Langt hovedparten af Kim Fournais formue består i værdien af hans ejerandel i Saxo Bank. I hans private holdingselskab Fournais Holding er værdien af aktiekapitalen i Saxo Bank, på baggrund af handlede ejerandele, skønnet til at være uændret 1968 kr. pr. aktie. Det svarer til, at værdien af hele Saxo Bank sidste år er faldet til 14,6 mia. kr. mod 14,9 mia. kr. året før.
Ejerandelen i Saxo Bank i Kim Fournais holdingselskab er steget fra 27,53 procent til 28,09 procent, og det betyder, at værdien af hans aktiepost er uændret 4099 mio. kr. I første halvår 2024 blev bankens overskud 508 mio. kr., 35 procent højere end året før.
Kim Fournais formue er altovervejende skabt gennem Saxo Bank, som han grundlagde i 1992 sammen med Lars Seier Christensen, der for nogle år siden solgte sin andel og forlod partnerskabet.
Udover Saxo Bank ejer han også Vejrø, som han gennem en årrække har investeret ganske mange penge i. Øen ligger ni kilometer nord for Lolland i Smålandshavet.
Senest er det kommet frem, at han har købt grund og ejendomme i Charlottenlund, hvor det gamle Danmarks Akvarium lå, ned til strandvejen. Den tidligere ejer, ejendomsudviklingsselskabet NPV erhvervede den forfaldne akvariebygning i 2014, hvor bygningerne dengang lå på lejet grund.
Siden er udviklet et større ombygnings- og totalrenoveringsprojekt, som har fået byggetilladelse. Projektet omfatter omdannelse af ejendommens underetage til fitness- og wellnesscenter, mens stue- og førstesalsplan omdannes til et kulturhus med flere lokaler med plads til mellem 20 og 1.750 deltagere.
Kim Fournais ejer også personligt en række ejendomme: Helårsboligen, der ligger på Skodsborgvej i Nærum, købte han tilbage i 2005 af det senere opløste selskab DZ Holding, som var ejet af udlandsdanskeren Jørgen Schmidt.
Grunden omfatter den fredede ejendom Vatelunden på samlet fem matrikler med et samlet areal på godt 82.000 kvm. På den samlede grund ligger tre ejendomme, samt en fjerde ejendom, som var en ulovligt opført pragtvilla. Efter en dom i Højesteret blev den daværende ejer pålagt at nedrive denne ejendom. Selve konflikten er fra før Kim Fournais ejerskab, men nedrivningen skete først efter overtagelsen. Handlen for 19 år siden skete til en samlet prise på 39,75 mio. kr.
Som et kuriosum kan nævnes, at handlen også omfattede 50 kasser Chateau de Potiron Cuvee Privilege i vinkælderen. De tre ejendomme med hovedbygningen er på 598 kvm, og hertil kommer en gartnerbolig og en garage på 171 kvm.
Formue 2024: DKK 4,2 mia.
Formue 2023: DKK 4,1 mia.
Placering 2023: #50
Rykkede pladser: 1 (op)