Vi har brug for et styrket Berlingske: Ugen bød på en dramatisk mediehistorie, hvor Berlingske Medias nye direktør Anders Krab-Johansen udmeldte, at hver tiende af de faste medarbejdere enten fyres eller omplaceres til et eksternt produktionsbureau. Vi skal ikke vurdere, om løsningen er rimelig eller urimelig for medarbejderne. Men blot konstatere, at hvis vi i fremtiden også skal have store privatejede mediehuse, og altså ikke kun statsstyrede mediehuse som DR og TV2, er der brug for radikal nytækning og omstilling i medieverdenen. Vi ser det som afgørende med et genskabt økonomisk stærkt Berlingske. JP/Politiken er med den delvise overtagelse af Dagbladet Børsen ved at udvikle sig til et uskønt mediemonopol, som sidder på alt for meget meningsmagt – sammen med staten. Man kan godt påstå, at JP/Politikens medier er uafhængige. Men der vil selvfølgelig altid hænge uskrevne regler over de redaktionelle ledelser om, hvor hårdt man går til det nålestribede erhvervsliv, politikerne, de til enhver tid siddende regeringer og magteliten i øvrigt. Der er allerede tydelige tegn på, at hverken DR eller TV2 for alvor går journalistisk til biddet, med mindre det handler om populistiske fællessager. Så – vi hepper på Berlingske og ny fremgang. Så vi kan få lidt mere spredning i mediemagten.
Ugens overraskende: Goldman var overrasket over den politiske modstand mod DONG-salget. Berlingske interview fredag med en Goldman-chef, der undrer sig over tumulten ved statens salg af DONG aktier er lidt underlig – og så alligevel ikke. Selvfølgelig undrede hans sig. Staten – og et politisk flertal – havde sat en aktiepost til salg. Og det var en åbenlys rigtig beslutning at professionalisere virksomheden, der var præget af en mangeårig statslig udpeget bestyrelse uden de nødvendige fagkompetencer. Problemet er naturligvis, at staten let kunne have indsat en professionel bestyrelse, som havde rettet virksomheden op, uden at sælge aktieposten. Problemet er også, at aktieposten blev solgt hysterisk for billigt, og at DONG ved salget allerede var lagt i en turnaround proces med frasalg. Så grundlæggende var der grund til tumult, men af andre årsager.
Bankaktionærer i knibe: Efter finanskrisen har loven og Finanstilsynet påbudt bankerne at forfalske deres regnskaber. Lidt mere sagligt udtrykt skal bankregnskaber i dag være konservative til en grad, så de ikke længere er retvisende. Den usaglige version er dog nemmest at huske. Børsens dækning af krakket i Østjyllands Bank illustrerer, at der er behov for en nem huskeregel: Mandag kørte avisen forsidehistorie på, at det ifølge adm. direktør Vagn Hansen fra Sparekassen Vendsyssel, der har købt resterne af Østjysk Bank, kun er en mindre del af de dårlige lån i den tilkøbte bank, der skal afvikles. Det er fint for de pågældende låntagere, men fænomenet skyldes ikke, at Vagn Hansen ”kan forvandle dårlige kunder til gode,” som avisen udtrykker det. Kunderne har også været gode, mens de var i Østjyllands Bank. Uden at vi kender detaljerne i låneporteføljen, er det generelt sådan, at en meget stor del af bankernes nedskrivninger handler om lån, hvor der aldrig har været problemer med at få renter og afdrag i hus, mens andre lån kun er behæftet med mindre og løsbare problemer. Disse påtvungne nedskrivninger indebærer, at bankernes balancer er meget mere solide, end de umiddelbart fremstår. Det er på nogle måder godt, men det betyder også, at en del af bankejernes værdier er skjulte – og over en konkurs forbliver de skjulte. Det er i denne situation gået ud over aktionærerne i Østjyllands Bank, der står tomhændede tilbage.
Er der en menig medarbejder til stede? Det er ikke bare fordomme, når satirikere gør nar af de mange cheftitler i DR. Business.dk har i en af ugens mest saftige historier talt efter og fundet, at chefredaktionen i dag tæller ikke færre end 150 mænd og kvinder. Alt, alt for mange til, at det er meningsfuldt at tale om en egentlig chefredaktion, og ifølge avisens kilder er der da også et ledelses-vakuum, hvor medarbejderne skal gætte sig til, hvilken chef der i praksis bestemmer i den givne situation. Det virkelig tragiske er, at det næppe er den forvoksede ledelse, man vil kigge på, når der snart skal skæres ned. Det er ikke et tilfælde, hvem der sidder på den allerøverste post. Det gør hverken en kreativ person med dyb kompetence i produktet, eller en visionær leder, der kan få en organisation til at fungere optimalt. I stedet har DR Maria Rørbye Rønn. Hun er jurist, og hendes spidskompetencer er at bortforklare ethvert problem, til tider ud i det Monty Pythonske absurde, og at få flere penge (eller færre besparelser) ud af politikerne.
STK
