Ledende medarbejdere fra Danske Banks afdeling i Luxembourg var dybt involveret i selskabet Luxembourg International Consulting, som banken gennem ni år ejede en tredjedel af. Selskabet var i Luxembourg især kendt for at hjælpe velhavende kunder med at gemme penge i lande med skattely.
Ledende medarbejdere i Danske Banks afdeling i Luxembourg fulgte godt med i, hvad der foregik, og de skulle også skriftligt godkende alle større udgifter i selskabet Luxembourg International Consulting, som banken gennem ni år ejede en tredjedel af. Det fremgår af dokumenter fra selskabsregistreret i Luxembourg, som Økonomisk Ugebrev har gennemgået.
Selskabet, der i daglig tale bare blev kaldt Interconsult, beskæftigede knap 45 medarbejdere, der alle var specialister i at hjælpe og rådgive kunder om, hvordan de kunne etablere sig med selskaber både i Luxembourg og andre lande med status som skattely. Interconsult havde således selv tre fuldt ejede selskaber i Panama og fire fuldt ejede selskaber i British Virgin Island.
ARVET AKTIEPOST
Danske Bank ”arvede” tilbage i 2001 den 33,33 pct. store aktiepost i Interconsult efter fusionen med BG Bank. Men Danske Bank beholdt aktieposten i ni år og skilte sig først af med den igen i 2009, hvor investeringen ifølge kilder i Danske Bank blev betegnet som ”usund”. Med andre ord var ledelsen i Danske Bank hjemme i København ikke længere trygge ved officielt at være tilknyttet selskaber med den forretningsmodel.
Andre kilder, der ikke vil udtale sig til citat, har overfor Økonomisk Ugebrev kaldt det for en ”passiv investering”. Men dokumenterne viser, at centrale Danske Bank chefer havde fuld kontrol med, hvad der skete i Interconsult. Leonhardt Pihl sad dengang i direktionen i Danske Bank i Luxembourg. Han kom hjem til Danmark i 2007 til et job i BRFKredit Bank, men blev fra 2016 kendt i den brede offentlighed som direktør i Dansk Aktionærforening, hvor han især talte de mindre aktionærers sag. I dag arbejder han som specialkonsulent i lobby-organisationen Finans Danmark.
Men mens han sad i Luxembourg, var han også medlem af bestyrelsen i Interconsult. Og han var blandt dem, der i tegningsreglerne for selskabet indgik i den højeste kategori A, hvor han eller andre i samme kategori skulle godkende og underskrive alle store transaktioner over 100.000 euro. Også transaktioner mellem 50.000 og 100.000 britiske pund skulle godkendes af mindst én person fra kategori A. Mindre transaktioner på under 5000 euro skulle kun underskrives af personer, der indgik i kategori C.
Også Mogens Holm fra Danske Bank indgik blandt de personer, der hørte under kategori A. Mogens Holm var fra 2001 til 2007 managing director for Danske Bank International i Luxembourg. Da han kom hjem, blev han chef for Danske Forvaltning og Danske Banks depotselskabsfunktion. Ingen fra Danske Banks ledelse i Luxembourg indgik i tegningsreglerne i de mindre kategorier med betegnelsen B og C.
SORTE FODBOLDPENGE
Den daglige ledelse af Interconsult blev varetaget af Alexis Kamarowsky, en mand der også af Danske Bank blev udstyret med fuldmagt til at stemme på bankens vegne ved generalforsamlinger. Sporene efter Alexis Kamarowsky vidner om en person, der har opereret i den finansielle verden i mange forskellige lande, hvor hans navn optræ-der i forskellige sammenhænge og virksomheder. Han har undgået omtale i medierne undtagen i forbindelse med sin udnævnelse til argentinsk konsul i Luxembourg og i forbindelse med sit arbejde for Røde Kors.
Men hans navn dukkede op, da organisationen, Organized Crime and Corruption Reporting Project, en østeuropæisk organisation, der bekæmper organiseret kriminalitet og korruption, afdækkede, hvordan sorte penge fra handel med fodboldspillere havnede i skattely. Ifølge artiklen, der beskriver afdækningen, var Interconsult og netop Alexis Kamarowsky dybt involveret i at flytte pengene rundt til skattelylande. En advokat i Luxembourg betegnede dog selskabet som ”en velanskrevet finansiel institution”.
Udover at bekræfte ejerskabet af Interconsult har Danske Bank ikke ønsket at fortælle, hvad deres samarbejde med Interconsult gennem ni år bestod i. Danske Banks afdeling i Luxembourg betjente især – ifølge nogle kilder udelukkende – danske kunder med en betragtelig formue. Interconsult blev i 2016 opkøbt og hedder i dag Zedra. Selskabet har i dag kontorer i mange lande, der har betegnelse som skattely.
Henrik Denta
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her