Jyske Bank og Formuepleje er det perfekte match omkring formueforvaltning: Jyske Invest og Formuepleje har begge nogle af de højeste omkostninger og nogle af landets ringeste investeringsafkast for deres kunder. De relativt ens ”profiler” gør det oplagt at smelte forretningerne sammen, og det vil også give langt den største gevinst for Jyske Bank. Eksperter vurderer over for Økonomisk Ugebrev, at en integration på sigt er oplagt, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Ledelsen, medarbejderne og produkterne i Formuepleje lever med stor sikkerhed på lånt tid. Fra adm. direktør Peter Kjærgaard til bestyrelsesmedlem Jesper Rangvid og helt ned til de enkelte porteføljemanagere i Formuepleje kan de alle være historie, måske allerede inden årets udgang. Og det vil betyde, at organisationen bag Formuepleje efter 40 år som uafhængig kapitalforvalter vil være et afsluttet kapitel.
Pengene til at opløse, integrere og fordøje er i Jyske Banks regnebog allerede sat til 100 mio. kr., alene i indeværende år. Det fremgår af pressemeddelelsen udsendt ved offentliggørelsen af opkøbet.
Alt andet lige burde integrationen blive let: Jyske Bank har allerede de samme dyre produkter som Formuepleje på hylderne, og derfor kan kunderne i Formuepleje sikkert overføres til tilsvarende produkter i Jyske Bank, lyder vurderingen.
”Jeg er overbevist om, at årsagen til købet er, at Jyske Bank kan øjne adgang til nogle meget attraktive kunder – ligesom dem, de fik gennem PFA. Derfor kan der snige sig en lille tvivl ind i forhold til den langsigtede eksistens af Formueplejes grundpiller og oprindelige produkter,” siger uafhængig investeringsrådgiver Marianne Thørs fra Confida.
Eksperterne tvivler altså på, om Jyske Banks udtalelse om videreudvikling af Formuepleje holder i det lange løb. PFA Invest, som Jyske Bank opslugte for nogle år siden, eksisterer heller ikke i dag.
Formueplejes egne produkter virker ikke længere attraktive for kunderne, og formuen under forvaltning er faldet fem mia. kr. alene i indeværende år. Modsat har Jyske Bank øget formuen under forvaltning.
”Nu overtager Jyske Bank hele forretningen, hvilket rejser nogle ubehagelige spørgsmål. Får kunderne fremover bedre rådgivning, eller får Jyske Bank blot flere kunder at sælge egne, komplekse og indbringende investeringsprodukter til? Jyske Banks adgang til Formueplejes cirka 14.000 investorer og omkring 40 mia. kr. under forvaltning. Det kaldes en styrkelse af kundeoplevelsen. Man kunne også kalde det en massiv udvidelse af bankens mulighed for at tjene stort på kundernes formuer,” siger direktør Dan Løkke, der leverer uafhængig rådgivning i Finansiel Frihed.
Jyske Bank køber flere dårlige fonde
Ironisk nok har hele Formueplejes eksistensgrundlag netop været baseret på uafhængigheden af bankerne, som i mange år har fået kritik for kun at anbefale egne investeringsprodukter. Det har adm. direktør Peter Kjærgaard kritiseret åbent. Formueplejes investeringsprodukter som flagskibet Penta har været meget svage de senere år. Nye benchmark har ikke hjulpet, og i år ligger fonden fortsat med lave afkast og høje omkostninger.
Penta har givet et afkast på seks pct. set over det seneste år, mens benchmark ligger på 14 pct. Den nyere afløser af Penta hedder Global Future og har siden sin start leveret et afkast på 28 pct. Benchmark ligger på 60 pct. Det vil tage år, før den historik ryger ud af afkastsammenligningerne. Og det har Jyske Bank næppe tid eller råd til at vente på. Så det er svært at se, hvad Jyske Bank skal bruge disse fonde til.
Jyske Banks egne produkter performer bedre – om end de heller ikke kan slå deres benchmark.
Så hverken nye benchmark, relancering eller ændring af investeringsprodukterne har hjulpet for Formuepleje – til trods for at tunge navne som professor Jesper Rangvid i Formueplejes bestyrelse har været med til flere af ændringerne.
Det samme med adm. direktør Peter Kjærgaard, der fik et tocifret millionbeløb i bonus for at skifte til Formuepleje i sin tid. Dengang leverede han selv et voldsomt blodbad i toppen af Formuepleje, hvor hele den gamle garde røg ud. Han satte et nyt hold blandt andet med sine egne folk. Her lidt mere end tre år senere ser det ud til, at deres fremtid er meget usikker.
Carsten Vitoft
















