Omsætningen i brødrene Eldrup-Jørgensens Trackman steg med fem procent til 1483 mio. kr., lidt mindre end ventet året tidligere. Driftsoverskuddet dykkede fra 479 mio. kr. i 2022 til 427 mio. kr. sidste år.
Familiens formue kommer fra et slags radarsystem, der kan bruges til først og fremmest golftræning. Men efterhånden er det udbredt til også at kunne bruges inden for andre sportsgrene, f.eks. baseball, fodbold og amerikansk fodbold.
Adm. direktør Klaus Eldrup-Jørgensen og bestyrelsesformand, advokat Morten Eldrup-Jørgensen forklarer selv, at der blev investeret kraftigt i 2023, hvilket trak resultatet nedad. Investeringerne har navnlig været i udviklingen af det nye produkt Trackman iO, som er rettet mod indendørs golftræning.
I år forventer ledelsen af få fuld effekt i positiv retning af det nye produkt. Der er i 2023 også investeret i færdiggørelsen af selskabets nye hovedkontor “Trackman Innovation Center”, der efter planen skal være færdigt i år.
”Selskabets markedsposition forventes styrket i takt med lanceringen af nye produkter og services samt et fortsat øget globalt kendskab til virksomheden og dens produkter. Det forventes også at have en positiv effekt på salget til eksisterende markeder,” hedder det.
Brødrene etablerede deres virksomhed tilbage i 2003, og det skete på ryggen af en tidligere medejer, som udviklede produktet, men som blev købt ud, få år før selskabets overskud begyndte at stige mod himlen. Den anden opfinder, Frederik Tuxen, er fortsat med i firmaet med en 15 procent ejerandel, svarende til en værdi på knap en milliard.
Morten Eldrup-Jørgensen ejer personligt flere ejendomme. Seneste købte han i slutningen af 2023 et sommerhus i Gilleje med en 5400 kvm. grund direkte ned til vandet. Beboelsen er på 120 kvm. og handelsprisen var 17 mio. kr.
Helårsboligen er en villa på 321 kvm. i Rungsted, som han købte tilbage i 1996 for knap 3,5 mio.kr. Herudover købte han i 2021 en anden villa på 205 kvm. på en 5000 kvm. stor grund i Rungsted for 11,5 mio. kr.
Broderen Klaus Eldrup-Jørgen ejer også fl e ejendomme privat. Helårsboligen er en ejendom med adresse på Fredheimvej i Vedbæk med en beboelse på 708 kvm. Der hører flere matrikler til på i alt omkring 19.000 kvm. En smal del af grunden er direkte ned til vandet, med Consolidated, ejet af Kunøe-familien, som nabo.
Formue 2024: DKK 5,6 mia.
Formue 2023: DKK 7,3 mia.
Placering 2023: #27
Rykkede pladser: 9 (ned)