i Sverige på hemmelig adresse, og de eneste ejendomme, han ejer i Danmark, er gennem investeringsselskaberne Cph Village 1 ApS, og CPH Modules. Her har han i foråret 2024 foretaget to større investeringer på henholdsvis Refshaleøen og i Jernbanebyen i København.
Formue 2024: DKK 14,1 mia.
Formue 2023: DKK 15,4 mia.
Placering 2023: #11
Rykkede pladser: 5 (ned)