Leder fra søndagens udgave af Økonomisk Ugebrev Finans
Kære læser
Ja, det er et politisk meget ukorrekt statement. Men ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel er det relevant at stille spørgsmålet.
Ja, vi skal selvfølgelig søge at omstille samfundet til mere energiforbrug baseret på grøn el, så vi faktisk anvender den elproduktion fra sol og vind, som vi allerede har for meget af.
Så det var nok dér, politikerne skulle sætte ind, i stedet for at anvende milliarder på usikre projekter.
Aktuelt er der stor risiko for overinvesteringer i projekter, som enten må lukkes ned senere, eller som er urentable og som kun kan overleve med massiv vedvarende statsstøtte.
Som det fremgår af artiklen i denne udgave om CIP – Copenhagen Infrastructure Partners, har den grønne energiudvikler for tre år siden oprettet en ny fond CI ETF, som alene fokuserer på PtX og grøn hydrogen. CIP skal efter planen investere op til 25 mia. kr. hvoraf en fjerdedel kommer fra danske pensionskasser. Blandt andet Pensiondanmark, PKA,
Siden fonden blev etableret for tre år siden, har verdens syn på PtX ændret sig markant, med stribevis af konkurser, lukninger og udskudte investeringsprojekter.
Så spørgsmålet er nu, om de danske pensionsopsparere skal lægge sparepenge til disse politisk-korrekte højrisikoprojekter – eller om det vil være rettidig omhu at droppe dem – eller udskyde dem på ubestemt tid. Det vil vi spørge pensionskasserne om i næste uge.
På det seneste har vi også været vidne til en stribe statsfinansierede milliardprojekter i grøn energi, som hverken virker velfunderede, saglige eller velgennemtænkte.
I februar 2025 meddelte Klima- og energiministeriet, at der var indgået en bred politisk aftale om bygning af brintrør fra Esbjerg til den tyske grænse, med statsstøtte på op til 16 mia. kr. Som det fremgår af ministerens kommentar handler det hele om at fremme den grønne omstilling. Projektet er samfundsøkonomisk et ekstremt usikkert forsøg på, at skabe grundlag for grøn hydrogen (brint) produktion baseret på den overskudsstrøm, vi allerede i dag har fra sol og vind på ”gode” dage.
Der ses i projektet helt bort fra, at de fleste grønne hydrogenprojekter i disse år går konkurs, lukker eller investeringsbeslutninger udskydes. Grøn hydrogen er simpelthen for dyr og urentabel. Som det fremgår af artiklen i denne udgave om CIP’s grønne hydrogenfond med 25 mia. kr. i investorkapital, er det fortsat tvivlsomt, om der trykkes på startknappen til investeringsprojekterne.
Udviklingen af grøn hydrogen produktion har de seneste år vist sig at være en økonomisk dødssejler, og stats-satsningen den vej vil fastholde Danmark som et af de lande i den vestlige verden, med de højeste elpriser. Til ugunst for erhvervslivets konkurrenceevne og private husholdningers købekraft.
For nylig blev kom der så en ny melding fra energiministeren, at politikerne vil støtte bygning af havvindmøller i Nordsøen med op til 55 mia. kr. Også det projekt synes at ligne totalt spild af skatteyderkroner, i en tid, hvor vi allerede periodisk producerer mere strøm, end vi forbruger.
I en kommentar skriver energiministeren, at ”Danmarks behov for grøn strøm kan dermed blive dækket et godt stykke ind i en fremtid, hvor der bliver behov for mere strøm til flere formål som elbiler, datacentre og produktion af brint. Det er afgørende i en tid, hvor Danmark skal kunne klare sig selv med sikker grøn energi uafhængig af andre lande. Aftalepartierne har valgt at lytte til opstillerne af havvind og til markedet, der har været præget af usikkerhed og stigende omkostninger. Markedet har efterspurgt større fleksibilitet, og at staten skal påtage sig risikoen for udviklingen af elpriserne.”
Med andre ord er der industripolitisk statsstøtte ad bagvejen, hvor det aktuelt er særdeles tvivlsomt, om det er samfundsøkonomisk rentabelt. Det kunne være fint med nogle økonomiske analyser af rentabilitet. Men konklusionen ville nok ikke underbygge den besluttede statsstøtte.
God læselyst
Morten W. Langer Chefredaktør
