Anders Østergaards holdingselskab hedder Endeavour Invest ApS, og det centrale selskab i koncernen er Monjasa, hvor indtjeningen kommer fra handel med bunkerolie og shipping-relaterede aktiviteter. Anders Østergaard tidligere har været ansat i netop Selfinvest-koncernen, med den anden Østergaard på rigelisten som ejer, men de er ikke i familie.
Både omsætning og indtjening faldt i bunkerolie-selskabet sidste år en del tilbage. Men tilbagegangen kom efter en meget stor fremgang i 2022, i kølvandet på coronakrisens flaskehalse. Driftsoverskuddet blev i 2023 775 mio. kr. i forhold til 1367 mio. kr. i 2022.
Bag indtjeningstallene ligger en omsætning i 2023 på 29,5 mia. kr. mod 38 mia. kr. i 2022. Formuen trækkes også ned af, at der i år anvendes lavere multipel til formueberegningen, nemlig 4,9 mod 5,6 for et år siden.
Gennem selskabet Multiple Holding ApS foretager koncernen investeringer indenfor andre forretningsområder end shipping supply og bunker. Datterselskabet har de seneste år har haft et samlet underskud på ca. tyve mio. kr. baseret på en egenkapital på 150 mio. kr.
Selskabet ejer blandt andet 41 procent af aktiekapitalen i Fodbold Club Fredericia 1991 ApS, AHA Creations, der har aktivitet inden for teatervirksomhed med et driftsunderskud på en mio. kr. sidste år, og Forever& med aktivitet inden for produktion og salg af film med et driftsunderskud på 1,7 mio. kr.
Endelig ejer ventureselskabet også 51 procent af biotekselskabet CelltoCure, som blev erhvervet i januar 2024. Selskabet, der er hjemmehørende i Birkerød, har kørt med underskud de seneste år. ”Cell2Cure Aps is a clinical stage biotherapeutic company providing easy to use “off-the-shelf” allogeneic adipose tissue derived mesenchymal stromal cells for patients with unmet needs”, oplyses det.
Anders Østergaard har formel adresse i Dubai, men har også gennem selskabet Monjasa en ejendom i Fredericia. Der er tale om en mindre landbrugsejendom med et grundareal på godt to ha. med beboelse på 294 kvm. og erhvervsbygninger på 1597 kvm. Ejendommen er købt i 2014 for fire mio. kr.
Monjasa ejer også seks erhvervsejendomme på i alt 2597 kvm. lokaleareal. Anders Østergaard privat er ikke registreret med personligt ejede ejendomme i Danmark.
Formue 2024: DKK 4,2 mia.
Formue 2023: DKK 7,7 mia.
Placering 2023: #26
Rykkede pladser: 23 (ned)