Få fri adgang til alle lukkede artikler på ugebrev.dk hele sommerferien:
Tilmeld dig tre udgaver gratis af aktieanalysepublikationen ØU Formue, der udkommer igen til august
Toosbuy er den øverst placerede kvinde på listen over de rigeste danskere. Hun har for nylig brugt lidt af pengene på at erhverve en sønderjysk landejendom for et stort millionbeløb, da hun overtog en 100 år gammel gård og otte hektar jord. Her er der plads til hendes store lidenskab for heste.
Skal man ellers vide noget om Ecco-ejeren fra Bredebro, Hanni Merete Toosbuy, så skal man nok bevæge sig i hesteverdenen. Her er hun næstformand og bestyrelsesmedlem i Dressurens Venner, har modtaget Dansk Ride Forbunds ærestegn. Og hun er drivkraften bag turneringen ECCO Cup, som hvert år hjælper talentfulde unge dressurryttere til at udvikle sig. Her lader hun sig gerne fotografere.
Men i formandsstolen på Ecco-virksomheden udtaler hun sig ikke til offentligheden. Det samme gælder for resten af organisationen fra CEO Panos Mytaros og nedefter. Det er især Eccos fortsatte engagement i Rusland efter landets invasion af Ukraine, der har afstedkommet mange kritiske røster og artikler, der dog alle er blevet mødt af tavshed.
”To års skamfuld tavshed fra Ecco” kaldte Avisen Danmark Eccos manglende lyst til fortsat at forsvare sin beslutning.
Men så satte Jan E. Jørgensen, folketingsmedlem for Venstre, et frontalangreb ind på LinkedIn, hvor han sammenlignede Ecco med krigens værnemagere. Og så brød Ecco tavsheden. I en sjælden pressemeddelelse underskrevet af bestyrelse og direktion blev kritikken tilbagevist og kaldt ”grov, ubehagelig og ukorrekt beskyldning, som ikke mindst i Sønderjylland har en særlig klang. Vi kan ikke acceptere, at vores medarbejdere skal angribes på denne måde”.
Kritikerne formildes næppe af, at det går Ecco godt økonomisk, og at Hanni Merete Toosbuys personlige formue er vokset med 1,9 mia. kr.
Annonce: Følg Økonomisk Ugebrevs porteføljer på ØU Trader med handelsbeskeder live på SMS
I pressemeddelelsen skriver Ecco videre, at de må acceptere og leve med kritikken. Men Ecco bliver i Rusland, fordi hensynet til 5.000 medarbejderes fremtid i afdelinger verden over vejer tungere, som det hedder. Kritikken medførte også utallige opfordringer til at boykotte Ecco-sko. Opfordringerne er kommet fra flere steder, ikke mindst fra kendte personligheder, og mest bemærkelsesværdigt er det, at Ecco ikke fik forlænget sin titel som Kongelig Hofleverandør, da den udløb. Dermed distancerede Kongehuset sig også fra Ecco. Det har dog ikke påvirket Eccos nyeste bestyrelsesmedlem. Helt ny i Ecco-regi i år er nemlig den tidligere topchef for bankforbindelsen Sydbank Karen Frøsig, der indtræder både som menigt medlem i driftsselskabet ECCO Sko A/S og som næstformand i ECCO Holding A/S.
Hun har i flere interviews forsvaret Eccos strategi om at tage mest hensyn til de mange medarbejdere.
Karen Frøsig gik i en alder af 65 år på pension som øverste chef for Sydbank, og ved at komme ind i Ecco familien er det nærmest som to venner, der genoptager et gammelt venskab. Hanni Merete Toosbuy var nemlig i otte år medlem af bestyrelsen i Sydbank, de sidste tre år som næstformand.
Som nyvalgt bestyrelsesmedlem kan Karen Frøsig da også konstatere, at kritik og snak om boykot ikke har haft den store effekt på salget af Ecco-sko. Og slet ikke hos Rigspolitiet, der tidligere i år bestilte 12.000 par sko til medarbejderne.
Eccos omsætning sidste år var næsten uændret 11,7 mia. kr. og kun præget af et beskedent fald på 0,8 pct. Trods den manglende vækst lykkedes det at forbedre indtjeningen på EBITDA-niveau fra 1240 mio. kr. til 1374 mio. kr. eller med 11 procent. Det er med til at trække årets værdiberegning opad.
Det modvirkes dog af, at multiplen i år er lidt lavere end sidste år, nemlig 14,9 mod 15,2 for et år siden. Multiplen er sammenvejet af referencevirksomheder som bl.a. Nike og Adidas, og tal for Footwearbranchen.
Det betyder samlet, at Ecco Holding værdisættes til 20,1 mia. kr. mod 18,2 mia. kr. for et år siden.
Det er så de tal, den nye finansdirektør, der kom til i år, kan arbejde med. Han var tidligere leder for selskabets russiske forretning.
Hanni Merete Toosbuy er dronningen af Ecco. Hendes to børn, Anna Toosbuy Rasch og André Kasprzak, er nu begge med i bestyrelsen. Anna er den sidst tilkomne, og også ivrig dressurrytter og har repræsenteret Danmark ved OL.
Formue 2024: DKK 24,3 mia.
Formue 2023: DKK 22,4 mia.
Placering 2023: #7
Rykkede pladser: 0