Regnskabsanalyse: Økonomisk Ugebrev har gravet ned i regnskaberne for de ti største CIP-fonde for at kortlægge performance og status på enkelte fonde. Billedet er entydigt, at de ældre fonde har hentet guldrandede afkast i perioden med nulrenter. De seneste år har det været betydeligt vanskeligere. Bl.a. har flagship-fonden CI II tabt halvanden milliard kroner de seneste tre år. CIPs guldafkast er i høj grad skabt under nulrente-regimet for 3-5 år siden. De seneste års svære markeder har udhulet flotte IRR-afkast i flere store CIP-fonde, skriver chefredaktør Morten W. Langer.
CIP – Copenhagen Infrastructure Partners – med de tidligere guldfugle fra Ørsted har siden starten i 2014 udviklet sig til en global succes med 300 mia. kr. under forvaltning fra bl.a. danske pensionskasser.
Men meget tyder på, at eventyret er ved at rinde ud, viser Økonomisk Ugebrevs analyse af fondsregnskaberne.
PensionDanmark og den daværende direktør Torben Möger Petersen kickstartede tilbage i 2014 Copenhagen Infrastructure Partners med de tidligere guldfugle fra Ørsted ved sammen at etablere den første grønne investeringsfond i CIP-regi.
Denne fond er i dag stor set afviklet, efter pensionskassen tidligere har indbetalt 5,9 mia. kr. og senere fået udbetalt 8,6 mia. kr. I dag er restkapitalen 54 mio. kr., og det gennemsnitlige årlige afkast (IRR) er landet på 10,4 pct. årligt. Altså ganske solidt.
De næste store fonde, CI II etableret i 2015 og CI III fra 2016, er også under afvikling. Rigtig mange projekter blev frasolgt til gode priser, og det skete før den grønne energikrise for alvor begyndte at rulle ind over den vestlige verden i slutningen af 2023. Se også kursgraf over det globale clean energy-indeks.
I fond II er kun en femtedel af de akkumulerede investorindskud plus overskud tilbage, da det meste er afviklet: Investorerne har gennem tiden indbetalt 11.1 mia. kr., og de har fået udbetalt 15,8 mia. kr. i dividende efter frasalg af projekter. (Ikke som det står oplyst i regnskabet 10,4 mia. kr. Tallet er korrigeret af CIP overfor Økonomisk Ugebrev). Det akkumulerede overskud i fonden er 7,5 mia. kr. Og den resterende ejerkapital i fonden er nede på 2,7 mia. kr.
Fondens overskud i 2018 var 2,2 mia. kr., i 2019 1,3 mia. kr., 2020 på plus 0,6 mia. kr. og 1,2 mia. kr. året efter, i 2021. Altså blev hovedparten af overskuddet hentet i perioden 2018 til 2021.
Fondens IRR-afkast ved udgangen af 2024 oplyses til 12,6 pct. mod 11,9 pct. året før. Fond II, der er ejet af seks danske pensionskasser, herunder PensionDanmark med 27 pct., leverede et driftsoverskud før værdireguleringer sidste år på knap tre pct. i afkast sidste år.
Positive værdireguleringer på knap 700 mio. kr. tilskrives lavere diskonteringsrenter, se også anden artikel om CIPs diskonteringsrenter i denne uge. Hovedparten af de tidligere projekter er frasolgt, bl.a. et biomasseanlæg, Brite, i England og en offshore vindpark, Veja Mate, i Nordsøen.
Skabe gode afkast
Aktuelle projekter med en FID, altså final investment decision, er Changfang & Xidao (CFXD), som er en taiwanesisk offshore wind farm med en samlet kapacitet 589 MW. Det ejes sammen med to lokale forsikringsselskaber og er under konstruktion efter FID i slutningen af 2019. Resterende FID-godkendte projekter er nede på 1,5 mia. kr. Hertil kommer andre nye projekter for 1,2 mia. kr. under udvikling, hvor der ikke er FID.
Investeringerne ligger bl.a. i datterselskabet CI-II Holdings GP ApS med en egenkapital på 584 mio. kr. efter et årsoverskud på 24 mio. kr. svarende til et afkast på ca. fire pct. Dette selskab har endnu ikke aflagt regnskab for 2024.
I fond III, hvor PensionDanmark også er største aktionær, er den resterende egenkapital nede på 3,2 mia. kr. – efter samlede indbetalinger på 10,7 mia. kr. og senere udbetalinger på 8,3 mia. kr. IRR-afkastet har de seneste år været vigende fra 14,8 pct. i 2022, til 10,1 pct. i 2023 – til 9,6 pct. sidste år.
Fond III har de seneste tre år leveret kæmpestore underskud med negative afkast på egenkapitalen på minus 13 pct. sidste år, minus 32 pct. i 2023 og minus ni pct. i 2022. Samlet løbet tabet op i over halvanden milliard kroner.
Selvom fond III blev etableret i 2016, er der fortsat stor aktivitet for at skabe gode afkast. Investorerne har de seneste år indskudt 1.9 mia. kr. i ny kapital, og der har ikke været udbetalinger fra projektsalg. Aktuelle projekter er bl.a. Monegros, som består af tolv spanske on-shore vindparker, og en 99 MW offshore vindpark i Sydkorea, som ventes i drift i Q2 2025.
Et afkast på godt 6 pct.
Det oplyses, at fondens underskud især kommer fra værdireguleringer af anlæg: ”The loss is mainly driven by negative FV (fair value. Red) adjustments reflecting Commercial Operations Date delay resulting in CAPEX increase and project’s updated valuation approach,” oplyses det.
Videre hedder det om forventningen til 2025, at “… expectations for the Limited Partnership are generally positive, with the profit for 2025 anticipated to be within the range of DKK 600-800m. Operating income, comprising fair value adjustments, dividends, interest and divestments for 2025 is expected to be within the range of DKK 655-855m. These forecasts are based on the assumption that investment activity will remain unchanged in 2025, as the fund is in run-off period.”
I CI fond IV, som blev etableret i 2019, er IRR-afkastet styrtdykket de seneste år fra 71 pct. i 2022 til 20 pct. i 2023 til 11.6 pct. sidste år. Af de aktuelle bogførte aktiver for 1,5 mia. euro, godt ti mia. kr., kan knap 0,2 mia. euro henføres til udviklingsprojekter, 0,7 mia. euro på investeringer og andre 0,5 mia. euro i tilgodehavender.
Ved udgangen af 2024 var der ni investeringer med FID, hvoraf én er frasolgt. Projekterne omfatter en solpark i Canada, Slough, to batterianlæg i England, Coalburn I og II – og endnu et batterianlæg i England, Devilla. Endelig er der et solcelleanlæg på 495 MW, Buffalo Plains i Canada.
Ifølge regnskabet er fondens største investering gennem det hollandske datterselskab, CI IV Coöperatief, med en bogført egenkapital på 584 mio. euro og et årsoverskud sidste år på 33 mio. euro, svarende til et afkast på godt seks pct.
To andre datterselskaber med ejerandele på 58 pct., CI Star of the South i Australien med en egenkapital på 75 mio. Euro gav minus tre mio. euro. Og et andet større datterselskab i Taiwan med en egenkapital på 201 mio. euro gav et resultat på minus én mio. euro.
Tabt ca. 30 pct.
Om 2025-forventningen oplyses, at der forventes et overskud på 40-70 mio. euro efter management fee, og med de aktuelle aktiver på to mia. euro, svarer det til et afkast på ca. 2-3 pct.
Flere af de nyere CIP-fonde er registreret i Luxembourg, bl.a. den nye gigafond nummer fem på over 100 mia. kroner.
Fonden CI ETF I fra 2021, som også har Pensions-Danmark som største investor, har aktiver for 1,5 mia. kr. Indtil videre er der kun besluttet FID på to projekter, nemlig en 6,6 pct. ejerandel på Sunfire, der producerer bl.a. alkaline til grøn hydrogen produktion. Produktionen forventes at omfatte 400MW fra 2025.
Den anden investering er CWP H1, som er en 35 pct. ejerandel i et 95 MW giga-scale grøn hydrogen produktion i Singapore.
Fondens hovedaktivitet synes at være højrisiko, og fondens drift har da også været negativ de seneste fire år. Driftsunderskuddet løber samlet op i knap 50 mio. euro, eller 350 mio. kr.
Fondsgruppen har forpligtet sig til investeringer for ca. 24 mia. kr. – og hovedfokus er grøn hydrogen – også kaldet power-to-x. I regnskabet oplyses : ”At the end of 2024, the Limited Partners had committed EUR 831m to CI ETF I for infrastructure investments in primarily Western Europe, North America and the Asia-Pacific region (Australia, New Zealand, Japan and South Korea) and other countries with favourable power-to-x (PtX) conditions.”
Om den aktuelle fond oplyses, at investorerne siden starten i 2021 har tabt ca. 30 pct. af den indskudte kapital: ”Limited Partners’ paid-in capital to the Fund at the end of 2024 amounted to EUR 177m out of which EUR 0m has been distributed as recallable distributions. Net contributed capital thus equals 21% of the committed capital of EUR 831m. Accumulated distributions to Limited Partners amounted to EUR 0m since fund initiation and accumulated net loss end of 2024 amounted to EUR (48) m. Hereafter total Limited Partners’ capital end of 2024 amounted to EUR 129 m.”
Generelt har markedet for grøn hydrogen de seneste år udviklet sig meget negativt. Bl.a. har det danske børsnoterede selskab, Green Hydrogen Systems, måttet gå i rekonstruktion efter, at de store aktionærer ikke længere ønskede at understøtte selskabet med mere kapital.
CIP hævede sidste år et samlet administrations fee fra denne fondsgruppe på 270 mio. kr. svarende til godt én pct. af det samlede commitment.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.