Familiens formue er det seneste år vokset med 800 mio. kr. på grund af en øget værdi af den helejede transportkoncern TA-Logistics A/S. Driftsoverskuddet, målt på EBITDA, faldt ellers til 271 mio.kr. mod 310 mio. kr. forrige år, svarende til et dyk på 12 procent.
Til gengæld handles branchen til en del højere værdiansættelse end for et år siden. Referencevirksomhederne er DSV, NTG og Kuehne & Nagel, og deres gennemsnitlige EBITDA- multipel er steget fra 8,4 til 11,1, altså over 30 procent. Selve virksomheden TA-Logistics omsatte sidste år for 2,2 mia. kr. svarende til et fald 0,1 mia. kr.
Om året skriver ledelsen ved CEO Thorkil Stæhr Andersen, at koncernens omsætning i 2023 oplevede tilbagegang i forhold til 2022 som følge af afmatning i de primære markeder. Videre oplyses, at det har været nødvendigt at tilpasse kapaciteten til det aktuelle aktivitetsniveau.
Under moderselskabet Holtshøjens Holding A/S ligger en stribe investeringsselskaber, som især har investeret i ejendomme. Holdingselskabet med hele familien i bestyrelsen, nemlig Annie Stæhr Thomsen, formand Thorkil Stæhr Andersen, Mira Stæhr Andersen og Luna Stæhr Andersen, leverede et afkast 171 mio. kr. på en værdipapirbeholdning på 1,3 mia. kr.
Langt hovedparten ligger i børsnoterede værdipapirer og unoterede kapitalandele for 118 mio. kr. mod 89 mio. kr. forrige år. Heri ind går Kysthotellet A/S i Grenå, hvor bruttoresultatet dykkede til 2,5 mio. kr. mod 5,3 mio. kr. året før.
Over Holtshøjen ligger der ejerselskaber for hver af børnene Mira og Luna samt et ejerselskab til forældrene, hvor også stemmekontrollen ligger. Ti procent af koncernen er ejermæssigt placeret i Atta Fonden, der støtter velgørende formål.
Torkild Stæhr Andersen ejer sammen med ægtefællen Annie Stæhr Thomsen personligt fem ejendomme. Dels en sommerhusgrund på 2041 kvm. på Samsø ud til vandet, købt i 2011 for 3,9 mio. kr. Nu er de i gang med at opføre et sommerhus på 304 kvm.
De har også et andet sommerhus på Samsø en kilometer sydligere også ud til vandet. Det er på 109 kvm. og kostede 500.000 kr. i 2000. Herudover ejer de en ejerlejlighed i København på Otto Mønsteds Plads på 132 kvm. købt for 5,75 mio. kr. i 2015.
I 2021 købte de et rækkehus i Hørning på 155 kvm. for 2,65 mio. kr. Endelig har de sammen en udlejningsejendom i Aarhus på i alt 1825 kvm., der omfatter syv udlejningsboliger og tre erhvervslejemål. Ejendommen købte de i 2014 for 33,5 mio. kr.
Formue 2024: DKK 3,2 mia.
Formue 2023: DKK 2,4 mia.
Placering 2023: #78
Rykkede pladser: 19 (op)