For andet år i træk er der markant fremgang i indtjening i transportkoncernen HCS, som ofte ses i gadebilledet med dagrenovation. Igen en fremgang, som ledelsen året forinden ikke havde forventet, og ledelsen forventer da heller ikke, at den højere indtjening varer ved i 2024.
Men det samme var tilfældet for et år siden. Fremgang i indtjening målt som EBITDA-driftsoverskud var fra 254 mio. kr. til 287 mio. kr. Samtidig handles branchen til en lidt højere multipel i år, på 10,8 mod 9,4 for et år siden. Derfor vokser formuen fra 5,1 til 6,4 mia. kr.
Transportkoncernen har rødder flere generationer tilbage, og siden 1987, hvor Hans Frederiksen overtog ejerskabet fra sin storebror Jens Frederiksen, har det været Hans Frederiksen der har stået i spidsen for koncernen. Hans to sønner – fjerde generation – Jacob og Mads har i efterhånden mange år været aktive i driften.
Ejerskab til hovedvirksomheden går tilbage til 1995, hvor den blev overdraget til de to sønner. I første omgang delvist, og senere er det resterende ejerskab til HCS og moderselskabet RFC Holding overdraget til de to sønner.
Hans Frederiksen er ved siden af eneejer af virksomheden Rich. Frederiksen & Co. Det er nu et investeringsselskab med en egenkapital på 710 mio. kr. Baseret på investeringsbare likvider og værdipapirer på 650 mio. kr. ved årsskiftet, præsterede selskabet gevinster på 32 mio. kr.
Hans Frederiksen er personligt kun registreret med en enkelt ejendom, nemlig et sommerhus i Vellerup i Hornsherred. Det er nabobyen til Vejleby, hvor transportvirksomheden oprindelig blev etableret. Sommerhuset er købt i 1997 for 425.000 kr.
Gennem sit eget selskab ejer Hans Frederiksen nogle ejendomme i Hornsherred omkring Vejleby, Ferslev og Venslev. Det er det område, han selv oprindelig kommer fra. Han har en landbrugsejendom i Skibby overtaget fra en afdød nevø.
Sønnen Jacob er registreret med en villa på Frederiksberg, som han købte i 2014 for 9,7 mio. kr. Sønnen Mads er registreret med en villa på 255 kvm. i Lyngby, som han købte i 2002 for 3,5 mio. kr.
De to sønners holdingselskaber og faderens investeringsselskab har alle solgt langt hovedparten af deres værdipapirbeholdning i 2023. Der er afhændet for 1,5 mia. kr. værdipapirer, hvorved pengene stod kontant ved udgangen af 2023. Salget kom efter kurstab i 2022, hvor stort set alle tabte på aktier og obligationer.
Formue 2024: DKK 6,4 mia.
Formue 2023: DKK 5,1 mia.
Placering 2023: #38
Rykkede pladser: 6 (op)