Finansmanden Henrik Linds formue voksede i 2023 fra 7,9 mia. kr. til 8,6 mia. kr., hvoraf langt hovedparten af formuen ligger i Lind Invest-koncernen. Lind Invest fik i 2023 et overskud efter skat på 641 mio. kr. Ledelsen peger selv på, at det først og fremmest var de internt forvaltede investeringer i børsnoterede papirer, der gav et tilfredsstillende afkast, mens alternative investeringer og eksternt forvaltede investeringer ikke klarede sig tilfredsstillende.
Henrik Lind skabte grundlaget for den nuværende formue gennem selskabet Danske Commodities. Dette selskab tjente enorme summer på energihandel allerede flere år inden, vi så de store prishop på el. Efter en årrække solgte Henrik Lind Danske Commodities til det norske Equinor i 2018 for omkring tre mia. kr.
En af de mere omtalte investeringer var Lind Invests medvirken til redning af SAS gennem en større kapitalindsprøjtning, som betyder, at Lind Invest nu er medejer af SAS. Denne transaktion har Økonomisk Ugebrev tidligere beskrevet indgående, og umiddelbart lignede det et salg af det delvist statsejede skandinaviske flyselskab til spotpris. Henrik Lind kan antageligt se frem til at videresælge sin aktiepost i SAS til den store flyselskabsejer, internationale Air France-KLM.
Der er registreret ejendomme i Lind Invest-koncernen, men det er ejendomme, som er ejet af HusCompagniet, hvor Lind Invest har en ejerandel på mellem 15 og 20 procent. Der er således ikke registreringer af ejendomsbesiddelser i Danmark gennem nogen af de andre selskaber i koncernen.
Ved siden af Lind Invest er der tre mindre selskaber, hvor hans 2 børn er ejere. De har en samlet formue på lidt over en halv mia. kr. efter en formuevækst i 2023 på syv mio. kr. for hvert af de tre selskaber.
Børnenes selskaber får forvaltet formuen gennem det fælles selskab Lind Family Invest, som de også ejer 90 procent af, hvor Henrik Lind ejer ti procent af aktiekapitalen, men sidder på 100 procent af stemmerne. Egenkapitalen i dette selskab er 160 mio. kr. hvoraf de ca. 100 mio. kr. er bogført som udlån, mens resten er investeret i virksomheder og værdipapirer.
Dattervirksomhederne LF Shares ApS og LF Shares II ApS har overdraget hovedparten af aktiekapitalen fra Henrik Lind til børnene i april 2024. Det oplyses, at hovedformålet med LF Shares II er at eje aktier i Lind Capital, der har været et datterselskab under Lind Invest. Det ligner et glidende generationsskifte.
Formue 2024: DKK 8,6 mia.
Formue 2023: DKK 7,9 mia.
Placering 2023: #25
Rykkede pladser: 2 (op)